Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 11. 14. December 1884 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman - Festdagene af J. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. ir.
140
Tusend Sjæle.
Koman af Alexis Pisemski. Pon«u).
?Hvor kun det falde Dem ind? Hvor kan De sige
saadant noget r svarede Peter Mikailovitsch.
-Gavrilytsch! raabte han. Hent Hr. Exarkatotf.«
Exarkatotf viste sig, noget bøjet, i luvslidt Uniform, mat
i Ansigtet, med et blaat Oje kort sagt, en meget bedrøvelig
Skikkelse.
Nikolai Ivanytsch, nu har De igjen hengivet Dem til
Deres ulyksalige Lidenskab. De kjender selv, tror jeg, del
græske Ord: Drukkenskab er et mildt Vanvid. Og hvor
kan man ønske at være halv forrykt! Med Deres Forstand,
med Deres Dannelse ... det er ikke pænt af Dem, det er
virkelig ikke pænt.
Jeg har fejlet, Peter Mikailovitsch, det føler jeg selv
meget godt, svarede Exarkatotf og bøjede Hovedet endnu
dybere.
Aa, du med dit forvrængede Fjæs, sagde nu Konen
uden al lade sig genere af Inspektørens Nærværelse. Du
zngrer med Munden, men i dit Hjærte føler du ingen Ting.
Du har fem Børn, det kan nok hænde sig, du sørger dejligt
for dem Stjæle og tigge kunde jeg, hvis det kom an paa dig!
Ja, ja, sagde Godniev og rystede paa Hovedet.
Jeg har fejlet, Peter Mikailovitsch, gjentog Exarkatotf.
Jeg tror paa Deres Anger og haaber, at De for Alvor
forbedrer Dem. Gaa nu til Deres Arbejde, sagde Peter
Mikailovitsch. De ser. Madame, tilføjede han, da Exarkatotf
var gaaet, De ser, at jeg ikke skaanede ham; jeg holdt en
ordentlig StrafTepræken for ham; nu maa De heller ikke være
vred længer.’
Men Fru Exarkatoff var ikke tilfreds.
Skulde jeg ikke ærgre mig længere? Hvad har De da
egentlig gjort ham? De har kløet ham i Hovedet, den
Køter! <
Naa. naa! Synes De, det er passende for en Dame at
sige saadant noget? svarede Peter Mikailovitsch, Ægtefolk
maa søge at raadv Bod paa hinandens Fejl ved Kjærlighed og
Sagtmodighed, men ikke ved at gjøre Skandale.
Naa, saa jeg skulde bryde mig om hans Kjærlighed
det fordømte skjæve Fjæs, svarede Fru Exarkatotf, og, idet
hun gik sin Vej, tilføjede hun: Hvis jeg havde vidst det, var
jeg sikkert ikke kommet her hen. Disse JabrødreN
Foruden de Gjæster, der lejlighedsvis mødte, havde Peter
Mikailovitsch ogsaa en daglig, nemlig sin kjødelige Broder,
pensioneret Kaptejn Fiegont Mikailovitsch Godniev. Kaptejnen
var Pebersvend, havde 100 Sølvrubler 1 Pension og boede til
Leje i to smaa Værelser et Hus fra Peter Mikaiiovitschs Bolig.
I Modsætning til sin snakkesalige og omgængelige Broder var
Kaptejnen meget tavs, han talte kun, naar han blev spurgt og
saa endda kun saa faa Ord som muligt. Han holdt meget af
Fugle, hvoraf han havde hen imod hundrede, af de forskjelligste
Arter. Desuden var han Jæger og Fisker; men Gjenstand for
hans allerommeste Tilbøjelighed var Hønsehunden Diana. Den
sov hos ham, han vaskede den, havde den altid hos sig,
betragtede den i Timevis, naar den laa lige saa lang den var
under Bordet, og lo saa.
Hvad ler I af. Kaptejn? spurgte Peter Mikailovitsch.
Han kaldte altid sin Broder Kaptejn.
Diana sover, svarede denne.
Naar det var Helligdag, havde Familien Godnicvs Liv
vn lidt anden Karakter. Sædvanligt gik Peter Mikailovitsch
i sin gamle, daglige Pekesche og med sin gamle Hue til
Morgenmessen, hvor Kaptejnen ogsaa mødte. Efter
Gudstjenesten gik de to Brødre hver til sit Hus. Til Aftensangen
gik Peter Mikailovitsch med Nastenka. Saa bar han sin nye
Kappe og Hat og var i halv Gaia.
Kaptejnen mødte ogsaa til Aftensangen. Naar Brødrene
havde hørt Liturgien, knælede de ved Korset, saa kyssedes
de og ønskede hinanden en lykkelig Fest. Desuden gik
Kaptejnen hen til Nastenka, spurgte, som sædvanlig, hvorledes
hun befandt sig, og ønskede hende til Lykke. Fra Kirken
gik hele Familien hjem, hvor Pelagia havde Katfen færdig til
dem. Paa Festdage var Peter Mikailovitsch endnu mere rolig
og fornøjet end ellers.
Vil du ikke gjøre mig den Tjeneste at give mig en
Pibe, kjære Broder? sagde han. naar han drak Katfe, hvad
der kun skete én Gang om Ugen, ved hvilken Lejlighed han
saa altid røg en Pibe Tobak.
Denne Opfordring voldte altid Kaptejnen særlig
Fornøjelse. Han pustede omhyggeligt Røret ud, stoppede Piben
med Akkuratesse, og naar han havde lagt et Stykke brændende
Fvrsvamp paa den, rakte han den til Peter, som kyssede ham
til Gjengjæld.
Godnievs Afskedigelse overraskede hele Byen.
Naa, saa De har taget Deres Afsked? sagde man
til ham.
Ja, Herre, svarede han.
Hvor kunde det falde Dem ind:
Aa! Jeg har faaet nok af det; jeg har været længe i
Tjenesten. <
Men De kunde have ventet, til De lik dobbelt saa meget
i Pension !«
Hvorfor skulde jeg det? Jeg har. Gud være lovet, saa
meget, saa jeg kan leve, og jeg slaar mig nok igjennem.
Formen«.)
Festdagene.
Et Ugeblads Skæbne er haard. Naar Dagbladene har
drøftet og gennemtygget et Æmne til det yderste, skal
Ugebladet tage det op og helst se at tinde noget nyt ved det, der
kan ægge den slappede Interesse. Det kan være vanskeligt
nok, især i dette Tilfælde, hvor alle Sluser har været aabne
for brede Vehalenhedsstrømme, mens det heller ikke har
skortet paa pikant Fontænerislen. Men med skal man være,
hvordan det end gaar, og vi maa derfor fortsætte vore
Meddelelser om det almindelige Indtryk, vi har faaet af
Festdagene.
Vi sluttede sidst med hin Onsdag Nat, da elektriske Lys,
bengalske Blus og rødgult Fakkelskjær kappedes om at oplyse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
