Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 18. 1. Februar 1885 - Boito, Camillo. Ungdomsminder. Novelle. Oversat fra Italiensk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
231 I
HJEMME
OG UDE.
. Nr. 16.
bryd dig ikke om Resten. Jeg gav ham 20 Francs. »Du
skal faa det dobbelte, naar vi ere komne tilbage, paa den
Betingelse, at du tier. •
»Hvad det angaar, saa kan Deres Naade være rolig, men
alle de Forhindringer, der nu er paa Vejene, Kanoner, Soldater,
Gendarmer.«
Det skal jeg nok sørge for.
Giacomo bøjede Hovedet med en resigneret Mine.
»Hvor naar kan vi saa være i Verona?
Naar Gud vil det, Deres Naade; det er et Mirakel,
hvis vi kommer levende dertil; med mig kan det være det
samme, men for Deres Naade og de stakkels Bæster gjør det
mig ondt.t
»Saa er du altsaa paiat i Morgen tidlig Klokken 4.
Hvis du tier, faar du de 40 Francs, hvis du taler, har du din
Afsked paa staaende Fod og uden Løn. Har du nu forstaaet
mig. Alle skal tro, at vi kjører til Baronesse Giulia i San
Nuchele. <
Giacomo bukkede og gik sørgmodig ud af Stuen.
Veg Solopgang var vi paa Vejen til Verona. Jeg havde
trukket Gardinerne for Vinduerne, men gjennem en Sprække
kunde jeg se de støvede og udasede Infanterister slæbe sig hen
ad Vejen; de troede vist, at der sad en eller anden fornem
Person i Vognen, for de gik til Side og tog til Huen.
Til min store Fortvivlelse maatte vi ofte kjøre i Skridt
eller helt holde stille, for at lade de overlæssede Kærrer komme
forbi. Tingene stillede sig nu alligevel bedre end Giacomo
havde spaaet. Vi blev en Gang anholdte af en Patrouille
Gendarmer, men da Officeren safl, at det var en Dame, der sad i
Vognen, nøjedes han med at raabe til mig: Lykke paa
Rejsen! I Roveredo og i Pieve bedede vi en Stund; i
Borghetto blev Hestene spændte fra, og jeg maatte blive der i
tre uendelig lange Timer; jeg sad sammenkrøben i Vognen og
kunde høre Soldaternes Klager og Forbandelser, de lod sig
falde plat ned paa Jorden udenfor Krohuset, og i Skyggen af
nogle spinkle Træer slugte de en Bid Brød og en Taar Vand.
Jeg kaldte mindst 10 Gange paa Giacomo, som kom hen til
Vinduet og gjorde sig al Umage for i en høflig Tone at svare:
Blot 10 Minutter endnu, Deres Naade.
Tilsidst begav vi os da igjen paa Vej; vi kjørte langsmed
Adige; den var fuldstændig udtørret, Markerne var afsvedne,
hele Landskabet laa badet i den brændende Sol, der var ikke
en mørk Plet paa Himlen, Vognen var brændende hed, jeg
var ved at kvæles af den kvalmende Varme og det tykke
Støv. Sveden dryppede fra min Pande, jeg sad og hørte efter
Piskeslagene. I Pescantina maatte vi igjen bede, Hestene
kunde knap røre sig, og vi havde endnu over to Mil til
Verona. Solen var gaaet ned. Overalt var der Soldater,
Gendarmer og Støv; somme Tider brød der en skurrende
Larm af Vaaben frem, lidt efter kunde man skjelne de saaredes
Skrig og Klager mellem de hæse Stemmer, som skraalede en
eller anden raa Sang. Vi mødte Ambulancevogne og smaa
Grupper af lettere saarede, som havde Hovedet eller Armen i
Bind; de saA blege, matte og pjaltede ud. Og Remigio,
Remigio, hvor mon han nu var henne? Jeg raabte ud til
Giacomo, at han skulde skynde paa Dyrene. Det begyndte
at blive mørkt. Omtrent Kl. 9 naaede vi til Verona; der var
saadan en Støj og Forvirring ved Byens Port, at ingen lagde
Mærke til min Vogn; jeg kjørte hen til Hotel Torre di Londra,
men der var ikke et eneste Værelse at faa i hele Byen,
forsikrede man mig, alt var taget i Brug af Officererne. Hestene
var halv døde af Udmattelse, Giacomo havde nok at gjøre
med dem, saa jeg fik fat paa en halvvoxen Dreng, der kunde
vise mig Vejen til San Stefano-Gade Nr. 147.
