Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 13. 28. December 1884 - Taine, H. Jacobinernes Førere, ved S. Schandorph: III. Robespierre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 13.
HJEMME OG UDE.
snakkede Ideer —’ han sætter dem sammen efter en logisk
Fremgangsmaade og eftergjør den ikke tilstedeværende Mening
ved en laant Jargon, intet derud over! Ved Siden af ham
tale ogsaa de andre Jakobinere denne Skolejargon; men ingen
udkrammer den saa langt eller breder sig saa vidt og saa
selvbehageligt i den som han. Hele Timer igjennem famler man
bag efter ham mellem den spekulative Politiks ubegrænsede
Skygger, i de didaktiske Almensætningers kolde og klamme
Taage, gjennem farveløse Tirader; man soger forgjæves at
gribe ét eller andet — intet bliver tilbage mellem Fingrene.
Saa spørger man forundret sig selv, hvad han har sagt, og
hvorfor han taler. Svaret bliver, at han ingen Ting har sagt,
og at han taler for at tale som en Sekterer for Sekterere.
Hverken Prædikanten eller hans Tilhørere blive nogen sinde
trætte af, han af at dreje, disse af at se ham dreje Haandtaget
paa Dogmespilleværket. Er det tomt, saa meget desto lettere
og raskere drejer Tingesten. Men hvad der er værre, er, at
han i det tomme Ord lægger den modsatte Mening; hvad
han forstaar ved sine store Ord: Retfærdighed, Menneskelighed,
det er Hovedafhugning. Det samme gjorde en Inkvisitor,
naar han opdagede i en evangelisk Text Befaling til at brænde
Kættere. Ved denne yderlige Fordrejelse naar Pedanten at
forfalske sit eget aandelige Instrument; for Fremtiden kan han
bruge det, som han vil, som hans Lidenskaber vil, og naar
han tjener dem, tro at tjene Sandheden.
Hans aller — allerførste Lidenskab er literær
Forfængelighed. Aldrig har en Hovding for et Parti, en Sekt eller en
Regering været, selv i det afgjørende Øjeblik, en saa inkurabel
Rhetor og en saa slet, sat, svulstig og flad Rhetor. Dagen
for den 9de Thermidor, da det gjælder om Sejr eller Død for
ham, bringer han op paa Tribunen en højtidelig Tale, skrevet
og skrevet om, poleret og poleret om, beslaaet med tillavede
Prvdelser og Etfektsteder, overstrøget under stor Anvendelse
af Tid og Flid med akademisk Fernis, med den obligate
Puds af symmeiriske Antitheser, langt spundne Perioder,
Udbrud, beregnede, udhævende Fortielser og andre Figurer,
som høre til Haandværket. Hør en Gang: O Dag, for evig
Ivkkelige Dag, da det franske Folk helt og holdent forsamlede
sig for at yde Naturens Ophavsmand den eneste ham værdige
Hyldest! Hvilken gribende Samling af alle de Gjenstande,
som kunne fortrylle Menneskenes Øje og Hjerte! O, hædrede
Alderdom! O, ædle Varme hos Fædrelandets Børn! O,
unge Borgeres naive og rene Fryd! O, yndige Taarer hos
de dvbt bevægede Mødre! O, Uskyldigheds og Skjønheds
guddommelige Ynde! O. Majestæt hos et stort Folk, lykkeligt
ved den blotte Følelse af sin Styrke, sin Hæder, sin Dyd! i
.... Nej, Chaumene nej. Døden er ikke en evig Søvn ....
Hvis jeg skal dølge disse Sandheder nuvel — saa bring
mig Skarntydebægeret!- I den berømteste og vigtigste af
hans Taler har jeg talt firsindstyve Prosopopeer, efterlignede
efter Rousseau og Klassikerne, flere trukne meget langt ud,
nogle henvendte til de Døde, til Brutus, til den unge Barra.
