Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 11. 14. December 1884 - Schandorph, S. De tre Fuldmægtige. Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
HJEMME OG UDE.
Nr. I 1.
kaade Spil og skikkelig-borgerlige,
bestandig-borger-lige Væsen i hendes Stue under den forstandige
Moders Opsigt havde lagt paa dem.
Næste Aften sad Krog som sædvanlig midt paa
förste Hænk, Stam paa samme Bænk yderst til højre.
Klem var der ikke.
Om Middagen havde Stam og Krog søgt
Primadonnaen paa Hotellet, eller hvad man nu skal kalde
Hans Jensens Etablissement, med den noble Hensigt
at give et nyt Traktement, men Madam I lennansen
havde vist forst sin Kartoffelnæse, dernæst sin store
Haand med Forlovelsesring paa Langfingeren i
Dor-aabningen, tysset og hvisket:
— Hanne maa sove, hun kan te taale at være
saa længe oppe om Aftningen, som hun var i Gaar.
(jod Morgen!
— Der er vinket af, sagde Stam.
— Det er der, sagde Krog.
Tæppet gik op. Stam og Krog havde lonligt
spejdet hen mod venstre Side til Klems Plads. Han
var ikke kommen, kom heller ikke.
lifter Forestillingens Slutning gik Krog og Stam
ad hver sin Side Rygningen rundt, modtes i I
lotel-korridoren, saa et Øjeblik noget fjendtlig paa
hinanden under Gasblusset, fandt dog, at foreløbig var
bevæbnet Nevtralitet den eneste mulige Situation og
bankede endrægtig med liver sin Langfingerkno paa
Giovanninas Dor.
Madam Hermansen viste sig igjen og var den
samme ubojelige Moder som i Middags.
— Hvor mon Klem er? spurgte Krog, da han
og Stam gik ned ad Trappen.
— For mig maa han gjeme være i I telvede,
svarede Stam.
De skiltes ad ved Udgangsdoren og gik tilbage
hver sin Vej, Bygningen rundt.
Dagen efter vakte en Meddelelse i det lokale Blad
stor Opsigt. Skuespildircktøren meddelte, at paa
Grund af Frøken Giovannina Hermansens pludselige
Upasselighed, kunde Den skjønne Helene forelobig
ikke gives.
Endnu inden de gik paa Kontoret, vare Krog
og Stam ved Hans Jensens Hotel for at spörge til
den skjønnes Befindende.
Døren til hendes Værelse stod paa vid Gab.
Ingen Kuffert! Kun den endnu uredte Seng havde
efterladt et Aftryk af Madam I lermansen i dybere
Og af Datteren i fladere Relief. Vinden fejede ind
ad de aabne Vinduer; Gardinerne vajede afvexlende
langt ind i Stuen og langt ud af Vinduet. Da ile
gjorde den förste Bevægelse, forekom det de to
Fuldmægtige, som rakte Gardinerne Tunge ad dem.
Paa Trappen mødte de Hr. Sørensen,
Fremstilleren af Kalkas, ham, om hvem Byens Avis altid
sagde, at han udstyrede sin Rolle med mange
pudsige Smaatræk. Det var en lille, fedladen Mand.
Over sin skaldede Isse bar lian en Mellemting af en
Hue og Kalot af falmet sort Fløjl, som næsten hang
helt ned i Øjnene. Han saa surøjet og
morgengnaven ud.
— Hvor er Giovani . . . Hvor er Froken
Hermansen? spurgte Krog ham.
Hr. Sørensen tog lidt i Kalothuens Overdel og
mumlede:
Abgestochen! Kan De erindre Visen om
Kiitchen Ren/. ?
Han søgte at undgaa videre Forhandling. Krog
betvang I Ijærtet, som bankede helt op i hans Hals,
Og spurgte videre:
— Men hvorfor?
Ved et inte. Vilde vel have flere Penge.
Det vil jo alle saadanne raa Tøse, som bare bliver
engagerede for deres Bentøjs Skyld. Men det er
detn, som trækker Hus.
Hor véd De hvad? sagde Stam med en
truende Mine.
— Ja, jeg skal ikke disputere om den Ting,
brummede I Ir. Sørensen, for jeg er akkurat lige glad,
naar jeg faar, hvad jeg skal have.
Og De er Kunstner! sagde Krog.
Har jeg sagt det? sagde Sorensen. Men jeg
har to Born at holde i Skole inde i Kjøbenhavn.
Og De er endda Komiker.
— Man maa være, hvad man har lært. Det
maa De vel ogsaa. Jeg har nu lært at vride Ansigter.
— De er ikke lykkelig.
— Har jeg sagt det?
— De har aldrig troet paa Kunsten?
Hvad . . . om Forladelse . . . men hvad
rager det Dem? Jeg kunde i mine unge Dage være
bleven en Elsker, som der var noget at tjene paa,
hvis jeg bare havcle været tre Tommer højere og ikke
havde havt Opstoppernæse . . .
Ilm! De véd ikke, hvor Frøken Hermansen
er rejst hen.
Jeg er lige glad . . . Nej Gu’ véd jeg ej.
Direktøren maa vel vide det.
I Ian! Nej, naar han ikke kan tjene mere
ved hende, saa véd han saamænd ikke, om hun er
paa Bloksbjerg eller om hun har hængt sig. Ja
undskyld, jeg villie gjærne forbi paa Trappen. God
Morgen!
Stam og Krog gik paa Kontoret. Enhver kan
gætte, med hvilken Andagt de arbejdede.
Ved Middagstid stod de uvisse midt paa
Hovedgaden. Hvor skulde de gaa hen? Til Hans Jensen
eller til den gamle Gjæstgivergaard ?
Saa opdagede de Klem. I Ian skraaede ganske
ugenert over Gaden, rakte Haanden ud imod dem
som i gamle Dage. Klem blev Fører, Stam og Krog
fulgte ham. De gik ned paa den gamle
Gjæstgivergaard.
Fra da af syntes Forholdet mellem de tre
I-’uld-mægtige at være det gamle ud ad til. Men de
spaserede ikke sammen mere; de mødtes kun Middag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
