Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 17. 25. Januar 1885 - Spencer, Herbert. Religion. Et Tilbageblik og et Fremblik. Oversat af Dr. phil. Ad. Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
X r. 18.
HJEMME
OG UDE.
228
for ikke kunne bringe de Virksomheder, der ere
udenfor Grænserne, ind iblandt sig selv, at derfor
disse synes ubevidste, skjønt den ene Gruppes
Frembringelse af den anden synes at involvere, at de
væsentlig ere af samme Natur, saa giver dette, at vi
nødes til at tænke paa den ydre Energi i Udtryk,
hentede fra den indre Energis Omraade, snarere
Universet et spiritualistisk end et materialistisk
Udseende : dog tvinger yderligere Tænkning os til at
erkjende den Sandhed, at en Opfattelse, der formes
gjennem fænomenale Aabenbarelser af denne sidste
til Grund liggende Kraft, paa ingen Maade kan vise
os, hvad denne Kraft er.
Medens den Tro, hvortil den analytiske
Videnskab paa denne Maade fører, er en saadan, som ikke
tilintetgjør Religionens objektive Stof, men simpelt
hen giver det en højere Form, udvider Videnskaben
under sine konkrete Former den religiøse Følelses
Sfære. Lige fra Begyndelsen har Kundskabens
Fremskridt været ledsaget af en voxende Evne til at undre
sig. Blandt vilde Folkeslag blive de lavest staaende
mindst overraskede, naar der vises dem mærkelige
Frembringelser af civiliseret Kunst, og de forbavse
den rejsende ved deres Ligegyldighed. Og saa lidt
mærkværdigt se de i Naturens mest storartede
Fænomener, at de betragte enhver Undersøgelse
angaaende dem som barnagtigt Narreværk. Denne
Modsætning i intellektuel Holdning mellem de laveste
menneskelige Væsener og de højere menneskelige
Væsener rundt om os har et Sidestykke i
Modsætningerne mellem selve disse højere Væseners enkelte
Trin. Det er ikke Bonden eller Haandværkeren eller
Handelsmanden, der ser noget mere end en ren
selvfølgelig Ting i en Kyllings Udrugning; men det er
Biologen, som, idet han driver sin Analyse af
Livs-fænomenerne til det yderste, føler den højeste Grad
af Forbavselse, naar en Plet Protoplasma under
Mikroskopet viser ham Livet i dets simpleste Form
og faar ham til at føie, at hvordan han end formulerer
dets Processer, vedbliver han at være ude af Stand
til at forestille sig det virkelige Spil af Kræfter.
I Iverken i den almindelige Turist eller i Gemsejægeren,
som klatrer i Bjærgene oven over ham, vækker en
Bjærgkloft Forestillinger om højere Ting end om Jagt
eller om det maleriske i Naturen; men det kan den hos
Geologen og gjør det ofte. Naar han lægger Mærke
til, at den af Gletschere afrundede Klippe, hvorpaa
han sidder, kun af Elementerne er bleven berøvet
en halv Tomme af dens Overflade siden en Tid, der
er langt mere fjærn end den menneskelige Civilisations
Begyndelse, og naar han saa forsøger at forestille sig
den langsomme Afskalning, som har uddybet hele
Dalen, saa har han Tanker om Tid og om Kraft,
for hvilke de ere fremmede, — Tanker, som allerede
ere fuldstændig ude af Stand til at omfatte deres
Gjenstand, og som han fornemmer som endnu mere
utilstrækkelige, naar han lægger Mærke til de
forvredne Lejer af Gnejs rundt om, der fortæller ham
om en umaadelig fjærnere Tid, da de langt under
Jordens Overflade vare i en halvt smeltet Tilstand,
og saa igjen fortælle ham om en Tid, der er endnu
uendelig fjærnere, da deres Bestanddele vare Sand
og Dynd paa Kysterne af et ældgammelt Hav.
Heller ikke er det hos de primitive Folkeslag, der
antog, at Himlen hvilede paa Biærgtoppene, mere
end hos de moderne Arvtagere af deres Kosmogomi.
der gjentage, at Himlene fortælle Guds Ære , at
vi finde den videste Opfattelse af Universet eller den
højeste Grad af Forundring vakt ved Betragtningen
af det. Snarere er det hos Astronomen, som i Solen
ser en Masse saa uhyre, at vor Jord endogsaa kunde
kastes ind i en af dens Pletter uden at berore dens
Kanter, og som med hver finere Kikkert ser en
voxende Mængde af saadanne Sole, mange af dem
langt større.
For Fremtiden, som hidtil, vil højere Evne og
dybere Indsigt snarere hæve end forringe denne
Følelse. For Øjeblikket har den kraftigste og mest
vidende Aand hverken den nødvendige Kundskab
eller Evne til i Tanken at symbolisere Tingenen
Totalitet. Beskæftiget med en eller anden Del af
Naturen kjender Videnskabsmanden sædvanligvis ikke
nok til de andre Dele til endog blot i grove Træk at
forestille sig deres Fænomeners Udstrækning og
Sammensathed, og selv om han har tilstrækkeligt Kjendskab til
hver enkelt Del, er han dog ude af Stand til at tænke
paa dem som et Hele. En mere omfattende og
stærkere Intelligens kan maaske senere i Tiden hjælpe
ham til at danne sig en ubestemt Forestilling om
dem i deres Totalitet. Vi kunne sige, at ligesom en
uudviklet musikalsk Evne, der kun er i Stand til at
vurdere en simpel Melodi, ikke kan opfatte en
Symfonis paa forskjellig Maade sammenflettede
Passager og Harmonier, der i Komponistens og
Dirigentens Sind forenes til sammenslyngede musikalske
Virkninger, som vække langt større Følelse, end det
er muligt for den musikalsk udannede, — saaledes
kan maaske ved senere, mere udviklede-Intelligenser
Tingenes Gang, der nu kun kan opfattes stykkevis,
opfattes i Sammenhæng, ledsaget af en Følelse, der
lige saa meget overgaar det nuværende civiliserede
Menneskes, som hans Følelse overgaar den vildes.
Og det er ikke sandsynligt, at denne Følelse vil
aftage, men det er sandsynligt, at den vil tiltage som
Følge af den Videns-Analyse, der, medens den tvinger
ham til Agnosticisme, dog stadig driver ham til at
forestille sig en Losning af den store Gaade, som
lian ved ikke kan løses. I Særdeleshed maa dette
være Tilfældet, naar han erindrer, at selve
Forestillingerne Begyndelse og Ende, Aarsag og Formaal
ere relative Forestillinger, som tilhore den
menneskelige Tanke, og som sandsynligvis ere uanvendelige
paa den sidste Realitet, der overgaar den
menneskelige Tanke, — og naar han, skjønt han har en Mistanke
om, at Forklaring er et Ord uden Mening, naar
det anvendes paa denne sidste Realitet, dog foler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
