Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 15. 11. Januar 1885 - Verga. G. Foraar. Novellette. Oversat fra Italiensk af S. Schandorph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
egen Skyld . . . eller det var egenlig talt slet ikke
hendes Skyld ... ja, men hvis Skyld var det?
Hun vilde rigtignok ønske, at hutl aldrig havde gjort
den andens Bekjendtskab, nu da hun havde gjort
sin Paolos Bekjendtskab, og naar Paolo havde
forladt hende, vilde hun ikke mere gjöre nogens
Bekjendtskab.
Hun talte med lav Stemme som halvt i Søvne,
og støttede Hovedet til hans Skulder.
Da de gik ud fra Biffi dvælede de paa Vejen,
idet de gjennemgik hele deres kjære og bedrøvede
Minders sørgelige vio emeis: Hjørnet, hvor de havde
mødt hinanden; Trappetrinet, hvor de vare blevne
staaende for förste Gang at vexie Ord.
— Du. sagde de, her er det! Nej, det er
længere henne.
De gik og drev om, tankeløse; da de skiltes,
sagde de begge to: I Morgen.
Dagen efter stod Paolo og pakkede ind.
Prinsessen laa paa Knæ foran den gamle Kuffert med de
leddelose Hængsler, hjalp ham med at ordne i den
de faa Klæder, Bøgerne, Nodehefterne, som han i
gainle Dage havde kradset over med hendes Navn.
Hun havde saa mange Gange set ham med de
Klæder paa. Nu skjulte det ene Stykke det andet,
og det skar hende i Hjærtet at se dem forsvinde
saaledes, ét efter ét. Paolo rakte hende ét for ét de
Klædningsstykker, som han gik hen og tog ud af
Kommoden eller Skabet; hun saa et Ojeblik paa dem,
vendte og drejede dem, saa lagde luin dem pænt
sammen, uden at de slog en Fold, ned mellem
Strømper og Lommetørklæder. De sagde ikke mange
Ord og lod, som havde de stor Hast.
Pigebarnet havde lagt en gammel Almanak til
Side, i hvilken Paolo plejede at gjøre Notitser.
— Vil du lade mig beholde den? spurgte hun.
Han nikkede uden at vende sig om.
Da Kufferten var fuld, var der endnu tilbage hist
og her paa Stolene og Knagerækken nogle slidte
Klæder og den gamle Overfrakke.
— Paa det Toj vil jeg tænke i Morgen, sagde
Paolo.
Pigebarnet stemte Knæet mod Kuffertlaaget,
mens hun strammede Remmene ind i Spænderne;
saa gik hun hen og tog sit Slør og sin Parasol, som
hun havde ladet ligge paa Sengen, og satte sig
sørgende paa Kanten. Væggene vare øde og
uhyggelige. Der var intet tilbage i Værelset uden
denne store Kasse, og Paolo, soin gik frem og
tilbage, søgte i Skufferne og samlede det øvrige Tøj
i en stor Bylt.
Om Aftenen gik de for sidste Gang ud at
spasere. Hun støttede sig frygtsomt til hans Arm,
som om hendes Kjæreste begyndte at blive en
Fremmed for hende. De gik ind hos Fossati ligesom
paa Helligdagene, men de gik tidlig igjen, og de
morede sig ikke synderlig. Paolo tænkte paa, at alle
disse Folk for Fremtiden vilde vende sig om og finde
Prinsessen — hende, som aldrig tnere skulde faa
Paolo at se blandt disse Folk.
De plejede at drikke deres Ol i en tarvelig Kafé
paa Foro Bonaparte. Paolo holdt meget af denne
store Plads, over hvilken han saa mange Gange
havde spaseret om Sommeraftenerne med sin
Prinsesse under Armen.
Langt borte fra kunde de hore Musiken fra Café
Gnocchi, og de saa de runde Vinduer i Teatro Dal
Verme oplyste. Af og til, langs den mørke Gade
tuylrede Lys og Folk foran Kaféerne og Ølhallerne.
Stjærnernc saa ud, som de skjælvede i en dump og
dyb Azur; hist og her i Gadernes Mulm og mellem
Træerne glimtede en spids Gasflamme, og foran den
strøg sorte og tavse Skygger forbi, to og to. Paolo
tænkte: Se, det er den sidste Aften!
De havde sat sig langt fra Mængden paa Hjørnet,
der var mindre oplyst, med Ryggen mod en Række
vantrevne Buskvæxter, plantede i gamle
Petroleumsfonder; Prinsessen rev to halvvisne Blade af og rakte
Paolo det ene — forhen vilde hun have givet sig til
at le ad, hvad hun gjorde. En blind Mand kom
gaaende; han klimprede et helt Repertoire paa sin
Guitar; Paolo gav ham al den Skillemynt, han havde
i Lommen.
De saas for sidste Gang paa Jærnbanestationen,
lige i Afrejsens Øjeblik; i det skyndsomme Farvels
bitre, adspredte Stund, et Øjeblik uden Blyhed, uden
Aabenhjærtighed, uden Poesi, midt under Afrejsens
Pressen paa, Ligegyldighed, Larm og Mylder.
Prinsessen fulgte Paolo som en Skygge fra
Bagage-expeditionen til Billethullet. Hun gjorde akkurat lige
saa mange Trin som han, uden at aabne Munden,
med sin Parasol under Armen. Hun var blot saa
hvid som et Lin. Han var derimod helt fraværende
og saa meget travl ud. Da de skulde træde ind i
Ventesalen, forlangte en Betjent at se Billetterne;
Paolo viste sin frem, den stakkels Pige havde ingen.
Der trykkede de altsaa i en Fart hinandens Haand i
Nærværelse af en Masse Mennesker, som trængte paa
for at komme ind, og af Betjenten, som klippede
Billetten.
Hun var bleven staaende tæt ved Døren med
sin Parasol mellem sine Hænder, som hun endnu
ventede paa nogen, betragtende de store Plakater,
som vare klistrede paa Væggene, de Rejsende, som
gik fra Billetkontoret til Ventesalen; hun ledsagede
dem med det samme fortumlede Blik ind i Salen,
saa gav hun sig igjen til at se paa de andre,
som kom.
Endelig efter en ti Minuters Dødsangst ringede
Klokken og Lokomotivpiben hørtes. Pigebarnet
knugede sin Parasol stærkt; hun gik saare langsomt
bort, en Smule vaklende. Udenfor Stationsbygningen
satte hun sig ned paa en Stenbænk.
Farvel du, som gaar fra mig; mit Hjærte har
levet med dig! Farvel du, som er gaaet fra mig før
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
