Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 18. 1. Februar 1885 - Boito, Camillo. Ungdomsminder. Novelle. Oversat fra Italiensk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
X r. 18.
HJEMME
OG UDE.
230
jeg ønskede blot, at jeg kunde dø. En hel Uge efter Remigios
Besøg bragte Jomfruen mig et Brev; hun rakte mig det med
sin sædvanlige Ro. Da jeg saå det, rev jeg det fra hende;
det var fra ham, del første efter hans Afrejse. Jeg læste det
igjennem i stor Hast, og da jeg var færdig, maatte jeg begynde
forfra: jeg havde ikke forstaaet et Ord. Jeg husker det endnu
ordret, da jeg har læst det saa tit, og de følgende skrækkelige
Begivenheder har aldrig bragt mig til at glemme det.
»Elskede Livia!
Du har frelst mit Liv. Jeg solgte dit Halsbaand
til den første den bedste Jøde, jeg traf paa. Jeg fik
ikke meget for det, og det kniber at tilfredsstille Lægerne.
Førend jeg gjorde mig syg, lejede jeg et smukt Værelse
med Udsigt til Adige i Santo Stefanogade Nr. 147
(skriv til mig efter den Adresse); det er stort, pænt holdt
og med egen Indgang. Jeg gjorde Indkjøb af Tobak,
Rom, Spillekort og alle Paul de Koks og Alexandre
Dumas’ Romaner. Her kommer en Masse Besøg, kun
Mænd, du kan være ganske rolig, og naar undtages, at
jeg maa halte og holde mig inde hele Dagen, saa er jeg
det lykkeligste Menneske af Verden. Kun én Ting
savner jeg: dig, min elskede Livia, som jeg tilbeder
og vilde have hos mig altid. Du ser, at du ikke
behøver at ængste dig. Jeg læser Krigsefterretninger
med min Cigar i Munden, og jo flere Østerrigere og
Italienere, der ryger Fanden i Vold, jo mere morer det
mig. Bliv ved at holde af mig, saadan som jeg holder
af dig. Saa snart Krigen er endt, og jeg kan slippe ud
af Kløerne paa disse fordømte Læger, kommer jeg til
dig og skal saa omfavne dig kjærligere end nogen Sinde
før. Din
Remigio. <
Jeg følte Væmmelse, da jeg havde læst Brevet; jeg fandt
det saa raat; men lidt efter lidt kom jeg paa den Tanke, at
hele den lystige og lette Tone, det var holdt i, var paatagen,
at han havde gjort Vold paa sine heftige Følelser for ikke at
give min Lidenskab nv Næring og for at berolige mig. Jeg
gik Brevet igjennem Ord for Ord, Stavelse efter Stavelse.
Alle hans andre Breve havde jeg brændt, naar jeg havde læst
dem, men dette gjemte jeg i et Rum i min Portemonnaie og
tog det frem, naar jeg var ene. Alt syntes at tale for, at jeg
havde Ret i min Formodning. Men min ophidsede Hjærne
standsede ikke derved. Maaske, tænkte jeg, er hele dette
Brev et Bedrageri. Maaske er han taget af Sted og staar Ansigt
til Ansigt med Fjenden; han har ikke villet sige mig det, for
at jeg ikke skulde pines af Angst; af Medlidenhed med mig
har han fundet paa denne Logn. Næppe var denne Tanke
dukket op, førend den blev ved med at forfølge mig. Jeg
kunde ikke sove, ikke spise, ikke faa Ro. Jeg hørte intet
fra Remigio. Jeg udmalede mig de skrækkeligste Tilfælde;
maaske havde jeg kunnet finde mig i Visheden om, at han var
med i Kampen, men denne Tvivl gjorde mig vanvittig. Jeg
skrev til en General i Verona, til et Par af de Officerer, som
havde gjort Kur til mig i Venedig, for at faa nogle
Efterretninger, men stadig intet Svar. Jeg tryglede Remigio om
Breve; men jeg hørte intet fra ham.
Den 26de Juni, en trykkende varm Dag, kom
Efterretretningen om et skrækkeligt Nederlag: Østerrig var overvundet,
18,000 døde, 20,000 saarede, Fanerne var tabte; Verona holdt
sig endnu, men vilde ogsaa snart være nødt til at falde for de
fordømte Italieneres Bajonetter.
Min Mand var taget paa Landet og blev borte en Uge.
Jeg ringede som en rasende; Jomfruen kom ikke; jeg ringede
igjen, endelig viste Tjeneren sig.
-Naa, I snorksover nok allesammen. Jeg vil tale med
Kusken, men det skal være strax, forstaar du!
Et Øjeblik efter kom Giacomo aldeles forfærdet med
halvt knappet Frakke.
»Hvor langt er der herfra til Verona?:
Han stod og betænkte sig.
»Naa!» vedblev jeg ærgerlig.
Giacomo regnede ud.
Herfra til Roveredo er der omtrent 14 Mil; fra Roveredo
til Verona er der . . . ja, jeg véd det skam ikke bestemt ...
men i skarpt Trav med gode Heste tager det 10 Timer, uden
at regne Opholdene med.«
»Har du aldrig kjørt her fra Trento til
Verona?-»Nej, Deres Naade, jeg har kun kørt fra Roveredo til
Verona.«
»Det kommer jo ud paa ét, for herfra til Roveredo tager
det kun to Timer.-
»Halvtredje, med Deres Naades Tilladelse.«
»To og ti er tolv Timer.
»Lad os sige tretten, Deres Naade, og saa skal det endda
gaa hurtig.«
»Hvor mange af Hestene har Herren med sig?<
»Kun sin lille sorte Hest.^
»Saa er der altsaa 4 i Stalden ?«
»Ja, Deres Naade: Fanny, Candida, Lampo og Hingsten.
»Kan Du spænde dem alle 4 for?*
»Paa én Gang?«
»Ja, paa én Gang. t
Giacomo smilede medlidende.
»Deres Naade maa undskylde, men .... det kan ikke
godt lade sig gjøre.«
»Naa, saa spænd da de tre
for.-»Lampo halter, hun kan næsten ikke slæbe sig af Sted i
Skridt.«
»Aa, i Himlens Navn, saa spænd da Fanny og Candida
for,< raabte jeg ude af mig selv, og tilføjede: »i Morgen tidlig
Kl. 4.«
»Det skal ske, Deres Naade. Tør jeg være saa fri at
spørge, hvor vi skal hen, for at vide, hvor megen Havre jeg
skal tage med.«
»Til Verona.
»Til Verona! og i hvor mange Dage.’
»Fra Morgen til Aften.«
»Undskyld mig, Deres Naade, men det er umuligt.:
»Men jeg vil være i Verona i Morgen Aften, har du
forstaaet mig?« Jeg havde sagt disse Ord i saa bydende en
Tone, at den stakkels Fyr næppe vovede at mumle:
»Deres Naade maa have lidt Medlidenhed med mig.
Hestene blive ødelagte, og Herren jager mig paa Porten.
»Ansvaret lager jeg paa mig. Gjør, som jeg siger og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
