Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 13. 28. December 1884 - Steenbuch, Axel. Moderglæde. Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. lo.
HJEMME OG UDE.
164
Gik De i den Tid ned langs Havnen forbi
Kulskibene, kunde De have set hende gaa med sin Sæk
og pille op, hvad der faldt til jorden, naar
Kulmaa-lerne gik hen ad Brættet meu Tonden og hældte
Indholdet ud paa Vognene. Hun gik der imellem
de gamle Koner med deres Kurve og Poser og
samlede op, som en Spurv pikker Frøkorn op paa
Marken eller Kagesmuler ved Konditorierne. Og der
falder ikke saa lidt af ved Kulskibene, Maalerne have
Medlidenhed med de gamle Spurve.
Kom De forbi en Byggeplads eller en
Tommerplads, kunde De let have truffet at se hende ogsaa
der. Der var Smaastumper af Brædder at finde det
ene Sted og Spaaner det andet.
Naar hun saa hen ad Aften havde bragt sin
Høst hjem, tog hun fat paa Sorteringen. Kludene
kom for sig og gik til Papirfabriken. Træet kløvede
hun smaat. Hver Ting blev lagt for sig og gik hvert
sit Sted hen.
Hun havde faste Kunder ude i Bven. I
Pensionaterne, hvis Værtinder ere saa økonomiske, solgte
hun Pindebrændet, Spaanerne og Kullene. Og foruden
Pengene fulgte der ofte lidt med i Kjøbet, et gammelt
Klædningsstykke, en Bunke Aviser, som jo kunde
sælges anden Steds, eller en Ret Mad. Hun lærte
snart at komme til Spisetiderne, saa det blev til
Regel, at der blev budt hende et Maaltid.
Mens hun endnu var ung og saa godt ud, kunde
det af og til hænde om Aftenen, at en Mand kunde
nærme sig hende paa Gaden, maaske se fristende paa
hende, lokke hende med en velklingende,
indsmigrende Stemme eller slaa sin Ann om hendes Liv.
Og da mærkede hun, at hun var ung, men hun
tænkte paa Barnet og rev sig løs.
Hendes Udgifter vare faa, næsten ingen, og
hendes Indtægter voxede, saa det var ikke lidt, hun
efterhaanden kunde sætte ind i Sparekassen.
Grund-fondet dannede de Sedler, som Grossereren havde
stukket i hendes Lomme. Hun havde aldrig omtalt
dem til nogen, og der blev aldrig bragt noget af
dem; de Penge vare Barnets; ingen skulde faa Grund
til at sige, at hun havde solgt det.
Der gik ikke mange Aar hen, inden de
Smaa-folk, soin hun boede i Hus sammen med, vilde have
kaldt hende rig, hvis de havde anet, hvad hun ejede;
og tilsidst vilde vel en jævnt velhavende
Handelsmand en gros have erkjendt, at hun havde en Smule
Formue.
Det var ikke Gjerrighed, som ansporede hende.
Hun samlede ikke til sig selv, og hun var saa fjærnt
som vel mulig fra Gnierens mystiske Glæde over
Mynterne, der bringer ham til Raseri, naar , han
tænker paa, at andre skal eje dem efter hans Dud.
Det var til sit Barn, hun samlede.
Hun fulgte dette Barn gjennem de mange Aar.
Al den Tid, hun kunde afse, ofrede hun paa at faa
et Glimt af det at se. Og det trøstede hende, da
Barnet begyndte at stavre omkring paa sine smaa
Ben, at se paa det og sige ved sig selv: Jeg kunde
have kjøbt dig en Dukkevogn med Voxdukke i
Silkekjole, men du har vist saa meget Legetøi, og
smaa Børn maa ikke forvænnes; du kan have mere
Glæde af mine Penge, naar du bliver større.
Da den lille Theodora voxede til, morede det
hendes Moder at gaa nogle Skridt hen ad Gaden
efter hende og hviske hen for sig: Det er en
meget smuk Parasol, du har, min Pige! har du Lyst
til en, der er endnu smukkere? Sig blot til! Du
véd jo, at vi have Raad nok.
Da hendes Barn blev voxen, og hun en Aften
saa hende med Haaret i Krolier og den yndefulde,
ungdommelige Skikkelse i en brasende, let,
kniplings-besat Dragt, stige ind i en lukket Vogn, nejede hun
og mumlede: Ja, nu kjore vi til Bal! Du skammer
dig vel ikke over din Moder, fordi hun er lidt
tarveligt klædt? Det er ogsaa dumt: havde jeg tænkt
paa det, kunde jeg have anskaffet mig en Fløjlsdragt
til denne Lejlighed.
Og den unge Pige blev forlovet, kunde hun
forstaa; thi hun mødte hende en Dag med en meget
sirlig klædt ung Herre under Armen. Hun tænkte
sig, han var Grosserer, men for ikke at stode ham,
kaldte hun ham Baron. De véd, Hr. Baron! —
hviskede hun, idet hun stod stille og saa efter dein
— at De faar en stor Medgift. Jeg haaber da ikke,
at De har taget min Datter for Pengenes Skyld!
Og saaledes blev hun ved at snakke til dem,
da hun forstod, at de vare blevne gifte og boede i
det samme store Hus under Beskyttelse af den
svagelige Poseidon og den klodsede Hermes. Og
hun holdt paa samme Maade smaa Taler til
Børnebørnene, efterhaanden som cle, et efter andet, i en
fin lille Vogn blev trillede ud under Opsigt af en
pyntet Amme og senere begyndte at kunne trippe
om uden at have nogen ved Haanden.
Og bag alle disse Trøstemidler laa den stolte
Tanke, som holdt hende oppe bestandig, at dette
Barn, som Skjæbnen havde taget fra hende, og som
den havde forsøgt gjennem Rigdom at fjerne fra
hende, en Gang ved hendes Dod skulde faa at vide,
at tiet havde haft en Moder, som intet Rigdommens
Barn havde Grund til at skamme sig over.
Hun gjorde aldrig Testamente. Hvad behovedes
det? hun vidste jo da, at det var Lov og Ret i
Landet, at et Barn altid arvede sin Moder! Havde
hun nogen Sinde huset Antydning af en Tanke om.
at særlige Foranstaltninger kunde være nødvendige,
var den i det mindste aldrig naaet at blive til videre
men var gleden bort igjen under Indflydelsen af
hendes rastløse, sløvende Liv; og det faldt hende
ikke ind, at maaske, naar hun en Gang døde, ingen
vilde vide, at hun havde haft noget Barn, eller hvor
dette Barn var i Verden.
Hun holdt sig meget for sig selv. De faa
Slægtninge, hun havde, kom hun sjældent sammen med,
og efter at hendes Moder var dod, ophørte det helt;
det var, som om hun selv dode ud af Familjen med
det samme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