andre til fraværende Personer, til Præsterne, til Aristokraterne,
til de ulykkelige, til de franske Kvinder; nogle endog til et
abstrakt Substantiv som Friheden eller Venskabet. Med en
urokkelig Overbevisning, med en inderlig Selvtilfredshed anser
han sig for Taler, fordi han ved enhver Lejlighed trækker i
det gamle Sejlgarn paa den gamle Maskine. Ikke en sand
Tone i hans flittige Veltalenhed, ikke andet end Opskrifter,
Opskrifter fra en opbrugt Kunst, paa græske og latinske
Trivialiteter, Sokrates og hans Skarntyde, Brutus og hans
Dolk, klassiske Omskrivninger, Tvedragtens Fakler og Statens
Skib, Ordforbindelser og Stilkunster, som en Skolediscipel
opleder paa sin Skolebænk, under Tiden et stort
Bravour-nummor, som der skal til ved en offentlig Paradeforestilling,
ofte en lille Fløjtemelodi, thi paa den Tid krævedes der et
følsomt Hjærte af Folk; kort sagt Marmontels Methode i hans
Btlisaire eller Thomas’s i hans Lovtaler«, alt laant fra
Rousseau, men af simplere Kvalitet, som en skarp og tynd
Røst, som spænder sig an for at efterabe en fuld og stærk
Røst, en Slags ufrivillig Parodi, og saa meget mere frastødende,
som Ordet her munder ud i Handling, som den
sentimentait-deklamerende Trissotin*) er Statens Chef, som hans i
Studereværelset udarbejdede Stilkunster ere Pistolskud rettede mod
levende Menneskers Bryst, og som han ved et behændigt
anbragt Tillægsord faar et Menneske guillotineret. — Misforholdet
mellem hans Rolle og hans Talen: er altfor stort. Med dette
Talent, der er lurvet og forlorent som hans Forstand, passede
ingen Bestilling slettere for ham, end at regere Mennesker;
desuden havde han en anden, som han under roligere Forhold
vilde være bleven ved. Tag Revolutionen bort, og Marat vilde
sandsynligvis have endt i en Sindssygeanstalt; der var Muligheder
for, at Danton kunde blive en juridisk Fribytter, en
Røver-kaptejn, en Bravo i en eller anden Smuglersag, tilsidst mættet
eller maaske hængt. Robespierre derimod vilde have
vedblevet, som han havde begyndt: en flittig, beskæftiget, vel
agtet Advokat, Medlem af Arras’s, sin Fødebys Akademi,
prisbelønnet for en Konkurrenceafhandling, Forfatter til literære
Lovtaler, moralske Afhandlinger og filanthropiske Smaabøger
hans lille Lampe, der, som saa mange andres af lignende
Kaliber var tændt ved den ny Filosofis Arne, vilde have
skinnet moderat, uden at brænde nogen, og udbredt over en
Provinsklub sit trivielle, blege Lys, svarende til den ringe
Mængde Olie, som dens snævre Beholder rummede.
Men Revolutionen bar ham ind i den konstituerende
Forsamling, og paa denne store Skueplads har hans
Forfængelighed, Pedantens ømmeste Stræng, lidt grusomt. Ja, fra hans
første Ungdom havde den lidt, og da den allerede var saaret,
var den saa meget desto ømfindtligere. Forældreløs, fattig,
beskyttet af sin Fødebys Biskop, Gratist i Latinskolen
Louis-le-Grand , derpaa, sammen med Brissot, Forretningsfører i den
revolutionære Advokatklub, strandet tilsidst i den triste Rue
des Rapporteurs . paa Vinkelskriveriets Aktdynger, levende
sammen med en arrig Søster, tog han til Lærer i Filosofi, i
Politik, i Stil — Rousseau. Haii havde set ham én Gang,
og han studerede ham uafladelig. Som saa mange andre unge
Mennesker af samme Alder og samme Vilkaar har han
tiltænkt sig selv en lignende Rolle, og for at komme ud fra
sin mørke Krog, udgav han effektfulde Procesindlæg,
konkurrerede til akademiske Prisbelønninger, læste Afhandlinger for
sine Kolleger i Arras. Han gjorde kun tvnd Lykke: en af
hans Taler blev lige nævnet i Arras’s Almanak; Akademiet i
Metz gav ham kun anden Prisbelønning, Akademiet i Amiens
gav ham slet ingen; en Anmelder i Mercure lod ham
forstaa, at hans Stil lugtede af Provinsen. Overskygget af de
* Den latterlige Poet i Molieres Dc lærde Damer .
o. a.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
