Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 10. 7. December 1884 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. lo. HJEMME
Peter Mikailovitsch var ikke blot kjendt i Bven og i
Distriktet, men jeg tror endogsaa i det halve Gouvernement.
Hver Morgen Kl. 7 gik han ud for at gjøre Indkjøb paa
Torvet og havde saa for Skik at tale med alle og enhver, som
mødte ham.
Naar Peter Mikailovitsch var kommet hjem, gik han lige
ud i Køkkenet, hvor Kokkepigen allerede gjorde Ild paa under
Pelagias personlige Opsvn.
’Dér, Kommandørinde, har du noget af Jordens Afgrøde
og Frugter, sagde han, idet han gav Husholdersken Bastposen,
hvorpaa hun tog Indholdet ud af den. Samtidig hermed
rystede hun paa Hovedet og udstødte allé Slags Lvd: Æh .
eh . hø . hø . ., hø .
Hvad behager? Knurrer du? Du knurrer altid,
Madame! Er det maaske daarlige Ting, jeg har kjøbt?
Det er meget godt., svarede Pelagia Jevgratfovna i en
spotsk Tone.
Hun var aldrig tilfreds med Peter Mikailovitschs Indkjøb,
og det havde hun Ret i; thi snart snød hans gode Venner
Kjøbmændene ham med Vægten, snart solgte de ham raadne
Sager i Stedet for friske, medens økonomi og Pænhed var
umættelige Lidenskaber hos Pelagia Jevgratfovna. Af Fødsel
var hun tvsk; men hun kunde for Resten kun snakke Russisk.
Gud véd, hvorledes og hvorfor hun var kommet til den lille
By. I Begyndelsen var hun lige ved at dø af Sult; saa kom
hun paa Hospitalet. Her saa Peter Mikailovitsch tilfældigvis
den syge, fremmede Dame, underholdt sig efter Sædvane med
hende, og da han netop lige havde mistet sin Kone, saa tog
han hende i Huset som Bonne for den lille Nastenka. Men
Pelagia, der begyndte som Bonne, bemægtigede sig efterhaanden
Ledelsen af hele Husholdningen. Fra ganske tidligt om
Morgenen til langt ud paa Natten var hun snart hist, snart her i
Huset. Saa klatrede hun op paa Høloftet efter et eller andet,
saa løb hun ned i Kjælderen eller rodede i Haven; hvor det
paa nogen Maade var muligt, der fejede og tørrede hun af;
endelig var hun fra KL 8 om Morgenen, saa snart hun havde
smøget sine Ærmer op og taget sit Forklæde paa, i Færd
med at koge, og det maatte man sige til hendes Ære:
mange Retter forstod hun at låve som en sand Mester; den
Lax f. Ex., som hun kogte hen for den store Fastes Skyld,
var saa dejlig, at Peter Mikailovitsch, naar han i den varme
Sommertid spiste den med Kvassuppe, plejede at sige:
Mine Herrer, selv Lukullus fik aldrig saadan en Fisk!«
Pelagia vaskede altid selv Peter Mikailovitschs Flipper og
Halstørklæder og Nastenkas Kraver, Ærmer og Livstykker,
og havde hun haft Kræfter dertil, vilde hun vel ogsaa have
vasket alt det andet, fordi, som hun selv sagde, hendes Hjærte
blødte, naar hun saä paa den Vask, som Vaskerkonerne
afleverede.
Det var vanskeligt at sige, naar Pelagia sov og spiste,
og hun holdt selv ikke meget af, at man mindede hende om
det. Sin Te drak hun i en Fart Slurk for Slurk; til Bords
satte hun sig kun et Øjeblik, skjønt der altid laa en Kuvert
til hende; saa snart Suppen var øst op, sprang hun pludselig
op og gik ud i Kokkenet efter et eller andet. Naar saa Peter
Mikailovitsch sagde: »Men spiser du da aldrig selv noget,
Kommandørinde? saa smilede hun blot og svarede: »Hvis
jeg ikke spiste, kunde jeg jo ikke leve«, og gik saa igjen ud i
Køkkenet.
