Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 16. 18. Januar 1885 - Theatrene - Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21 I
HJEMME OG UDE.
. Nr. 16.
til sin Mand, hvem hun ikke elsker, og som aldrig har nærmet sig
til hende. Efter at have leget med en Mængde andre Mænd,
kommer hun ved et Tilfælde i Forbindelse med en ung Kunstner,
»g hendes Time har slaaet. Nu er hua idel Opofrelse for sin
Kjærlighed. Men Manden, som har faaet det al vide, overrumpler
de elskende; han tvinger hende til at rejse hort med sig, og under
Samværet med I-Iustruen synes der hos ham at vaagne en sand
Ti I bojelighed for hende. Ha han saa atter finder Kunstneren og
hende i hinandens Selskab, truer han med at slaa ham ihjel, hvis
han atter træffer dem sammen. Ægteparret rejser, fulgt af
Kunstneren, som soger at opnaa en Duel med Manden, hvad dog ikke
lykkes. Han maa paa Grund af Pengemangel rejse hjem til Paris,
kommer ved fejlagtige Slutninger til den Tro, at hun har glemt
ham, og vil af Fortvivlelse gifte sig. Da viser pludselig Diane sig
i hans Atelier. Kfter en Forklaring styrte de i hinandens Arme;
tnen Greven har passet paa; de horer ham forsoge at lukke Doren
op. Trods Dianes Modstand grilier Elskeren to Kaarder og styrter
ud for al udfordre Ægtemanden til Katnp; inen i Duren skyder
denne ham ned. Som Slutningstableau ser man den fortvivlede
Diane styrte sig ned over sin elskedes I.ig. mens Ægtemanden staar
kold og bleg sotn Hævner i Baggrunden. Det er et trist,
uhyggeligt Billede, der er ingen Retfærdighed og ingen Trost. I .angl
hellere saa man den ulykkelige Kvinde skudt. Diane er den bedst
skildrede Skikkelse i Stykket. Hende og hendes Kjærlighed har
Digteren malet med varin Begejstring. Og Fru <h/a .Vielsen
forstaar at give et tiltalende og anskueligt Udled af hende. Koketteriet
og Lidenskaben tolker hun lige smukt. Fru Nielsen er langt mere
hjemme her end i de hnrntige Roller. Vi kunne ikke af Respekt
for en fortjent Kunstner undlade at sige. at vi finde Hr. Stigaan/
for gammel til at give Elskeren, Paul Aubrys Rolle. Hr. Stig^ard
gjor, hvad han kan, og odelægger intet; men man trænger til cn
ung Elsker. Det er dog virkelig urimeligt, at rent ydre Hensyn
bevirke, at man paa sine Steder faar Sympathi for Greven, hvor
den skulde findes for Kunstneren. Man bor ikke i den Grad rives
ud af Illusionen. Hr. Mar/. .Vielsen giver Greven, .lygtemanden,
behersket og smagfuldt. Det er «lel bedste, vi have stil ham
præstere, ja, han har tidligere ikke præsteret noget endog blot
tilnærmelsesvis saa godt. Birollerne udfores i det hele tilfredsstillende.
Hr. Wülff er nu en Gang og fortjener at være Publikums Vndling,
men han passer aldeles ikke til den Slags Roller som Tentons.
Det samme gjælder om Hr. l’i. der spiller en kjedelig, ædel Ven.
Udstyrelsen lader intet tilbage at onske. En Velgjerning mod
Publikum vilde det være, hvis særligt Fru Nielsen vilde tale hojere.
Paa enkelte Steder i Theatret horte man kun Halvdelen af. hvad
der blev -agt. Smagfuldt af Herrerne blandt l’uhlikum vilde det
være. hvis de opgav den taabelige Skik at tnode med Hatten paa i
Privattheatrene; hvorfor skal de gjores mere til Knejpe end det
kongeliger De fortjene del sandelig ikke.
LITERATUR
Karsten Ulv og »Paddehattene . Fortælling af Hohn
Hansen. (Chr. Steen og Son).
