Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 13. 28. December 1884 - Steenbuch, Axel. Moderglæde. Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK UGEBLAD
28. December 1884.
3 Kr. Kvartalet.
Kjøbenhavn.
Udkommer hver Sondag.
Nr. 13.
Moderglæde.
Fortælling ni Axel Steenbuch. Tottrai).
Maa jeg lofte det?« sagde Fruen saa.
Moderen får sammen og trykkede Barnet fastere
ind til sig, og derved vaagnede det; græd ikke, men
saa op med store, klare Øjne.
Aall! sikke dejlige Øjne! de bragte deres
Ansigter endnu nærmere ned til Barnets.
Lad mig faa det et Øjeblik!« sagde Fruen
igjen.
Moderen gav hende det. og Fruen satte sig,
lagde det paa sit Skjod og lod sine Fingre glide
hen over dets Kinder.
De andre Damer lagde sig paa Knæ omkring
hende og følte paa dets Hænder og Arme.
Hun er slet ikke rod som andre fattige Børn 1
sagde den ene.
»Og hun har en fin Hud!« sagde den anden.
Hun har maaske en fin Fader r —de saa alle
paa Moderen, men hun saa ned for sig og lod, som
om hun ikke havde hort det.
De vare tavse et Øjeblik, men saa spurgte én
af dem halv højt: Hvad er Faderen?«
Moderen betænkte sig lidt: >Grosserer! - svarede
hun saa.
Der kom en vis l ro over Damerne. De saa
paa hinanden, vilde sige noget, men kastede et Blik
hen paa Tjeneren og tav stille. De kjærtegnede
igjen Barnet, men gjorde det paa en Maade, som
viste, at de havde andet end dets smaa buttede Anne
og smaa bløde Kinder i Tankerne. Deres Ansigter
fik paany det tidligere Udtryk. En af dem rejste
sig og bed i en kandiseret Pære; det var øjensyn-
ligt, at hun gjorde det for at faa Beskæftigelse, lige
som hun i Theatret vilde give sig til at lege med
sin Vifte eller i en Vogn vilde slaa sin Parasol halvt
op og lukke den i igjen, naar hendes Ledsager
spurgte hende om noget, som hun ikke vilde svare
paa. Husets Frue lod Barnet ligge paa sit Skjød
men saa ud til at være forlegen over ikke at kunne
lægge det fra sig og rejse sig.
Gaa et Øjeblik ud!« sagde hun endelig til
Tjeneren og Husjomfruen.
Derefter vinkede hun ad Barnets Moder, som
adlød Vinket og nærmede sig, og alle trængte de
sig sammen i en tæt Klynge.
Hvad hedder han?- blev der hviskende spurgt.
Men Svaret lød sikkert og bestemt: Det siger
jeg ikke!«
De saa alle overraskede op, og strax efter gled
Overraskelsen over i andre Spor: en ærgerlig Mine
hos en, Rødme hos en anden og Dirren i Læberne
hos en tredje, eller ogsaa disse Spor gled bort uden
at blive til Tale. De vinkede Moderen tilbage til
Midten af Gulvet og begyndte igjen at kjærtegne
Barnet og se paa det, mens de talte hviskende
sammen.
Mens hun stod dér og saa sit Barn ligge paa
den fremmede Frues Skød og de andre kjærtegne
det, forstod hun, at de nu vare i Færd med at stjæle
det fra hende. Hun hørte, de hviskede til hinanden,
men kunde ikke forstaa, hvad de sagde. Hun lagde
ogsaa Mærke til, at de saa hen paa hende, men
vidste ikke, at- de sammenlignede den Lilles Træk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
