Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 13. 28. December 1884 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"7 HJEMME OG UDE.
Nr. 9.
ikke et Ord; hun drejede Hovedet til den anden Side, hvor
Brændevinsforpagterens Kone sad med stiv Holdning og
bedækket med Diamanter.
Aa, hvor Deres Armbaand er smukt, sagde
Generalinden. Combien fave: vous pjyéU
Det véd jeg ikke Deres Naade, det er en Gave fra min
Mand, svarede Fruen, idet hun rodmede af Glæde over, at
man lagde Mærke til hende.
Frøken Pauline, der forst lige nu var blevet færdig med
sit Toilette, traadte ind. Hun gik lige hen til sin Moder, greb
hendes Haand og kyssede den.
Qiii est cette jeune personnespurgte hun, idet hun saå paa
Nastenka og glippede med Øjnene.
Moderen svarede ikke, men lukkede blot sine Øjne
og smilte.
Nastenka var forstandig og stolt; hun havde lagt Mærke
til alt og blussede op. Dansen begyndte. Der var faa
Kavalerer, og de dansede alle med Husets Datter eller med andre
Damer, som de kjendte. Der var ingen, som engagerede
Nastenka; men det var endnu ingen Ting, en større Ubehagelighed
truede hende. Blandt Gjæsterne fandtes en vis Sekretær
Medio-kritski, som var særligt begunstiget af Amtmandinden, der
havde anbefalet ham til Generalinden som Koncipist og som den,
der egnede sig til at tage sig af hendes Proces. Husets Frue havde
derfor bidt i det sure Æble og givet ham Adgang til sine
Soiréer, hvor han sædvanlig beskæftigede sig med at glatte
sine Sems-Læder-Hansker og at trække i sin Vest. Men denne
Aften, da Mediokritski saå, at Frøken Godniev stadig blev
siddende og ikke dansede med nogen, fandt han, at hun var
en meget tiltalende Dame, og efter at han havde besluttet sig
til at danse med Nastenka, nærmede han sig hende og
engagerede hende til en Kvadrille. Hun fattede, at en saadan
Kavalérs Indbydelse i og for sig var en ny Krænkelse for
hende. Men hun lod sig ikke mærke med noget og fulgte
ham. Ved det første Skridt viste det sig, at Mediokritski ikke
havde tænkt paa at skaffe sig en vis-a-vis; Frøken Pauline
mærkede og rettede for øvrigt strax dette, hun stillede sig lige
overfor dem med sin Kavalér, en fordums Husarofficer, til
hvem hun havde sagt noget halvt højt, og agerede derpaa som
deres vis-å-vis. Kavaleren trak blot paa Skuldren og sagde: O
mon Dieu, mon Dicu! Den unge Sekretær, der kun havde
lært den franske Kvadrille som Avtodidakt og næsten kun ved
at se til, var ikke rigtig stiv i den, gjorde stadig Fejl og stod
endelig ganske stille i den femte Tur, som var den vanskeligste.
Han talte ikke et Ord med sin Dame og sendte hende kun af
og til et gratiøst Smil. Da Kvadrillen var til Ende, sagde han
pludselig: Maa jeg bede om den næste? « Det blev sort for
Nastenkas Øjne; hun vilde helst græde; men hun overvandt
sig og sagde Ja. Da de saa stod stillet op igjen, var der
spotske Smil paa manges Ansigt. Mediokritski var lige som
før. Han tav, mens de dansede, og sagde saa til Slutning:
»Maa jeg bede om den næste!. Da han ikke forstod sig paa
Baller, saa tænkte han ikke paa, at det ikke er Skik i det
gode Selskab at danse hele Aftenen med den samme Dame.
Nastenka kunde ikke beherske sig længer; hun foregav,
at hun havde Hovedpine, og styrtede af Sted, ind til sin Fader,
der med tilfredst og godmodigt Ansigt sad ved sit Spillebord,
men blev bange, da han saå paa hende, saa bleg var hun.
Hvad er der i Vejen med dig, mit Barn?« spurgte han
bekymret.
Lad os gaa hjem; jeg har ondt, svarede Nastenka.
Kom, kom; aa, hvor du er skrøbelig! ■ sagde den gamle,
idel lian rejste sig. »Undskyld, Deres Naade, sagde han til
Generalinden, da han gik gjennem Salen; > hun er blevet syg.
Da Nastenka var kommet hjem, tog hun ikke sin Kjole
af, nej, hun rev den formelig af og kastede sig paa Sengen.
Næste Dag vaagnede hun med graadsvulne Øjne og lovede sig
selv, at hun aldrig mere vilde komme dér. Læsning var hendes
eneste Rekreation. Hun læste alt, hvad hun fik fat i. Endelig
begyndte der at blive Mangel paa russiske Bøger. Nastenka
erklærede sin Fader, at hun vilde lære Fransk. Den gamle,
som var godt inde i delte Sprog, men havde en daarlig Udtale,
paatog sig at undervise hende i det. Nastenka arbejdede Dag
og Nat, og efter et halvt Aars Forløb kunde hun næsten læse
det ganske flydende. Alt dette dannede og udviklede hende
jo rigtig nok i aandelig Henseende; men det æggede ogsaa
hendes Fantasi. Hun begyndte at leve i en lille Verden for
sig, der var fyldt med Aander som Homer, Horaz, Onægin og
den franske Revolutions Helte. En Kvindes Kjærlighed
forestillede hun sig som en Følelse, paa hvis Bund kun
Selvopofrelsen kunde ligge, Selskabslivet — som en Kval, det gode
Selskabs Dom som noget Vanvid, det ikke var Umagen
værdi at ænse. Den Sfære, i hvilken hun levede, blev hende
utaalelig. Den godmodige og altid tilfredse Peter Mikailovitsch
kunde oprøre hende, især naar han roste nogen af Byens
Folk eller fortalte om, hvad der var passeret i Byen, ja, selv
naar han spiste med Velbehag — kort sagt, hun blev en lille
Tyran for sig selv, for sin Fader og for de andre Kvinder i
Huset og viste Dag for Dag flere Særheder.
Saaledes gik Tiden. Nastenka var allerede tyve Aar.
Friere havde hun ikke haft, paa én Undtagelse nær. Efter
Generalindens Bal begyndte den utaalelige Mediokritski pludselig
hver Søndag Aften at møde hos Peter Mikailovitsch med sin
Gitar, og naar han havde siddet der en Tid lang, saa udbad
han sig hver Gang Tilladelse til at foredrage noget. Den
gamle Mand, som ikke kunde være uhøflig imod nogen som
helst, modtog ham og hørte paa ham. Saa kastede
Mediokritski et ømt Blik paa Nastenka og begyndte:
I dybe Taager svseved jeg
til Klippens Kant,
Mit Hoved hvilte dér,
og ingen Taare randt!
Historien endte med, at Kreds-Amtmandinden en
Morgenstund ganske uventet viste sig hos Peter Mikailovitsch og paa
sin Yndlings Vegne friede til Nastenka. Peter Mikailovitsch
smilte.
»Vi takke ærbødigst Dem, Marja Ivanovna, for Deres
Ulejlighed og Mediokritski for den .Ere, han viser os. Men
min Datter er endnu for ung.
Kreds-Amtmandinden krummede sine Læber; hun holdt i
det hele ikke af at blive sagt imod, og i dette Tilfælde havde
hun ikke ventet det.
Det bruger man sædvanlig som et tomt Paaskud, Peter
Mikailovitsch,« svarede hun; >jeg véd ikke, men efter min
Mening er denne unge Mand et meget godt Parti for Nastasia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
