Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 13. 28. December 1884 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman - Indtryk fra Juleudstillingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 13-
HJEMME OG UDE.
Petrovna. Om han ogsaa er fattig, saa er Fattigdom da ingen
Skjændsel.«
Peter Mikailovitsch blev allerede ærgerlig.
Fattigdom er ingen Skjændsel, < gjentog han. Vi
afstaa heller ikke Hr. Mediokritskis Tilbud, fordi han er fattig,
men fordi han er en ganske udannet Mand og, efter hvad jeg
horer har meget daarlige moralske Inklinationer.
Jeg skulde mene, at Manden er lige saa dannet som
Kvinden i dette Tilfælde, svarede Kreds-Amtmandinden haanligt.
Nu kunde Nastenka, som selv havde været Vidne til denne
Scene, ikke holde det ud mere.
De har jo selv en Datter, Marja Ivanovna,- sagde hun;
naar De synes saa godt om Mediokritski, saa skulde De hellere
give ham hende. ’.
Nej, han kan ikke ægte min Datter, < svarede
Kreds-Amtmandinden med Eftertryk.
Og hvorfor tror De da, at han kan ægte mig?« spurgte
Nastenka stolt og iltert.
Aa, min Gud, sagde Kreds-Amtmandinden, jeg tror
slet ingen Ting; men jeg har kun opfyldt den unge Mands
stadige Bon; han maa vel have en vis Ret dertil, og man
maa vel have givet ham et vist Haab — men hvad véd jeg:
Nastenka var ganske ude af sig selv og tik Taarer i
Øjnene.
De har sandsynligvis givet ham Haab; det har jeg ikke,
og jeg beder Dem om ikke at bekymre Dem om min Skæbne
og at forskaane mig for Deres Tilbud, hvem de saa kommer
fra, sagde hun irriteret og gik hurtigt sin Vej.
Kreds-Amtmandinden saå spotsk efter hende.
Giver De samme Svar, Peter Mikailovitsch?
Ja, akkurat det samme, Marja Ivanovna,– svarede Peter
Mikailovitsch; og det gjor mig ondt, at De har paataget Dem
at besørge dette .Erinde, der er saarende for os.
Det gjør mig endnu mere ondt, fordi man netop i
saadanne Siger maa være meget forsigtig og vide, hvad det er
for en Slags Folk, man har at gjøre med, sagde
Kredsamt-mandinden, idet hun hurtigt bandt sine Hattebaand og tog sin
farvede Boa om Halsen, hvorpaa hun gik sin Vej. Peter
Mikailovitsch ledsagede hende ud i Forstuen og kom saa tilbage
til sin Datter, der sad og græd.
Hvad er der i Vejen, Nastenka? Hvorfor græder du?
Hvad skal det til, skammer du dig da ikke? Hvor du er modløs
af dig! i
Det er jo skrækkeligt, Fader. Det ender med, at hun
kommer og frier til mig for sin Tjener. .
-Aa Snak, hold nu op! Du er saa hidsig; du ærgrer dig
over hver Smule Vrøvl. Lad os hellere lasse, sagde den
gamle.
Men Nastenka kunde ikke læse.
Denne Begivenhed bragte hende fuldstændig paa Kant
med Byens lille Verden; hun gik ingen Steder og traf kun
sine bekjendte i Kirken eller paa Volden, hvor hun undertiden
spaserede med sin Fader om Lørdagen, eller hjemme hos sig
selv; hun hilste aldrig nogen først, og selv naar hun blev spurgt,
tav hun eller svarede uvenligt og med Enstavelsesord.
Tredje Kapitel.
Tre Uger efter at Peter Mikailovitsch havde faaet sin
Afsked, læste han en Aften til stor Nydelse for Kaptejnen hojt
i Danilewskis Aaret 1812’s Historie, og Nastenka sad ved
Vinduet og saä tankefuldt ud paa det blaa Maaneskin, der
bredte sig over Engen. Gavrilytsch traadte ind i Forstuen og
gav sig til at tale med Tjenestepigen, som sad dér.
Hov, Grenader, hvad har du paa Samvittigheden? raabte
Peter Mikailovitsch.
Jeg skulde tale med Dem,- svarede Rivejærn, idet han
ståk sit koparrede Ansigt ind ad den halvaabne Dor. Den
unge Inspektør er kommet. Lærerne skal møde i hans
Logis Kl. ni i Morgen tidlig, og de maa endelig have
Uniform paa.«
Ja saa, ser man det! Han forstaar at kommandere.
Kaptejn, det er jo ganske efter Deres Façon, ganske militærisk,
ikke sandt u sagde Peter Mikailovitsch, idet han henvendte
sig til sin Broder.
Ja vel, svarede denne tankefuld.
Hvor er den nye Inspektør taget ind?* vedblev Peter
Mikailovitsch.
I Gjæstgivergaarden, hos den forkrøblede Afonka,«
svarede Rivejærn gnavent.
»Har du selv været hos Lærerne?« <Tor«*n«,
Indtryk fra „Juleudstillingen".
Den Udstilling, som i denne Maaned staar aaben paa
Charlottenborg er i mange Maader interessant.
jJuleudstil-Iingen’ er de yngste Maleres Haab. Censuren er mindre
cerberusagtig og Faren for at blive overset er formindsket
ved de ældres som oftest saavel i Dimensioner som i
Kunstværdi mindre Arbejder; de spare jo den bedste Kraft til
For-aarets store Konkurrence. Decemberudstillingen vrimler
derfor ogsaa i Aar som de foregaaende Aar af Debuter og kun
gjennem kortere Tid kjendte Udstillere. Mellem de første kan
man fremhæve Sofus St,iris dygtige, men i Farven noget for
saftigt svedende Kostald, Gottschalks friske, men noget
forflygtigede, forsøgsoverlegne Oktoberbillede og Ole Pedersens
flittigt iagttagne Staldinteriør. Derimod er Adolf Hansens
Havesalen paa Fredensborg- umodent og vidner om en
uheldig, faderlig formanende Vejledning. Blandt Udstillere,
som ere kjendte fra de nærmest foregaaende Udstillinger, bør
i første Række nævnes Joh. Wildenradt og Chr. Clausen. Den
førstes hvide Bøgestammer ere gjorte med en energisk Flid og
udmærket klarede, og i de ovrige Billeder viser han sig som
en af den yngste Generations mest selvsøgende og originale
Begavelser. Af Clausens fire, under ét indrammede Studier
ere de tre fortræffelige, navnlig Landsbygyden. Viggo P.
Hansen kolorerer for meget, hvad der ogsaa gjælder den
iøvrigt saa begavede Fr. Winther, som synes helt at have
ban-lyst Lufttoner fra sine Landskaber. Dorphs (jun. Studie af en
ung Moder med et diende Barn er et nydelig opfattet, i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
