Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 11. 14. December 1884 - Festdagene af J. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. lo. HJEMME
don Menneskemylr, der vadede omkring i Moradsel Kongens
Nytorv. Vand forneden og Vand fra oven. Man skulde tro,
der var Væde nok, og der var derfor noget harmeligt og
uhyggeligt i at se Brandvæsenet slukke det Baal. som Studenter
og Kunstnere havde dannet med deres Fakler udenfor Theatret.
Flammen blusser højt, pjask, dér kommer Vandstraalen og
slukker den. Det er ikke morsomt, men det kan jo være
nyttigt i dette Tilfælde, ellers havde vi maaske paa Kongens
Nvtorv faaet et Pendant til Slotsbranden; hvis det ikke er det.
man har frygtet, véd vi ikke. hvorfor man berøvede de stakkels
omkringstaaende den Smule Lys og Varme. Der var noget
symbolsk i denne Slukning med Brandsprøjter paa en Tid, da
Himlen ikke sparede paa sit Vand. Det var ligesom en
efter-trvkkelig Opfordring til al slaa koldt Vand i Blodet. Som
det gik med Fakkelbaalet, gik det ogsaa med Begejstringen.
Man har skrevet Spalte op og Spalte ned en Spøgefugl
regnede ud, hvor meget det var i Alen, nu kunde han sikkert
beregne det i Mile . Man lavede et kolossalt Begejstringsbaal;
men en Del af dets Materiale var temmelig let, blussede op
og døde hen. Kjøbenhavn ståk et Par Flag ud og sagde:
Aa, jeg er i Grunden lige glad! Men Bladene, de flammede,
indtil de begyndte at komme med Sprøjterne. Nu mener
de, at der i Grunden ikke har været noget rigtig ved del hele,
én siger Dit, en anden Dat, og nogle siger, at del er Venstres
Skyld. Naar vi nu lider under den Mangel at komme sent
med vor Mening, har vi paa den anden Side den Fordel at
kunne betænke os, inden vi siger noget. Og vi mene, som
allerede sagt i forrige Numer, at der er blevet gjort alt for
megen Reklame, at der har været meget forlorent i
Begejstringen, at nogle Vandstraaler kunde være meget
hensigtsmæssige; men vi vil ikke være saa dristige at give hverken
det ene eller det andet Parti Skylden for, at Festen ikke blev,
hvad den kunde have været; vi vil derimod glæde os over det
virkelige positive Udbyt le, den har givet i aandelig Henseende,
og dette ser vi i de mange Holberg-Forestillinger.
Det kongelige Theaters anden Holberg-Dag bragte som
Indledning til Den politiske Kandestøber et originalt
Festspil, En Avdiens paa Slottet 1747 , af en anonym Forfatter.
Den Slags Stykker er en Uting. Tilskueren kan ikke andet
end betragte den berømte Person, der fremstilles, med skeptiske
Øjne. Vi har en Gang i Tyskland set et Stykke, hvori
Bismarck optraadte som en Slags Deus ex machina og modtoges
med uhyre Jubel, fordi Skuespillerens Maske var udmærket,
og fordi Forfatteren havde lagt den store Statsmand lutter
Slagord, som Nach Canossa gehen wir nicht o. a., i Munden.
Men det var altsaa slet ikke Forfatteren, det var Bismarck, man
hvidede. Og nu Holberg. Ham kjende vi alle for godt,
haas Liv egner sig saare lidet til dramatisk Behandling; skulde
dette gjøres, maatte man vel stille ham mellem et Galleri af
hans egne dramatiske Personer. Den her skildrede
Hof-Episode var absolut uheldig. Skjønt Hr. O. Poulsens Maske
var god, lod man sig ikke illudere. Replikerne faldt meget
net i en løjerlig Jargon, og Fru Eckardt saä nydelig ud. Det
var det hele. Dernæst kom Den politiske Kandestøber .
