Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 18. 1. Februar 1885 - Max Klingers Raderinger. Ved E. H. - Theatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«
235
HJEMME OG UDE.
Nr. 18.
Arbejder løsrevet sig fra enhver Paavirkning. Han kan under
Tiden minde om Holbein, under Tiden om Diirer, men er aldrig
nogen anden end Max Klinger selv. Ligesom han — saaledes
som han har fremstillet sig paa sine oftere gjentagne
Selv-portræter — i sit Udseende med den høje, bredskuldrede
Skikkelse og det kraftige, sortpurrede, skjæggede Hoved
minder om en vældig Urboer, saaledes er hans Kunst præget af
en uragtig Oprindelighed, skjønt den er fremstaaet i en
menneskelig saavel som kunstnerisk overraffineret Tid. Han
er ejendommelig uden at være sær, aparte uden at være søgt,
dristig uden at være smagløs. Hans lykkeligste Besiddelse er
et umaadeligt Fond af kunstnerisk Mod. Enhver Fordom om
Komposition og Tegning trodser han for blot at naa dette ene:
at virke paa Sindet. Og det naär han altid, selv ad de
forskjelligste Veje. Snart er han hensynsløst voldsom, snart
henrivende zart, snart er han ubønhørlig moraliserende, snart
barnlig erotiserende. Og denne er hans anden store Egenskab:
Alsidigheden. Han er Allegorilegner og Ovidfortolker,
Bibel-illustrator og den fashionable, moderne Verdens Skildrer. Og
lige saa alsidig, han er i Valget af Æmnet, lige saa søgende er
han i Valget af Midlet, og lige saa ustadig er han som
Tekniker. Hans Tegning kan (som i Skøjteselskabet paa
Isen, Introduktionen til En Handske.) være formløs og
mal-proportioneret, og omvendt kan den som i »Adam og Eva«
være af en aldeles uforlignelig plastisk fin, skjøn og energisk
Holdning. Dette Blad turde være hans allerbedste og
overhovedet noget af det fortrinligste, den moderne Kunst
formaar at opvise. Det forestiller Udvisningen af Edens Have,
hvis storslaaede Naturindgang ses i Baggrunden, spærret af
Jehovas Engel. Ned ad det skraanende Terræn komme
Flygtningene, Adam bærende Eva. Det er en Gruppe, saa
fin i sit Omrids, saa trælsom i sin Bevægelse, saa
hjærte-skærende dyb i sit fortvivlede Indhold, at Kunsten næppe har
skabt den bedre under sit møjsommelige Slid paa Æmnet.
Og i ingen anden af Klingers Raderinger fremtræder
tydeligere end i denne hans Kjærlighed til det storstilede Landskab
Han er en Landskabskunstner af første Rang. Han holder
af Naturen i dens forskjelligste Stemninger, elsker dens zarte
Smil, dens dæmoniske Oprør, dens muntre Lys og tavse
Nat. Og han tilbeder Sjælen i Naturen, dens talende
Liv. I Klingers Landskaber hører man Naturen: Vinden, der
hvisler i Træerne, Vandet, der skvulper mod Land, Fuglenes
glade Kvidren og alle de mange andre Lyd, som alene
Kunstnerens nervøse Sans formaar at fatte. Der er en Uro
i de fleste af disse hans Landskaber, som om Egepurret sloges
ned ad Bjærgenes Sider, og som kæmpede disse en fortvivlet
Kamp mod Ligevægtens Princip. Han dynger Klippe paa
Klippe i en svimlende Højde, det spirer, det groer og voxer i
den frodige Forgrund, det raser i den sydende, maanefunklende
Bjærgstrøm, — og nede i Dalen vanker et bitte Menneske
som en ynkelig Staffage. Alt det masseagtig gigantiske, alt
det hemmelighedsfuldt uudforskelige, alt det mystisk betagende,
det er Jet, der finder den skjønneste Gjenklang hos Klinger.
Og med sort og hvidt har han naaet, hvad kun de lykkeligste
Malere have ævnet ved hele Palettens Brug.
Han er med sine 28 Aar en dybt reflekterende Aand,
en stor og original Tænker. Ikke for Intet spiller Natten
med dens Drømmesyner en saa betydelig Rolle i hans Arbejder.
Hans Tanker spire af Drømmen; det er den, der indgiver ham
Inspirationen, og han er mere end nogen anden nulevende
Kunstner Inspirationens Mand. Den er hans Produktions
egentlige Kjærne, og det er den, der gjør ham uudtømmelig
opfindsom. E. H.
