Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 17. 25. Januar 1885 - Lange, Thor. Under Kysten af Ithaka. Skizze - Spencer, Herbert. Religion. Et Tilbageblik og et Fremblik. Oversat af Dr. phil. Ad. Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 14.
Virkeligheden. Han har i ethvert Tilfælde været
heldig. Selv Rogen, han lader stige op overlthaka,
bringer med sig en Duft af poetisk Selvsyn; ogsaa
hos ham ligger den lille Bugt mellem
Klippedæmningerne spejlblank og fredelig som den Dag i Dag,
og de lange Stier*) løbe endnu bestandigt ned over
Bjærgets Side. Paa mange Steder i Digtet slaar os
en betagende Kjærlighed i Mode til den Plet afjord,
>0111 er Maalet for den flakkende Konges Længsel.
Odyssevs vaagner paa Strandbredden af sin Fødeø;
lian kjender den ikke igjen, for Athene splitter
Taagen, der skjuler Hjemmet for ham. Saa kaster
han sig ned og kysser Gruset, thi
Intet er kjært for en Mand som hans Ftedrenejord og Forældre,
selv om i fremmede I.and et IIus og Rigdom han ejer.
Han er til sidst vendt tilbage, medbringende
hvad han vandt. Og en Sandsiger har lovet, at nu
skal han, omgivet af et lykkeligt Folk, længe ved
Ofre takke Guderne der hjemme, til sent en Gang i
hans sølvhvide Alderdom Døden let og smertefrit
kommer stille dukkende op af det langt ude
blinkende Hav.
Religion.
Et Tilbageblik og et Fremblik.
Ai Herbert Spencer. Oversat af Dr. phil. Ad. Hansen. Slum.-
Den Grusomhed, som oves af en Gud paa
Fidschi-Oerne, der fremstilles som fortærende de dødes Sjæle
og saaledes kan antages at tilføje Pinsel under denne
Proces, er ringe i Sammenligning med den Grusomhed,
der oves af en Gud, som fordommer Mennesker til
Pinsler, der ere evige; og skjønt denne Grusomhed
stadig tillægges ham i gejstlige Fonnier og af og til
i Prækener og endnu undertiden illustreres i Malerier,
er den dog i Færd med at blive saa utaalelig for de
mere godhjærtede, at medens nogle Theologer afgjort
nægte den, udelade andre den rolig af deres Lære.
Klart nok kan denne Forandring ikke standse sin
Gang, for Troen paa Helvede og Fordømmelsen
forsvinder. — Denne Tros Forsvinden vil blive
frem-hjulpen af en stigende Uvilje mod Uretfærdighed. At
Adams Efterkommere gjennem Hundreder af Slægtled
hjemsøges af skrækkelige Straffe for en lille
Overtrædelse, som de ikke have begaaet, at alle Mennesker
fordømmes, der ikke benytte sig af en bestemt Maade
at erholde Tilgivelse paa, som de fleste aldrig have
hort om, og at der bevirkes en Forsoning ved at
ofre en Søn, der var fuldstændig uskyldig, for at
tilfredsstille den antagne Nødvendighed af et Sonoffer,
— det er Handlcmaader, som, naar de bleve tillagte
en menneskelig Hersker, vilde fremkalde Udtryk af
Afsky; og at tillægge Tingenes sidste Aarsag dem
— hvad der selv nu føles at være fuld af
Vanskeligheder — maa blive umuligt. — Saaledes maa ogsaa
den Tro dø ud, at en Magt, der er nærværende i
utallige Verdener over et uendeligt Rum, og som
gjennem Millioner af Aar i Jordens tidligere Tilværelse
ikke havde nogen Æresbevisning af dens Beboere
behov, gribes af Begjær efter Ros og efter at have
skabt Menneskene bliver vred paa dem, hvis de ikke
stadig fortælle ham, hvor stor han er. Saa hurtig
som Menneskene slippe bort fra den Magi ved de
tidlige Indtryk, der forhindrer dem fra at tænke,
•) Od. XIU., 195.
ville de vægre sig ved at godkjende et Karaktertræk,
der er det modsatte af tilbedelsesværdigt.
Paa lignende Maade med de logiske
Modsigelser, der blive mere og mere tydelige for den
voxende Intelligens. Vi forbigaa de bekjendte
Vanskeligheder, at adskillige af de tillagte guddommelige
Træk staa i Modstrid med de guddommelige
Egenskaber, der ellers anføres: at en Gud, som angrer,
hvad han har gjort, enten maa mangle Magt eller
Forudseenhed, at hans Vrede forudsætter, at noget
er indtruffet, der strider mod hans Hensigt, og
saaledes betegner Mangel paa Magtmidler, — og
vi komme saa til den dybere Vanskelighed, at
saadanne Følelser, ligesom alle andre Følelser, kun
kunne existere i en Bevidsthed, der er begrænset.
Enhver Følelse har sine foregaaende Forestillinger, og
foregaaende Forestillinger antages sædvanlig at
indtræde hos Gud: lian fremstilles som seende og horende
dette eller hint og som paavirket deraf i sine Folelser.
Det vil sige, Opfattelsen af en Guddom, der besidder
disse Karaktertræk, vedbliver nødvendigvis at være
antliropomorfisk, ikke alene i den Forstand, at de
tillagte Følelser ligne de menneskelige Væseners, men
ogsaa i den Forstand, at de udgjøre Dele af en
Bevidsthed, der, ligesom den menneskelige Bevidsthed,
dannes af paa hinanden følgende Tilstande. Og en
saadan Opfattelse af den guddommelige Bevidsthed
er uforenelig baade med den Uforanderlighed, der
ellers hævdes, og med den Alvidenhed, der ellers
hævdes. Thi en Bevidsthed, der dannes af
Forestillinger og Folelser, som foraarsages af
Gjenstande og Begivenheder, kan ikke samtidig optages
af alle Gjenstande og alle Begivenheder hele Universet
over. For at tro paa en guddommelig Bevidsthed
maa Menneskene afholde sig fra at tænke, hvad der
menes med Bevidsthed, maa lade sig nøje med
Sætninger, der blot indeholde Ord; og Sætninger, som
Menneskene ere afskaarne fra at omsætte i Tanker,
ville mere og mere undlade at tilfredsstille dem. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