Glanspunktet i denne Forestilling var Hr. O. Poulsens Udførelse
af Kandestøberdrengen. Allerede da man hørte hans klaprende
OG UDE. 141
Tøfler, glædede man sig til den Fornøjelse, der ventede én, og
Jubelen begyndte, da han viste sig ædende paa et
Smørrebrød . Og han holdt ved sit udmærkede Spil og sit
uudtømmelige Lune Munterheden vedlige hele Stvkket igjennem;
uden ham vilde man kjede sig. I Nærheden af hans
Præstation stod Fru Phisters som Geske. Ogsaa hun var overordentlig
morsom; men Overgangen fra den fornuftige, dvgtige
Kandestøberkone til den latterlige, hovmodige Borgmesterfrue var
for bråt og næppe sandsynlig. Hr. E. Poulsen leverede som
Herman von Bremen noget dygtigt, men ikke noget
fremragende. Han var lidt for dum og for nervøs og voldsom.
Birollerne udførtes i det hele særdeles godt.
Den tredje Aften indlededes med samme Forspil. Efter
en ret kjøn Menuet af Pr. Rung fulgte derpaa Holbergs
Mascarade . Dette lystige Stykke gik fortræffeligt over
Scenen i en udmærket Udstyrelse. Det var atter Hr. O.
Poulsen, der bar det hele. P’ru Phi s ter var kostelig som den
dansegale Magdelone, Hr. Kolling som Arv usædvanlig god,
Elskerparret tog sig godt ud, og Fru Hilnier var en rask
Pernille. Derimod tog Hr. Schram for tungt paa Jeronimus.
At Hr. Kolling lader Arvs Bekjendelse forsvinde i Skraal er
urimeligt, hvad skal det Snerperi til? Desuden var det unyt
tigt, da Hr. O. Poulsen er en alt for munter og fornuftig
Skuespiller til at lade lystige Ting gaa fra sig. Skulde man
ikke kunne komme saa vidt, at man spiller Holberg, som han
er? Intermediet var meget morsomt og smagfuldt arrangeret,
og alt i alt var det en fornøjelig Aften.
Perlen blandt Holbergforestillingerne var Opførelsen af
Ulysses von Ithacia, om Lørdagen. Den indlededes med en
smuk og kraftig IntroJuzione marziale. af A’. M’. Gide, der dog
ikke satte én i parodisk Stemning.
Tæppets Opgang hilstes med stormfuld Latter, og denne
vedblev med større og mindre Mellemrum hele Stykket
igjennem. Iscenesættelsen var nu ogsaa fortræffelig. Allerede
Prologen satte én i den tilbørlige Stemning. Fru Hennings
var en nvdelig Iris, og Hr. Jerndorffs Paris var kostelig.
Ikke mindre morsomme var de tre Gudinder, af hvilke Fru
Nyrop med rette fortjente Æblet. Personerne i Komedien
havde saa godt som alle fundet den rigtige Toneart. Dog
opfyldte Hr. Schram ikke de Forventninger, man havde næret.
Han var den sødlige Prins af Arragonien fra Kjøbmanden i
Venedig og i Længden noget kjedelig. Vi skal ikke opregne
alle Morsomhederne, som endda kan være vanskelige nok at
huske efter én Opførelse, men fremhæve Hr. O. Poulsens
udmærkede Chilian. Denne Kunstner lider for meget under, at
han har haft store Forgængere; om Chilians Rolle kan man
heldigvis ikke sige andet, end at han har skabt den selv, og
at hans Udførelse er mesterlig. Naar Ulysses- gjorde saa
stor Virkning, da er det væsentlig Hr. O. Poulsens Fortjeneste;
han er i det hele Betingelsen for, at Theatret kan spille
Holberg. Kostumeringen og Dekorationerne vare højst komiske
og til stor Ære for vedkommendes Smag. Man havde
beklippet Dialogen lidt, heldigvis kun lidt. Ved denne
Forestilling fejredes Holbergs Minde paa den smukkeste Maade.
(Om l’rivathealrcnc se nedenfor!) J. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
