Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 10. 7. December 1884 - Drachmann, Holger. Folkevandring. Digt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. lo.
HJEMME OG UDE.
122
Af Elven de slubrer, af Kilden de laber;
end kjender de Druernes Drik kun af Navn,
den Sejd, som af Ulve og Bjørne gjør Aber —
de foler ej Metamorfosernes Savn;
fra skj æggede Munde de visker sig Draaben,
den funkler som Perler, men ikke som Blod;
de torrer med Omhu de kostbare Vaaben,
men ikke det gabende Saar under Fod.
Paa Huk omkring Baalet til Barden de lytter
i Tavshed, men knap har han nævnet et Ord,
et eneste kort — før, saa rapt som en Rytter
i Sadlen, de svinger med Gny sig fra Jord;
de syntes for nyligt saa isnende kolde,
nu kjendes, at Flammer i Vilddyret bor:
det gnistrer fra Klinger, som slaas imod Skjolde,
med luende Blikke de broler: Gud Thor!
Ham er det, de ligner, ham er det, de folger:
hver rødskjægget Helt er jo selv som en Gud,
og vælter de frem nu som Stormflodens Bølger,
det er for hans Ære, det er paa hans Bud ;
saa tapper, som han, er hver Kæmper i Skaren,
saa trofast i Venskab, saa grusom i Had,
et Barn, som blir mandvoxen, stor under Faren,
en Elsker af Æventyr, Rigdom og Mad.
Hist sidder de myndige, barmbrede Kvinder
med Poden paa Skjød og med Glutten ved Bryst,
ej Svøb eller Lojert de sprællende binder,
af Vorten de suger med Vild-Grisens Lyst;
der brænder i Blikket, som Moderens søger,
en Ild, som Naturfolkets Adel kun har:
vi Tose blir aldrig for Vellysten Skjøger,
vi Knøse blir Helte som Thor og som Far!
Men yderst staar Drotten, hvor Vindfælden luder,
med rolig Foragt ved det gabende Svælg,
om Pansret er slynget de øgede Huder:
af Bamsen en Pels og af Ulven en Bælg;
fra Hjælmhuen viser en Ræv sine Tænder —
den Latter er lige saa farlig som lun,
og Høvdingen leger med Spydstang i Hænder,
og Haanden er lille, men jærnhaard og brun.
Saa svinger han Spydet i Luften og vinker;
fra Skoven en Lanseskov losner sig bråt,
og hen over Aasen det bølger og blinker;
hvor Smaaskaren slipper, ta’er Storflokken fat;
de stiger langs Alpernes hældende Skrænter,
de mørkner deroppe den evige Sne,
som Krager i Flokke, som enlige Glenter —
til sidst er der Ikke en Smaaprik at se.
Men hist, hvor i truende Trodsiglied troner
— som Øer, der dukker af Skybølgens Hav —
de højeste Toppe, hvis tindrende Kroner
i Solgløden flammer som gyidenrødf Rav:
der trænger sig Menneske-Stormflodens Bolger
i Jubel om Drottens ned-pegende Spyd,
de hilser det Land, som i Disen sig dølger,
med Lurers og Skjoldes vidtgjaldende Lyd.
Der er ikke Hvile for Natten, som kommer;
lad Sneskræntens Stjærneskin vise dem Vej!
det gaar imod Syd, mod den evige Sommer,
mod Blodbad, mod Bytte — hej, holla, hop, hej!
Og som en Lavine, der rivende ruller
med Fygen og tordnende Brag i sit Spor,
de styrter sig nedover. Skulder ved Skulder,
et Stormlob mod Vælskland med Stammen fra Nord.
Hvor magelig hviler du, Vælskland, paa Natten,
der var, ak desværre, for kort for din Lyst!
Her kommer Klienterne — hor deres Pjatten:
Hvor gaar det med Mave, med Hals og med Bryst?
••Lidt svulden er Milten!« —Saa maa du laxere! ...
Hvad, fabler I ? Tarmene trænger til Ro;
for mig kan I hænge Jer — eller purgere;
jeg spiser Muræner, og spiser for to!
Bring Frokosten, Slaver! og kald paa Fri.sorcn,
hold Badet parat, og kom Ambra deri!
0 ve, hvor det trækker! hæng Tæpper for Doren...
ej, hvem er den Frue, som bæres forbi?
ni nubiske Slaver! jeg tror, at jeg frier;
folg efter og bring mig paa Stand hendes Svar.
Du løfter, Klient, paa din Skulder og tier: —
Man siger, hun har et privat Lupanar!
»Hvad blev der af Lucius? — Styrtet med Hesten;
jeg saa selv, hvorledes han Linerne slåp,
men spædlemmet var han og halvraadden natten —
hvorfor vil den Dumrian kjøre om Kap?
»Ak, hvem skal nu borge mig hundred Talenter?
Hos Grækeren faar jeg umuligt den Sum,
og faar jeg den, fordrer han blodige Renter —
nej, Lucicus var dog saa elskelig dum!
»Naa! Vinen i Kummen og Bægre paa Bordet ;
men ræk mig først Paafuglens oliede Fjer!
den Nattedrik falder mig stadig i Ordet,
og Maven er fyldt som med boblende Gjær;
et Offer til Guderne! gid de maa føie,
hvad Rigdom paa Fliserne for dem er spildt . . .
saa Bud efter Piger! at Kysse kan køle
den Brand, der fortærer mig Lever og Milt! —
— Der ligger en doven, en lummervarm Morgen
hen over det rige, det yppige Land,
den udmarver Prætor deroppe paa Borgen,
den matter i Knæ selv den menige Mand;
1 Templer og Thermer de sveder og stønner:
for Sjæl og for Legeme søger de Tvæt;
men hvad hjælper Bade, og hvad hjælper Bonner,
naar Hjærtet er vissent og Hjærnen er træt?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