Der er uomtvisteligt Talent i denne Bog; der er paa sine
Steder en Friskhed og Oprindelighed, som bevirker, at man gjærne
vilde yde Hohn Hansen en uskrømtet Tak for den; men der er
Ting, der forbyde dette; den skæmmes af Pletter, som gjor megcl
af den »ungeniessbar«. Hellen selv, Karsten Ulv, er en heldig
Figur, en god Type paa en dygtig Bondenatur, nogle af
.Paddehattene« ere meget godt skildrede, og der er Liv og Fart i
Begivenheder og Sceneri — men, der er ogsaa en Del Unatur og en stor
Mangel paa Begrænsning. Anmelderen mangler Kompetence til at
1 vedomme,’ om Grundtvigianismens Virkninger, der spille cn stor
Rolle i Bogen, ere skildrede rigtigt; meget af det serplavsihclt ud;
men der er i det hele noget vildt og sønderrevet i disse Skildringer,
saa at man vanskelig (aar et sikkert Indtryk. Og del er jo en stor
Fejl, at selv den velvilligste I.x-ser har svært ved at holde sammen
paa Indholdet og stadig synes, det springer. I Karaktertegningen
er der noget løst. Det forekommer os saaledes, at den bedaarende
Ulrikka ikke er tegnet tydeligt nok til, at man ganske forstaar
Karstens Opførsel lige overfor hende. Man skulde tro. at
Forfatteren, der dog tilsyneladende har skildret hende med Sympathi,
maatte føie mere Medlidenhed med hendes varme Blod. Vi unde
hende trods hendes mulige Synder, der ikke staar klart for os. at
erobre Karsten, hvis dygtige nordiske Natur vilde danne et godt
Supplement til hendes sydlandske Varme og bringe noget flinkt ud
af hende. Det har nu Forfatteren ikke villet, men han har ikke
gjort det tilstrækkelig indlysende for os, at det ikke kunde blive
saaledes. Der er en Del Energi i Bogen, og vi ville med Tak for
det gode, vi finde i den, onske Holm Hansen, at han i sit næste
Arbejde maa kunne tvinge alt det unaturlige og kunstlede til at
vige. Han siges som Skuespiller blandt meget kunstlet undertiden
at have vist Glimt af selvstændigt Talent. Som Forfatter viser han
ikke saa lidt endda; men han er jo ikke længer nogen nv Mand i
Literaturen, det er paa Tide, at han finder sin rette Plads, og det
haabe vi, han kan, naar han vil bortskære det kunstlede og
opstyltede; her er for mange vilde Skutl. Alene mod Fonnen er der
ineget al indvende. Forbindelsen mellem Dialogen og den
refererende Del er aldeles urimelig. Enhver Læser vil studse, naar han
ser Ting som følgende: — >Bare der alligevel ikke stikker noget
under,- krympede Staklen sig endnu, — »Hvor tor saadan en
Drukkenbolt, soin Du, komme her og bede mig om Brud, viste
han mig haanlig Døren. — Del er umuligt at se, hvad der opnaas
ved slige Særheder, som findes paa hver Side. De gjor det
vanske-ligt at læse Bogen, og det skal da ikke være en Fordel. Men
saa-danne formelle Fejl ere jo lette at rette, og da vi fra Indholdets
Side betragtet synes, at denne Bog betegner et l’"remskridt, ere vi
berettigede til at haabe det bedste.
Edgar kjerulf: En bunden Mand. En Studie. (Karl
Schønberg).
Forfatteren kalder sin Bog en »Studie; men det er ikke alle
Studier, der er Rift om; denne burde have været gjemt i Hr.
Kjerulls Skrivebordsskuffe. Titlen er htt lor det første ikke videre
heldig. »En bunden Marni« kunde lige saa gjærne have været
»En fjollet Mand«, for Fjollelhed er da det eneste, der binder
Kammerjunkeren. Han er en stakkels Taageskikkelse, der gjærne
vil være Højre- og Venstremand [Mia cn Gang, inen hvem det ikke
lykkes at finde en fornuftig Centrumsstilling. Han er omgivet af
nogle skurkagtige og brave Venstremænd og nogle dito Højremænd,
og det hele løber i Grunden ud i Nonsens. Del er kjedeligt, at
man ikke kan finde noget i Bogen, som man ubetinget kan rose.
Der er dog et, soin vidner om Talent, og det er en overordentlig
livlig Dialog. Men — der er ogsaa et >Men« herved —
Forfatteren slaar i den Grad til Skaglerne, at den ulykkelige Læser
bliver ganske hæseblæsende ved dette urimelig livlige Replikskifte.
Talent er der som sagt; men Hr. Kjerulf vilde have handlet
fornuftigere i ikke at udgive denne Bog.
Vi henlede vore I-icJcres Opmærksomhed paa den af Hr. A’.
C. Korns Forlogsforretning udgivne illustrerede Udgave af Manyals
»Peter Simple« i Oversættelse ved \~ilhehn Os/trgaard. J. M.
Otto Borchsenius træffes i Reglen liver Søgnedag mellem 3
og 4 i sin 1 tolig, Amaliegaile 14, 3. Sal.
Johannes Magnussen træffes i Reglen hver Sognetlag mellem
2 og 3 Studies/nede tb, 2. Sal.
Rettelse.
I forrige Nr. af Bladet S. 194 første Spalte 15. 1.. 1. o. staar
»Naturforsker« i Stedet for »Naturfortolker«.
Indhold: Religion. Et Tilbageblik og ti Frcinblik. Af Herbert
Suttner, Oversat af Pr phil. Ad. /lunsen. — Giuseppe Ribera med Tilnavnet
Spagnofetto. En t-cvner-kildring. (Efter ÅV/Vr* Pohmrs Kunst und Kunstlet;
icd E. II.) (Stuttet: — Ungdomsminder. Novelle af Camitto Boit,\ Oversat
fra italiensk Tusend Sjjtle. Roman aOtiuü Piumtki. (Fortsat’. — Theatreae.
- Literatur. BekiendtgjsreUer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
