Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 15. 11. Januar 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 18.
I-IJEMME OG UDE.
198
vil gjöre Visiter og kan da ikke farte hele Bven igjennem
til Fods. -
»Gjöre Visiter! Han kom forst i Gaar og vil allerede
gjöre Visiter i Dag! udbrod Nastenka spotsk.
Er det nogef at blive forundret over? Det er jo
ganske rigtigt.^
Lige over for Lærerne er han vigtig, og de andre løber
han hen og gjør sig lækker for, skjønt han lige er kommet.
Saa er han altsaa simpelthen dum.
Det var en rask Slutning. Vær dog ikke saa hurtig
med din Dom. Jeg kan ikke se noget dumt i det. Han
skal leve her i Byen og vil kjende alle.
Det er ogsaa Umagen værdt! — naar han blot er et
fornuftigt Menneske!«
Hvorfor er det ikke Umagen værdt? Folk her ere
meget agtværdige . . . Det er ikke pænt af dig, og jeg synes
aldeles ikke om, sagde Peter Mikailovitsch og bankede paa
Bordet med Fingeren, at du slet ikke har nogen Kjærlighed
til Folk. Hvad har de gjort dig?
Jeg antager ikke, der er nogen, som trænger til min
Kjærlighed.
Gud og Menneskets eget Hjærte trænger til Kjærlighed.
At leve paa Jorden uden Kjærlighed til sine Medmennesker
er tungt og syndigt, sagde den gamle alvorligt.
Nastenka svarede med et halvt foragteligt Smil.
Peter Mikailovitsch og hans Datter stredes ofte og varmt
om dette Thema.
Fjerde Kapitel,
Kl. 12 var Kalinovitsch, der havde taget sin Uniform af
og derpaa ifort sig sort Kjole, sort Atlaskes Halstørklæde og
en sort Flojelsvest og desuden en nv Overfrakke, rede til at
gjøre Visiter; men da han saå den Ekvipage, man havde sendt
ham, traadte han forskrækket tilbage. Hesten, om hvilken
Peter Mikailovitsch havde talt i saa smigrende Udtryk, var
rigtig nok paa Grund af den utrættelige Pelagias Anstrængelser
særdeles velnæret; men det store, fede Hoved, de hængende
Øren og de tykke, langhaarede Bén vidnede tydelig nok om
dens solide Alder, dens lymfatiske Konstitution og fromme
Karakter. Seletøjet, som Husholdersken ogsaa selv havde
kjøbt, udmærkede sig mere ved Soliditet end ved Elegance.
Vognen havde kolossale Hjul, høje Springfjedre og et klodset
Kuskesæde. Og endelig, som Kronen paa Værket, paa Bukken
sad Uhyret Gavrilytsch, indhyllet i en graa Armjak, som maatte
have tilhørt en lang Bonde, med en sammentrykket, graa, med
Lammeskind kantet Hue, under hvilken kun saas et lille
Stykke af hans Ansigt og den stride Knebelsbart. Da
Kalinovitsch viste sig, tog Rivejærn Huen af og bukkede.
Den unge Inspektør var en Tid lang i Tvivl, om han
skulde kjøre i denne Ekvipage eller ikke? Men der varingen
Ting at gjøre, han kunde ikke faa nogen anden. Han satte
en spotsk Mine op og steg ind i Vognen efter at have befalet
at kjøre ham til Politimesteren, som boede paa Raadhuset.
Da Kalinovitsch traadte ind i det første Værelse, saå han
gjennem den aabne Dør en Dame med opløst Haar, i kort
Trøje og Skjørt, som, da hun lik Øje paa ham, udbrød:
Herre Gud, her kommer ogsaa alle Slags Mennesker
rendende! Og som en Paafugl svævede hun ud af Værelset.
Kalinovitsch var alene: han begyndte at stampe med
Foden. Saa viste der sig en tyk Tjenestepige, barfodet og i
en hjemmevævet Kjole.
Hvad vil De?« spurgte hun.
Tager Herskabet imod? sagde Kalinovitsch.
Pigen saå paa ham med store Øjne.
Olgunta . . . Fruentimmer! Hvem er det, du snakker
med? Det var Politimesterens Røst, man hørte.
Pigen gik ind til sin Herre.
Der er nogen der inde; jeg har aldrig sét ham før; eg
véd ikke, hvem det er, sagde hun.
Naa, hvem er det ? <
Jeg véd det ikke, Herre.
Gaa ind og sig til ham, at hvis der er noget, han vil,
saa kan han komme hen paa Kontoret. Jeg har ingen Tid. sagde
Politimesteren bestemt.
Herren har ingen Tid, De kan komme op paa
Politikontoret siden, ! sagde Pigen, da hun kom ud igjen.
Kalinovitsch smilede.
Vær saa venlig og aflever mit Kort. sagde han, idet
han gav hende to Visitkort med ombøjede Hjørner.
Er det til Herren? spurgte hun.
Ja, svarede Kalinovitsch, idet han gik sin Vej.
Det er Dyr og ikke Mennesker, sagde han, idet han steg
op i Vognen, og han foresatte sig ikke at gjøre Bekjendtskab
med flere Embedsmænd.
Men da han indsaa, at det endnu var for tidligt til en
Stadsvisit hos Generalinden, og han bemærkede Postskiltet paa
det næste Hus, saa lod han sig kjore hen til den Trappe, der
førte ned paa Gaden. Postmesteren var øjensynlig
Sikker-hedskommissær. Hans Gadedør var den eneste i hele Byen,
som var atlaaset, og der var en Klokkestræng ved Siden af.
Kalinovitsch ringede i det mindste fem Gange. Endelig lød
der langsomme Trin paa Trappen, det gav et Knæk i Laasen,
og i Doren viste der sig en lang, mager Mand med
Drankeransigt, en hvid, vævet Nathue, runde Brilleglas og en lang
luvslidt, graa Overfrakke.
Er Postmesteren hjemme? spurgte Kalinovitsch.
Det er mig. Hvad staar til Tjeneste? • svarede den
gamle med en drævende, monoton og h;es Stemme.
Kalinovitsch forklarede, at lian vilde gjøre ham en Visit.
.la saa!... Mange Tak, mange Tak, Herre. Værsartig!«
sagde Postmesteren og forte sin Gjæst gjennem en lang, kold
Sal, paa hvis Vægge der hang Oliemalerier, som imidlertid var
blevet saa mørke og sværtede, at det var umuligt ved første
Blik at se, hvad de forestillede. Næsten alle Vinduer var
fulde af Geranier, som udbredte en stærk, bedøvende Lugt.
I det næste Værelse hang der ligeledes Billeder af samme
Kolorit; næsten hele det forreste Hjørne optoges af et Skab
med Helgenbilleder, paa et Bord af umalet Egetræ laa der en
aaben Bog i Pergamentbind med Ryggen op ad. Paa Væggen
ved Bordet hang der en meget fint udført Fremstilling i
Elfenbén af Kristus’ Nedtagelse fra Korset, Stolene var af
umalet Egetræ, høje og forsynede med grove Lædersæder.
Efter at Postmesteren havde bedi Kalinovitsch om at sætte
sig, betragtede han ham gjennem sine Briller og lav.
Kalinovitsch sagde heller ingen Ting.
De er altsaa kommet i Hr. Godnievs Sted? spurgte
endelig Oldingen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
