Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 10. 7. December 1884 - Taine, H. Jacobinernes Førere, ved S. Schandorph: I. Marat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«35 HJEMME
fuldføre i et Minut. Hvis jeg var Folketribun og var støttet
af nogle tusend resolute Mænd, saa indestaar je.; for, at i Løbei
af sex Uger skulde Konstitutionen blive fuldkommen,
Statsmaskineriet arbejde aldeles udmærket, Nationen være fri og
Ivkkelig, at den paa mindre end et Aar skulde blive
blomstrende og frygtelig, og at den skulde blive det, saa længe
jeg lever. I fornødent Fald vilde han være Hærens
Overgeneral og en sejrende General. Se blot to Gange paa den
Maade, de slaas paa i Vendéen! Han vilde finde Middel til
at ende Krigen ved første Sammenstød med Fjenden - Hvis
jeg kunde taale Rejsen, vilde jeg fremstille mig for at sætte
mine Planer i Værk; i Spidsen for et lille Korps sikre Tropper
er det let paa en eneste Dag at begrave Rebellerne fra den
første til den sidste. Jeg er ikke ukjendt med Krigskunsten,
og jeg kunde uden Praleri indestaa for det heldige Udfald.
Opstaar der Vanskeligheder, er det, fordi man ikke har lyttet
til hans Raad. Han er den store politiske Læge; lige fra
Revolutionens Begyndelse har hans Diagnose altid været sikker,
hans Prognose ufejlbarlig, hans Behandlingsmaade virksom,
human og heldbringende. Han medbringer Universalmidlet,
lad ham blot komme til at bruge det, kun maa han selv
anvende det, for at det skal virke rigtigt. Giv ham bare
Lancetten i Haand, at han kan udføre den menneskevenlige
Aare-ladning. Saaledes er min Mening, og jeg har ladet den
trykke i mine Skrifter; jeg har sat mit Navn derunder, og jeg
rødmer ikke derover. Ere 1 ikke naaede saa højt, at I
forstaa mig, saa meget desto værre for Eder. Med andre Ord:
i Marats Øjne er Marat, enestaaende ved sit Geni og sin
Karakters Overlegenhed, den eneste Frelser.
Paa slige Tegn vilde en Læge øjeblikkelig gjenkjende en
af disse Sindssyge med lyse Ojeblikke, som man ikke
indespærrer, men som derfor ere desto farligere; ja han vilde kunne
sige os det tekniske Navn paa Sygdommen: Storhedsiumvid,
der er saa vel bekjendt i Anstalterne. To forud givne Anlæg:
Dømmeevnens stadige Forskruelse og Selvfølelsens kolossale
Overmaal ere Kilderne dertil, og intet Steds have disse Kilder
flydt rigeligere end i Marat. Aldrig har et Menneske efter
en saa uensartet Dannelse faaet en mere inkurabel gal
Aandsretning. Aldrig har et Menneske efter saa mange Misfostre i
sin Spekulation, saa mange Misgjerninger i sin Praxis, fattet
og bevaret saa høj en Mening om sig selv. Hos ham kommer
enhver af de to Kilder og faar den anden til at voxe, da han
besidder Evnen til ikke at se Tingene, som de ere, kan han
tillægge sig selv Dyd og Geni; overbevist om, at han er dydig
og genial, antager han sine Voldsgjerninger for fortjenstfulde
Handlinger og sine Galmandsindfald for Sandheden. Fra nu
af bliver Sygdommen, af egen Drift, under sit eget Løb, mere
sammensat; til Storhedsvanvidet slutter sig Forføtgelsesmanien.
Ja — de aabenbare eller beviste Sandheder, som dem, Marat
fremfører, de maatte jo ved første Slag explodere for Alverdens
Øjne; hvis Ilden brænder døsig eller slukkes, ja saa er det,
fordi Fjender eller Misundere have traadt paa Flammen; det
er klart, man har sammensvoret sig mod ham, og ingensinde
have Komplotterne mod ham ophørt at existere. Først var
der Filosofernes Komplot. Da Afhandlingen >Om
Mennesket-var besørget fra Amsterdam til Paris, saa følte de det Slag,
jeg rettede mod deres Principer, og tik Bogen konffskeret ved
Toldgrænsen. Saa var der Lægernes Komplot. De
udregnede med Sorg, hvor meget jeg kunde tjene. Hvis det
OG UDE. Nr. 11.