OG UDE. 126
Hun maatte altid nødes til at modtage sin Løn ,120
Rubler om Aaret i Papirpenge . I Slutningen af hver Maaned
bragte Peter Mikailovitsch hende sædvanlig ti Rubler.
»Hvad er det? spurgte Husholdersken.
»Det er din Løn. Penge er en god Ting. Tag dem
og kvittér for dem! svarede han.
»Aa, hold dog op med Deres Dumheder,« sagde
Husholdersken og saå ud ad Vinduet.
»Det er saadan, som det skal være og ingen Dumhed,
kjære Kommandørinde; naa, vær nu saa god at modtage dem,
sagde Godniev med mere Eftertryk.
Saa modtog Pelagia ærgerlig Pengene og kastede dem
skjødesløst i sit Syskrin.
Trods sin misfornøjede Mine fik hun altid Taarer i Øjnene
under denne Scene. Han tog mig op fra Gaden som Tiggerske,
han lod mig ikke sulte ihjel, og saa giver han mig oven i
Kjøbet Løn, det Skarn! brummede hun i Skjægget.
Naar Peter Mikailovitsch havde afleveret de Ting, han
havde kjøbt paa Torvet, til Husholdersken, gik han ind i
Dagligstuen og drak Te sammen med Nastenka.
Samtalen mellem Fader og Datter var næsten hver
Morgen følgende:
•Nu har du igjen siddet oppe lige til Daggry, Nastasia
Petrovna. Det er ikke pænt, min kjære, det er virkelig ikke
pænt . . . Arbejdet har sin Tid, Hvilen og Søvnen maa
ogsaa have deres Tid.«
Jeg læste lidt for længe, lille Fa’r. Jeg er allerede
færdig med den Novelle, vi begyndte paa i Gaar.
»Det er ikke pænt af dig; hvad skal vi nu læse i Dag?
Skal der gaa en Aften, uden at vi læser noget?
»Nej, nej! Jeg skal læse den ud for Dem. Jeg vil
gjærne læse den endnu en Gang. Tænk Dem bare, det viser
sig, at Valentin er et slet Menneske.«
Saa skiltes de sædvanligt. Nastenka læste eller skrev
noget, eller hun spaserede i Haven. Hun gav sig hverken af
med Husholdningssager eller med Haandarbejde. Peter
Mikailovitsch tog sin Tjenesteuniform paa og gik hen paa Skolen.
I Forstuen traf han sædvanlig Pedellen Gavrilytsch, en
fordums Soldat, hvem Eleverne paa Grund af hans ualmindelig
koparrede Ansigt kaldte Rivejern. Man maatte være i
Besiddelse af Peter Mikailovitschs virkelig kristelige Taalmodighed
fer i hele ti Aar at beholde Gavrilytsch som Pedel ved Skolen;
thi Invaliden var paa sine gamle Dage blevet dum, doven og
grov. Han gjorde næsten aldrig rent, saa at Peter
Mikailovitsch i det mindste en Gang om Maaneden maatte tage et
Par Skurekoner paa hans Regning for at holde Skolebygningen
i tilbørlig Orden. Desuden havde Pedellen den Yndlingsvane
at spise varm Kaalsuppe til Frokost om Morgenen, hvilken
han sædvanlig om Aftenen stillede ind i Kakkelovnen i
Inspektørens Stue og lod staa der Natten over. Peter Mikailovitsch
sagde næsten hver Morgen:
»Grenadér, nu har du igjen kogt Kaal her. Hvad er
det for en Stank? Man kan jo ikke trække Vejret«.
»Hvad behager? Kogt Kaal? De siger altid, jeg har
kogt Kaal,i svarede Gavrilytsch.
> Har du maaske ikke gjort det? Nægter du det endnu?
Du lyver altsaa paa dine gamle Dage!;
»De kan jo selv se ind i Kakkelovnen, saa skal De se,
at der ingen Ting er.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
