Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 16. 18. Januar 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman - Theatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 15.
2 IO
Og saa har han oven i Kjobet en stor Famile, ■
fortsatte Peter Mikalovitsch, som ikke havde lagt Mærke til noget,
to af hans Drenge gaar i min Skole; men det er sørgeligt at
se, hvor uordentlige og pjaltede de. er, de ligner slet ikke
adelige Børn. Hans Kone tog sig ulykkeligvis ikke i Agt, da
hun sidste Gang laa i Barselseng, og jeg tror nok, at Mælken
gik hende i Hovedet — hun er ikke ved sin fulde Forstand
nu; man siger, at hun hverken vasker eller kæmmer sig, men
blot gaar omkring i Huset som et Spøgelse og knurrer mod
alle og enhver.....højst sørgelige Forhold! sluttede Peter
Mikailovitsch med bedrøvet Stemme.
Men den unge Inspektor hørte fuldstændig ligegyldig paa
det hele.
Denne Politimester har en meget smuk Datter. Hun
gaar for at være en Skjønhed her,■ sagde Nastenka halvt
spotsk.
Kalinovitsch undlod igjen at svare og saa kun paa hende.
Hvad behager? Hun er virkelig smuk!; sagde Peter
Mikailovitsch. Hvor var De saa ellersr< tilføjede han, idet
han henvendte sig til Kalinovitsch.
Hos Postmesteren — det er en Original!’
Ja, det er en løjerlig Snegl, sagde Peter Mikailovitsch.
Han er ikke dum, den gamle, han er from; men han er altid
bange for Verdens Undergang. I gamle Dage stredes jeg ofte
med ham. c
Han er forfærdelig gjerrig,- bemærkede Nastenka.
Hvoraf véd du det, min kjære? svarede Peter
Mikailovitsch; selv om han nu er gjerrig, saa gjor han efter min
Mening sig selv mere Fortræd end andre, idet han lever med
stadige Savn.»
Nastenka ledede Samtalen hen paa noget andet.
Har De været hos Generalinden?« sagde hun til
Kalinovitsch.
Ja, svarede denne.
Det er vor haute vofée
• Det synes saa.
Safi De hendes Datter? ^
Det véd jeg ikke. Jeg saA en Frøken eller en Dame
med skjæv Hofte eller skjæv Hals — hvad det var, kunde man
virkelig ikke blive klog paa.
Hun har slet ingen Hofte — det er skrækkeligt, sagde
Nastenka; og tænk Dem bare, de giver Baller Jeg har
ogsaa en Gang haft den Lykke at være der. Hun med sin Figur
i Baldragt! Det kan man umuligt lade være at le af.«
Mine Herskaber! I unge Mennesker! udbrød Peter
Mikailovitsch; De maa ikke le af legemlige Skrøbeligheder;
det er Synd at le af syge.
Vi ler heller ikke, sagde Kalinovitsch smilende;
-tværtimod, hun gjorde saa trykkende og melankolsk et Indtryk paa
mig, at jeg endnu ikke er blevet fri for det.
Maden er færdig!’ afbrød Peter Mikailovitsch dem, da
han saa, at Terrinen allerede stod paa Bordet. »Vil De ikke
drikke et lille Glas, for vi sætte os? sagde han til
Kalinovitsch.
Nej Tak, svarede denne.
»Ganske som De vil! Jeg og Kaptejnen gjør det. Deres
Hojvelbaarenhed, Timen har for længe siden slaaet paa
Admiralitetet — ønsker De noget? Værsgod! sagde den gamle, idet
han fyldte sin Sølvtumling og rakte den til Kaptejnen; men
da denne vilde tage den, gav han ham den ikke, men tømte
den selv. Kaptejnen smilede .... Peter Mikailovitsch tillod
sig nemlig hver Dag denne Spø£.
Naa, denne Gang snyder jeg Dem ikke,« vedblev han
og skjænkede i igjen.
Det véd jeg, svarede Kaptainen og tømte Bægeret i ét
Drag. Saa gik de alle ind i Salen, hvor Peter Mikailovitsch
præsenterede Pelagia for den nye bekjendt. Kalinovitsch gjorde
et let Buk, Pelagia et affekteret Knix.
»Vi skal nok have Kraasesuppe i Dag,– sagde Peter
Mikailovitsch, idet han satte sig til Bords og indsugede
Dampen af Suppen. Holder De af Kraasesuppe? spurgte
han Kalinovitsch.
Ja, jeg spiser det, svarede denne med et halvt spotsk
Smil; men efter at han havde prøvet Suppen, spiste han med
stor Appetit. Den er udmærket, sagde han; fortræffelig
tilberedt!
Mesterlig!« sagde Peter Mikailovisch. - Pelagia,
Æren derfor tilkommer Dem; vi gjør Dem vor Kompliment
dt-rfor og takker Dem i hele det ærede Selskabs Navn.«
Husholdersken slog Øjnene ned, skabede sig lidt og afveg
denne Gang tilsyneladende fra sin Vane at rejse sig fra Bordet.
Efter Suppen fulgte virkelig Sterletten, som Kalinovitsch viste
den tilbørlige Opmærksomhed. Agerhønssaucen med Tilbehør
roste han ligeledes; men mest af alt behagede
Frugtbrænde-v.nen ham, hvoraf han bad om del tredie Glas efter at have
drukket to, og om hvilken han sagde, at den var bedre end
alle Likører.
Pelagia var hed i Kinderne af Glæde.
Efter Bordet gik de igjen ind i Salen.
Fortæl mig lidt om Universitetet i Moskos’, Jakov
Vassilytsch, sagde Peter Mikailovitsch; der skal nu for
Tiden være udmærkede Professorer dér. Til hvilket Fakultet
hørte Der
Til det juridiske. epona*.).
THEATREN E
Dagmartheatret. Et fransk Dramas Opførelse paa vore
Scener imødeses altid med Spænding, det er jo des værre en
temmelig sjælden Fugl. Og naar man véd, at Fru Otlti Nielsen
optræder i et saadant Stykke, saa er Interessen dobliclt, da man
har saa mange gode Minder om denne Kunstnerindes Fremstilling
af disse stakkels Kvinder Ira det moderne franske Drama, disse
Kjærlighedens Ofre, tier stadig bevæge sig imellem de to
Yderligheder. himmelhøjt jublende Glæde og dødbringende Fortvivlelse.
Hvad enten de nu hedde Dora, Froufrou eller Diane de I.ys, tieres
Skæbne er altid omtrent den samme, men Typen følges dog altid
med varm Sympathi og Interesse. ■ Diane de I.ys« af den yngre
Dumas, som gives paa Dagmartheatret i en god Oversættelse af l’.
Hansen, modtoges da ogsaa med stort Bifald af Publikum. Dette
Skuespil (hvorfor ikke Sørgespil?) skildrer en ung koket, men
retskaffen Kvindes br,endende første Kjærlighed. Hun er bleven solgt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