var nødvendigt, skulde jeg bevise, at de have holdt hyppige
Forsamlinger for at raadslaa om de virksomste Midler til at
sværte mig. Endelig var der Akademikernes Komplot: "den
uværdige Forfølgelse, som Videnskabernes Akademi ikke har
ophørt at drive imod mig i sex Aar, da det havde forvisset
sig om, at mine Opdagelser om Lyset vilde omstøde dets
Arbejder gjennem Aarhundreder, og at jeg brød mig saare lidet
om at blive Medlem af det. Skulde man tro, at dette
videnskabelige Lavs Charlataner have formaaet at faa mine Arbejder
miskjendte i hele Evropa, faaet rejst alle lærde Selskaber mod
mig, faaet lukket alle Aviser for mig. — Det er naturligt, at
den i egen Indbildning forfulgte forsvarer sig, det vil sige, at
han angriber. Det er ogsaa naturligt, at man, da han er
Angriber, støder ham bort og trænger ham tilbage, og at han, efter at
have lavet sig indbildte Fjender, skaber sig virkelige Fjender,
især i Politiken, hvor han principmæssig, hver Dag, præker
Oprør og Mord. Endelig er det ogsaa naturligt, at han bliver
forfulgt, dømt af Politiretten, sporet af Politiet, bliver nødt til
at (lygte og liste sig fra Skjul til Skjul og leve Maaneder
igjennem som en Flagermus, i en Kjælder, en underjordisk
Hvælving, et mørkt Hul. En Gang, siger hans Ven Panis,
tilbragte han sex Uger siddende paa den ene Halvdel af sin
Bag,< som en Vanvittig i en Daarekiste, muttersene med sit
Drømmeri. Der er intet forbavsende i, om ved en saadan
Diæt hans Drømmerier bleve tykkere og tungere, om de
forvandlede sig til et kronisk Mireridt, om i hans paa Hovedet
vendte Tanker ogsaa Gjenstandene vendte sig paa Hovedet,
om han selv ved højlys Dag kun ser Mennesker og Ting i et
forstørrende og forvrængende Spejl, om undertiden, naar han
ser altfor rødt, og den kroniske Sygdom bliver akut. Lægen
da kommer og aarelader ham for at standse Anfaldet og
uberegnelige Muligheder.
Men Sygdommen maa have sin Gang. For Fremtiden
skyder Alt, hvad der er modsat det Virkelige, op i hans Hjærne
som i en hjemlig Jordbund; han har sat sig fast i
Urimeligheder, han dyrker det Absurde, selv i mathematisk og fysisk
Forstand. Naar man gaar dybere til Bunds, siger han, maa
det patriotiske Bidrag af en Fjerdedel af Hvers Indtægt ud
gjøre 4860 Millioner, og maaske kunde den udgjøre det
dobbelte; med denne Sum vil Necker kunne rejse 500,000 Mand,
og Necker regner paa dem for at bringe Frankrig i Trældom.«
— Siden Bastillens Indtagelse » løb alene Muncipalitetets Forødeise
op til mere end 200 Millioner; hvad Bailly har stukket i sin
Lomme, ansættes til over 2 Millioner; hvad Mottié i j:
Lafayette) har stukket i sin i de sidste to Aar, er uberegneligt.«
— 1 Politiken, hvor Debatterne ere Kampe, er det værre
endnu. Marats Blad -CAmi du pruple kan kun have
Forbrydere til Modstandere. At rose Lafayettes Mod og
Uegennyttighed — hvilken Taabelighed! Han er taget til Amerika
— ja vel — men af ulykkelig Kjærlighed, forstødt af en
Messalina. har han der passet paa en Artilleripark som Sjovere
passe paa Bagagen . . . det er alle hans Bedrifter. Bailly
er ogsaa en Tyv ogMalouet en Bajas-.. Necker har fattet
den skrækkelige Plan at udhungre og forgive Folket, han har
for evig gjort sig til en Forbandelse for Franskmændene, til
en Skjændsel for Menneskeslægten. Han tiltaler den
konstituerende Forsamling: Infame Lovgivere, usle Skurke,
Uhyrer, som tørste efter Guld og Blod, I høkre med Monarken
om vore Formuer, vore Rettigheder, vore Friheder, vore Liv!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
