Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 13. 28. December 1884 - Steenbuch, Axel. Moderglæde. Fortælling - Taine, H. Jacobinernes Førere, ved S. Schandorph: III. Robespierre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
HJEMME OG UDE.
Nr. I 1.
Da hun nænnede sig de firti, begyndte hun forst
at se gammel ud. Folk, som ikke havde kjendt
hende tidligere, kaldte hende Kone og ansaa hende
for Kone. Naar de talte om hende, lagde de gjærne
til, at hun var noget indskrænket. Og der var noget
i det. Hun var helt optaget af Tanken om ét, og
det tærede paa de andre Evner. Hun lignede i saa
Henseende de moderne Specialister. g,,,,,.
Jakobinernes Førere.
(Af H. Taines <Les origincs de la France contemporaine«
3dje Del ved S. Schandorph.
III. Robespierre.
Selv om Danton havde været nok saa fast besluttet paa
at vedblive at være Overhalshugger, kunde han ikke blive den
jakobinske Revolutions fuldkomne Repræsentant. Denne
Revolution er et Rovertog, men et filosofisk; Tyveri og
Snigmord ligge i dens Dogmer sorn en Kniv i sit Futeral; det er
dette glimrende og blanke Futeral, som skal lægges frem for
Offentligheden, ikke den skarpe og blodige Kniv. Lige som
Marat viser Danton Kniven altfor aabenlyst frem. Blot ved
at se .Marat, snavset og usømmelig klædt, med hans Ansigt
som en svulden Skrubtuse, med hans runde, blanke og store
Øjne, med hans hallucinerede Selvtillid og stadige Paroxvsmes
ensformige Raseri, oprøres den sunde Sans; man lager
ikke en vanvittig Drabsmand til Forer. Blot ved at høre og
se Danton med hans plumpe Lastdragertalemaader og hans
Stemme med dens Stormklokkeskrald, med hans Kvklopansigt
og hans Nedsablingsbevægelser, skræmmes Menneskefølelsen,
man betror sig ikke uden Modbydelighed til en politisk Slagter.
Revolutionen trænger til en anden Tolk, pyntet som den med
et sirligt Ydre, og saadan én er Robespierre med sin ulastelige
Paaklædning, sit vel pudrede Haar, sin renbørstede Kjole, sine
korrekte Sæder, sin dogmatiske Tone, sin udstuderede og
glansløse Stil. Ingen Aand har ved sin Middelmaadighed og
sin Uduelighed befundet sig i en saadan Overensstemmelse
med Tidens Aand; lige det modsatte af, hvad en Statsmand
skal, svæver han i det tomme Rum, mellem Abstraktioner, som
en evig Principrytter, ude af Stand til at komme ned af denne
Hest og sætte Foden i Praxis. »Den —y sagde Danton,
duer ikke en Gang saa meget som til at koge et .Eg«. En
anden samtidig skriver: Hans Prædikens taagede
Almindeligheder udmundede i Regelen ikke i nogen Forholdsregel,
ikke i noget Lovforslag. Han bekæmpede alt, foreslog intet,
og Hemmeligheden i hans Politik stemmede heldigt overens
med hans Aands Afmagt og hans lovgivende Tankers Intethed.;
Naar han har afhaspet sin revolutionære Skolastiks Garn. saa
er han færdig. Af Finans- og Krigsvidenskab véd han intet
og vover sig ikke ind paa dem, undtagen tor at sværte eller
bagvaske Carnot og Cambon, som véd og vove noget. Med
Hensyn til den ydre Politik er hans Tale om Evropas
Tilstand en Skoledrengeslil. naar han fremsætter det engelske
Ministeriums Planer, naar han paa én Gang den blødhjærnede
Taabeligheds højeste Top; tag Forfatterfraserne bort, og det
er ikke mere cn Regerings Chef, det er Jakobinerklubbens