Jeg maatte gaa Gaden et Par Gange op og ned, før jeg
kunde finde Numret. Hvis Remigio var hjemme, vilde jeg
se ham strax, men overraske ham; jeg rystede over hele
Legemet af Utaalmodighed; men han kunde jo være gaaet i
Seng, eller der kunde være nogen hos ham; jeg besluttede da
at sende Drengen i Forvejen paa Opdagelse. Det var en klog
lille Fyr, som strax forstod mig: han skulde ringe paa, spørge
efter Løjtnanten og forlange at faa ham i Tale og sige, at der
var en Herre, som vilde tale med ham strax. Jeg skjulte mig
nede paa den mørke Trappe. Drengen ringede, en arrig
Stemme raabte:
»Hvem er det?«
i Er det her, at Løjtnant Remigio Ruz boer?«
»Nej, det er den anden Dør.
Han ringede paa den anden Klokke; der var ingen, der
lukkede op; Drengen ringede igjen; oppe fra anden Sal raabte
en Kvinde:
»Hvem er det?«
»Boer Løjtnant Remigio Ruz her?«
»Ja, men han tager ikke imod.«
»Jeg maa absolut have fat i ham.
»Kom igjen i Morgen tidlig efter Kl. 9.«
»Nej, det maa være i Aften. ■
Det varede igjen lidt, endelig blev Døren aabnet. Det
var Remigio! Det svimlede for mig, jeg maatte støtte mig
til Muren. Et Øjeblik efter kom Drengen ned, Løjtnanten
havde bedet ham gaa Fanden i Vold, men han havde ikke
lukket Døren efter sig. Jeg gav Drengen nogle Penge og gik
saa op ad Trappen. Da jeg var kommen op paa anden Sal,
strøg jeg en Svovlstik af, paa den ene Dør sad Remigios
Visitkort; jeg skubbede til Døren, den gav efter og jeg kom
ind i et bælmørkt Værelse. Endelig var jeg da hos ham; jeg
følte allerede, hvordan han vilde gribe mig i sine Arme,
hvordan jeg vilde trykke mig tæt ind til ham, som jeg elskede over
alt, for hvem jeg kunde ofre alt; en overvældende Følelse af
Lykke greb mig, mine Knæ vaklede, jeg faldt om paa en Stol,
der stod ude i Entréen. Døren stod paa Klem ind til det næste
Værelse, jeg hørte og saå, uden at kunne gjøre mig Regnskab
for nogetsomhelst. Men derinde var der nogen der lo; det
var en skarp, skrattende Kvindelatter. Jeg lyttede; med
tilbageholdt Aandedrag listede jeg mig hen til Døren, jeg kunde
se ind i et stort Værelse, der var stærkt oplyst, selv stod jeg
ude i Mørket, saa de ikke kunde se mig. Hvorfor blev jeg
ikke i det Øjeblik slagen med Blindhed? Der var et Bord
med Levninger fra et Aftensmaaltid, og bagved en stor grøn
Sofa, paa den sad Remigio og et ungt Pigebarn, der lo og
sparkede og prøvede paa al rive sig los fra ham.
Jeg kunde ikke røre mig af Pletten, jeg maatte se
og høre.
Tilsidst blev han kjed af deres Narrestreger. De begyndte
at snakke sammen. Jeg hørte Lyden af Stemmerne, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
