Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 17. 25. Januar 1885 - Spencer, Herbert. Religion. Et Tilbageblik og et Fremblik. Oversat af Dr. phil. Ad. Hansen - Boito, Camillo. Ungdomsminder. Novelle. Oversat fra Italiensk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
219
HJEMME OG UDE.
Nr.
sig tvungen til at tro. at der maa være en
Forklaring.
Men midt iblandt de Gaader, der blive mere
gaadefulde, jo mere der tænkes over dem, vil der
blive den ene absolute Vished tilbage, at lian stadig
er i Nærværelse af en uendelig og evig Energi, fra
hvilken alle Ting udgaa.
Ungdomsminder.
Novelle af Camillo Boito. Oversat fra Italiensk. • ! n
Remigio bad mig af og til om Penge. 1 Begyndelsen
gik det sjældnere paa, det var en Spillegjæld eller en Middag,
som han var nodt til at give i en eller anden Anledning; han
skulde nok betale det tilbage om et Par Dage. Det endte med,
at han bad mig snart om hundrede, snart om 200 Francs, en
Gang om 1000 uden Spor af Grund. Jeg gav ham dem, og
det var mig en Glæde at give. Jeg havde mange Penge
mellem Hænder, min Mand gav mig dem gjærne; men en Gang
gjorde han Indsigelser og sagde, at jeg var for ødsel. Jeg
blev fornærmet og var vred en hel Dag.
Den Dag havde Remigio just bedet mig om 250 Francs,
som han absolut maatte have strax; han var saa god og kjærlig
imod mig, at jeg var glad ved at kunne give ham en stor
Diamantnaal, der mindst var det dobbelte værd.
Næste Dag kom Remigio ikke til Stævnemødet. Jeg
gik længe op og ned paa Rialtobroen udsat for uforskammede
Blikke og Bemærkninger; jeg var fortvivlet over, at han ikke
kom, og udfandt de skrækkeligste Ulykker, som kunde være
hændet ham; til sidst gik jeg halvgrædende og med brændende
Rinder hen til hans Bolig.
Hans Oppasser, der stod og pudsede hans Sabel, sagde
mig, at Løjtnanten ikke havde været hjemme siden i Gaar.
Har han været ude hele Natten? spurgte jeg
forfærdet.
Soldaten stod og fløjtede og nikkede bare med Hovedet.
Men i Himlens Navn, saa løb dog, se at faa at vide,
hvad der er hændet ham; maaske er han saaret, eller dod!
Oppasseren trak grinende paa Skuldrene.
Men svar dog, hvor er Deres Herre? Jeg greb fat i
hans Arm og ruskede i ham; han blev ved med at le og
nærmede sit Skjæg til mit Ansigt; jeg trak mig tilbage og
gjentog: Svar mig dog.»
Endelig brummede han: Til Sold med Gigia eller Gate,
eller Nana eller maaske med dem alle tre paa en Gang.
I det Øjeblik forstod jeg først, at jeg kun levede for
Remigio. Blodet stivnede i mine Aarer, jeg faldt næsten
bevidstløs om paa hans Seng, og havde han ikke i det samme
Øjeblik vist sig, tror jeg, at mit Hjærte vilde være bristet
af Raseri og Skinsyge. Jeg var skinsyg indtil Vanvid;
Skinsygen havde kunnet bringe mig til Forbrydelser.
Jeg tror, del var hans Ryggesløshed, der fik mig til at
elske ham saa højt. Naar han sagde: Jeg sværger dig,
Livia, jeg vil aldrig elske nogen anden Kvinde,1 saa troede
jeg ham, og jeg kastede mig paa Knæ for ham som for
en Gud.
Hvis nogen havde spurgt, om jeg ikke gjærne vilde have
haft, at Remigio skulde være en Helt, saa vilde jeg have
svaret Nej . Hvad brød jeg mig om en Helt? Tvært imod,
den reneste Dvd vilde have forekommet mig flov og dum i
Modsætning til hans Laster; hans fuldstændige Mangel paa
Troskab, Ærlighed, Finfølelse og Tilbageholdenhed gjorde
ham stor og mægtig i mine Øjne; jeg var henrykt ved som
en Slavinde at slæbe mig i Støvet for hans Fødder. Jo mere
hans Sjæl viste sig at være lav, des mere straalede hans
legemlige Skjønhed.
En eneste Gang og kun ei Øjeblik blev jeg vred paa ham.
Vi gik en Dag og spaserede langs med Arsenalet, det var en
straalende smuk Morgen. Ude paa Fliserne ved Kanalen, hvor
der næsten intet Rækværk var, løb der en ti til tolv smaa
Drenge og legede; nogle af dem var ganske smaa; de raabte
og sprang omkring og lo af fuld Hals. En lille halvnøgen
Tyksak med Krøller over hele Hovedet og et rundt, rødmusset
Ansigt løb efter de store, skubbede til dem og lob saa
sin Vej.
Vi stod stille for at se paa dem; Remigio fortalte mig
om sine Bedrifter. Paa en Gang høne vi et Skrig og ei
Plask i Vandet: den lille tykke Fyr havde faaei saa stærk
Fart paa, at haii ikke kunde standse ved Kanten, og var falden
i Vandet. Alle de omkringstaaende Kvinder og Børn begyndte
at jamre højt; Barnels Moder kastede sig grædende ned for
Remigio, der var den eneste Mand, som var til Stede, og
raabte: Frels ham, aa, for Guds Skyld frels ham.
Remigio svarede kort: Jeg kan ikke svømme.
Imidlertid var en af de store Drenge sprunget ud, havde
grebet den lille i Haaret og trak ham op. Det hele var et
Øjebliks Sag. Kvinder og Børn jublede højt, og Folk kom
til for at se, hvad det var. Remigio førte mig med et hurtigt
Tag ud af Trængselen.
I tre Maaneder har jeg ikke aabnet min Mappe; jeg
turde ikke tage den med paa Rejsen, men jeg var bedrøvet
over, at den var blevc-n her i Trento. Ved at gjennemleve
denne svundne Tid, bliver jeg varm om Hjærtet, og der kommer
som en ungdommelig Luftning hen over mig. Jeg havde lukket
Mappen inde i min Pult, som staar gjemt i Alkoven; jeg havde
lagt del skrevne i en stor Konvolut, sat 5 Segl paa, og uden
paa havde jeg skrevet: Jeg overgiver disse Papirer i min
Mands Haand og ønsker, at han efter min Død brænder dem
uaabnede. - Saa var jeg ganske rolig; selv om Greven vilde
have anet noget ondt, havde han dog agtet sin Hustrus Vilje.
Lige i dette Øjeblik har min Jomfru fortalt mig en
Nvhed, som næsten er mig modbydelig: Advokaten Gino
gifter sig.
Se, der har vi Mændenes Troskab, deres Lidenskabs
Styrke! — Grevinde Livia, jeg dræber mig; kun med min
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