Portner, som taler. Enhver rigtig og klar Opfattelse af det
samtidige, det levende Frankrig mangler ham: i Stedet for
Mennesker, opdager han 26 Millioner simple Avtomater, som
det er nok at omramme godt, for at de skulle fungere endræg-
tig og uden Stød i Maskineriet; de er jo "gode af Naturen«,
og efter den lille nødvendige Udrensning ville de alle atter
blive gode; deres kollektive Vilje er jo Fornuftens og den
oifentlige Interesses Røst- Derfor er de artige, lige saa snart
de ere samlede. Hvis det var muligt, burde Folkets udvalgte
raadslaa i hele Folkets Nærværelse -, i det mindste burde den
lovgivende Forsamling have sit Sæde 1 i en mægtig majestætisk
Bygning, aaben for tolv tusend Tilhørere. Læg saa Mærke
til, at i Løbet af fire Aar. i den konstituerende, i den
lovgivende Forsamling, i Konventet, i Hotel de ville, hos
Jakobinerne, over alt, hvor Robespierre har befundet sig, have
Tribunerne aldrig hørt op med at raabe og skrige: ved at
støde paa cn saa haandgribelig, saa nænærende Erfaring, vilde
enhver anden Tanke aabne sig; nej, hans bliver ved at være
tilstoppet, af Fordom eller Egennytte; Sandheden, selv den
fysiske har ingen Adgang til denne Hjærne, hvad enten fordi
denne Hjærne er ude af Stand til at forstaa den, eller fordi
den trænger til at lukke den ude. Han er da afstumpet paa
Forstanden eller en Charlatan, ja, han er begge Dele; thi
begge Dele sammensmelte sig til at danne Pedanten, det vil
sige: den hule og oppustede Aand, som, fordi han er fyldt med
Ord, tror sig fyldt med Tanker, nyder sine Fraser og narrer
sig selv for at skolemesterere Andre.
Det er hans Navn, hans Karakter og hans Rolle. I
Revolutionen, som cr en kunstig og deklamatorisk Tragedie,
er denne Rolle den første. For Pedanten maa Galmanden og
Barbaren rykke tilbage i andet Plan; tilsidst blive Marat og
Danton viskede ud og viske sig selv ud; Robespierre staar
alene paa Scenen og drager alles Blik paa sig. En langt
senere panegyrisk Biograf siger, at han ligner Jesus Kristus.
Aa ja, som Pascals Jesuiter ligne Evangeliets Jesus.
Naar man rigtig vil forstaa Robespierre, maa man se ham
paa hans Plads mellem hans Omgivelser. Paa det sidste
Stadium af en aandelig Vegetation, som lakker mod sin Ende,
paa det 18de Aarhundredes Efterkviste er Robespierre den
sidste vantrevne Knop og den klassiske Aands tørre Frugt.
Af den udtømte Filosofi har han kun beholdt det døde
Bundfald, tillærte Formler, Rousseaus, Mablys, Raynals Formler
om Folket . Naturen*, Fornuften , Friheden-,
Tyrannerne , Oprørerne, Dyden, Moralen, et helt færdigt
Ordforraad, altfor rummelige Udtryk, hvis allerede uklare
Mening hos Mestrene bliver til bar Taage i Disciplens Hænder.
Aldrig forsøger han paa at fæstne denne Mening; hans Skrifter
og Taler ere kun lange Ramser at" abstrakte og uklare Sen
tenser; ikke en bestemt og fuld Kjendsgjerning, ikke en
individuel eller karakteristisk Enkelthed, intet, som taler til
Øjnene eller kalder en levende Skikkelse frem, ingen personlig
eller ejendommelig Iagttagelse, intet simpelt, frimodigt,
første-haands Udtryk. Man skulde virkelig tro, at han intet har set
med egne Øjne, at han ikke kan eller ikke vil se, at der
stadig mellem ham og Gjenstanden har lagt sig Lag af efter-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