THEATRENE
v
Kureren fra Lyon, som l.ar gjort og gjor stormende Lykke
i Paris og samler godt Hus paa Folketheatret, er trods alle sine
Rov- og Mordscener, hvis grove Effekt ikke kan tiltale alle Nerver,
ei Folkeskuespil, som man helt igjennem folger med stor Interesse.
Indholdet kjendes af de fleste, og det er Synd at berove dem, der
ikke kjende det, en Del af Fornøjelsen. Stykket er baserei paa en
Forvexling mellem to Personer, der ligne hinanden som én Draabe
Vand den anden, og 0111 man end ofte synes, at Opdagelsen ai de
sande Forhold ligger haandgribelig nær, saa er det hele dog
arrangeret saa godt, at man tolger det med Spænding. Stykkets Held
beror paa, at det spilles godt, særlig gjælder det Dobbeltrollen
Lesurques Dubosc, der gives af én Skuespiller, ined hvem det staar
og falder. Udførelsen paa Folketheatret er saaledes, at man kan
vente, det længe vil holde sig paa Kepertoiret. Hr. Abrahams spiller
den omtalte Hovedrolle fortræffeligt; hans Gjengivelse af den vel
»ædle« I.esurques og af den noget melodramatiske Skurk Dubosc
er holdt godt i Stilen; der er intet at udsætte paa delte anstrængende
Arbejde, meget at glæde sig over. Men ogsaa flere af de andre
Roller er i gode Hænder. Det er saaledes ligefrem opbyggeligt
under al den Tristhed at se Hr. Zinck vandre om som Slubberten
Choppard; den Sindsro, hvormed han med Hænderne i
Buxelom-merne slentrer ud for at miste sin »Kvistetage’, er kostelig, og hans
smaa Sidebemærkninger er befriende uden dog at rive én ud af
Illusionen. Hr. IlelUmann er meget morsom som den frysende
Gavtyv; man kommer næsten til at fryse ved at se paa ham. De
andre Roller gives ogsaa gjennemgaaende godt. Vi gad dog
henlede Hr. Haggreens Opmærksomhed paa. at hans Joliquet for meget
ininder otn hans Arv i Julestuen; man ventede hvert Øjeblik at
høre ham tale bondsk. Det er overflødigt at bemærke, at Hr.
Kottbig spiller godt; det gjør han altid; men hans Rolle i delte
Stykke er kun ubetydelig. Frk. Lydia Sørensen og Fru Secher er
godt paa deres Plads, det samme gjælder om Hr. Benj. Pedersen,
men egentlig Lejlighed til at vise deres Kunst have kun de først
nævnte Skuespillere, — at Ensemblet falder saa godt ud, tyder saa
igjen paa, at hver gjør sit. Iscenesættelsen er meget god, Tableauet
ide dødsdømtes Fængsel« virkningsfuldt, men det vilde sikkert
gjøre endnu tnere Indtryk, hvis man undlod at lade Borgere og
Borgerinder (baade siore og smaa) strømme ind for at være
Tilskuere ved de dødsdømtes Bortførelse, i alt Fald var de truende
Næver noget parodiske. Gadeoplobet i sidste Tableau log sig bedre
ud. Denne Løsning paa Knuden er digtet til her hjemme, en
Indrømmelse til Publikum, som man nu modtager lidt tvivlende,
men som del store Publikum sikkert vilde have forlangt, hvis den
ikke var gjort, da det ikke holder af at se Dyden bukke under.
Otto Borchsenius træffes i Reglen hver Søgnedag mellem 3
og 4 i sin Bolig, Amaliegade 14, S• Sal.
Johannes Magnussen træfles i Reglen hver Søgnedag mellem
2 og 3 Studiestræde 16, 2. Sal.
Indhold: Leo X. Af Oniseppe Maffei. Fra Italiensk ved Dr. i".
Schandorph. — Transatlantiske Rejseerindringer. Af E. pontoppidan. I. St. Jan.
— Ungdomsminder. Novelle af Camille ßoito. Oversat fra Italiensk. (Fortsat).
— Tusend Sjxle. Roman af Alexis PismsU. (Fortsat). — Max Klingers
Raderinger. (Udstillede hos d’Hrr. H’intel Ol.). Af K. H. — Theatrene.
— Bekiendtgjarelser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
