Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 17. 25. Januar 1885 - Boito, Camillo. Ungdomsminder. Novelle. Oversat fra Italiensk - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
X r. 18.
HJEMME OG UDE.
220
sidste Blodsdraabe vil min Kjærlighed til Dem svinde; De
stader mig bort, men jeg tilbeder Dem. Romanfraser! Et
Par Maaneder efter er det hele sporløst forsvundet.
Kjærlighed, Lidenskab, Eder, Taarer, Hulken, alt er borte. Hvor
den menneskelige Natur er ussel. Naar jeg tænker paa det
Lyn, der var i hans sorte Øjne, paa hans skjælvende Læber
og blege Kinder, paa hele det fortvivlede Menneske, der
krympede sig i Smerte ved mine Fødder. Han fortjente
saa-mænd det Spark, jeg gav ham. Den Pjalt’
Og hvem gifter han sig saa med? Et stakkels lille Pjok
paa i S Aar, som ikke maatte komme her, fordi jeg er saadan
et skrækkeligt Menneske; en lille Dorthe med tykke, rode
Kinder, korte, tykke og røde Hænder, nogle enorme Fødder
og en uskyldig hellig Mine. Og det Menneske, som gifter sig
med saadan en Klump, har vovet at elske mig, at sige del til
mig! Jeg rodmer af Skam over det ... .
Hvis min Officer ikke var nogen stor Mand, saa var han
i det mindste en ægte Mand.
Vi var dyttede til Trento, og ved min Mand havde jeg
opnaaet, at Remigio ogsaa tik Tjeneste der. Krigsrygterne
begyndte at dukke frem, men de blev modsagte; man væbner
sig, nej, man væbner sig ikke, jo, nej. Der kom Røre blandt
Militærerne; efterhaanden forplantede det sig til de civile; Tog
blev forsinket, der ankom Soldater, Heste, Kasser og Kanoner;
men Aviserne blev ved at benægte, at der var Udsigt til Krig.
Jeu haabede, at Aviserne havde Ret, jeg gruede for Krigen.
Jeg frygtede for min Elskers Liv, men især for den lange
Adskillelse, der saa blev uundgaaelig. Den ^ 1 te Marts fik
Remigio Ordre til at tage til Verona. Han opnaaede at faa
to Dages Permission før Afrejsen; vi tilbragte dem sammen i
et trist Hotelværelse paa Cavedine-Pladsen; han lovede mig at
komme snart og se til mig, og jeg lovede at tage til Verona,
hvis han ikke kunde faa Permission. Under det sidste
Favntag kastede jeg en fyldt Pung i hans Lomme.
Da Greven en I o å 12 Dage efter Remigios Afrejse kom
hjem fra Landet, fandt han, at jeg var bleven mager og saä
daarlig ud. Jeg led virkelig ogsaa meget. Flere Gange var
jeu bleven saa svimmel, at jeg maatte holde mig ved Stolene
og Væggen for ikke at falde. Min Mand sendte Bud efter
Lægen, han sagde:
Det er en Nervehistorie; De maa spasere, spise og drikke,
og fremfor alt se at være glad.
Vi var midt i April, og nu lagdes der ikke mere Skjul
paa Krigstilberedelserne; Vejene oversvømmedes af Soldater.
Jeg var fortvivlet ved dette Skue. Italienerne truede med at
ville myrde alle Østerrigere; Garibaldi med sine røde
Banditter lovede at kvæle alle dem, der kom i deres Nærhed.
I syv Uger havde jeg intet hørt fra Verona.
Postforbindelsen var hørt op, man maatte betale et Bud, som saa
maaske alligevel narrede én.
Jeg kunde ikke længer udholde Remigios Tavshed og
havde besluttet mig til at rejse. Men hvordan skulde jeg
bære mig ad, for at min Mand ikke mærkede det.
En Morgen ganske tidlig efter en uendelig søvnløs Nat
var jeg falden i Søvn og blev pludselig vækket af en letStoj;
jeg slog Øjnene op, Remigio sad ved min Seng. Jeg troede,
det var en Drøm.
Jeg sprang ud af Sengen og trak Gardinerne tor Alkoven;
jeg var bange for, at Greven, som sov i det andel Værelse,
skulde høre noget; og Tjenestefolkene kunde have set ham,
men han beroligede mig, der var ingen uden Kammerjomfruen,
der havde set ham, og hun var inde i Forholdene.
Jeg sprang igjen ud af Sengen og løb hen og lyttede ved
Grevens Dør; han snorkede.
-Nu bliver du vel her i Trento?
Jeg tror, du vil.«
»Men i nogle Dage da?;
- Nej, det er umuligt.«
»I Dag?«
Jeg tager herfra om en Time.
Et Øjeblik var jeg bleven opfyldt af de lyseste
Forhaabninger, nu svandt de alle.
»Og du maa ikke prøve paa, at holde mig tilbage. I
Krigstider kan man ikke spøge.
»Aa, den usalige Krig.
Ja, det har du Ret i, den skal jo være skrækkelig.-
’Men hor, kan du ikke flygte, skjule dig et Sled? Jeg
skal hjælpe dig. Du maa ikke gaa med i Krigen.
»Saa vil de bare opdage mig og fange mig, for saa at
skyde mig som Desertor.
Skyde dig!«
: Men du maa hjælpe mig.
Du kan faa alt, mit Liv.-
f Del behøver jeg ikke, men jeg maa have 20,000
Francs.«
Hvad skal jeg dog gribe til?
Vil du hjælpe mig, ja eller nej r ■
»Jo, for enhver Pris.« ivruaat».)
Tusend Sjæle.
Roman af Alexis Pisemski. (Fortsat).
Det er et fortræffeligt Fakultet. Jeg har selv været ved
Moskover Universitetets rethoriske Fakultet, og i min Tid var
MersliakotT med Rette berømt. Jeg gad nok vide, vedblev han
efter at have spekuleret lidt, om Studenterne endnu mindes
MersliakotT og ære ham efter Fortjeneste.
Jo, meget, især som Professor, svarede Kalinovitsch.
■ Det iziør den unge Generation .Ere. Saadanne Folk
bør man ikke glemme, sagde den gamle og nikkede. De
Drikkevarer, han havde taget til sig ved Bordet, gjorde ham
mere veltalende og hensatte ham i en behagelig, melankolsk
Stemning. Nu, i min Alderdom, begyndte han, ligesom om
han talte med sig selv, »gad jeg nok igjen en Gang komme
til Moskov; men jeg har ikke kunnet lægge nogle Penge op.
De hvide Mure vilde jeg se, jeg vilde besøge Universitetet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
