Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 21. 22. Februar 1885 - Steenbuch, Axel. Gudedrikken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME
OG UDE.
264
Saa blev der igen taget af Bordet inde i
Spisestuen. Og Husjomfruen og Pigen kom ind i det lille
Værelse med de blode Stole og tog Bordtæppet af
Bordet under Hængelampen, lagde hvid Dug derover
og bragte det til at skinne med Solv og straale med
slebne Glas.
Han gik selv med, var just ikke med til at bære
ind, men morede sig nynnende med at ordne et og
andet i Opdækningen, saa det tog sig mere
pynteligt ud.
Husjomfruen og Pigen trak sig tilbage.
De behover ikke at komme ind at varte op!
raabte han efter dem. Vil vi Dem noget, skal der
blive ringet.-
Han stod igen alene i Værelset, som var kranset
af de morke Tapeter med Kobberstikkene i de mørke
Rammer, Malerierne i de straalende, forgyldte.
Gardiner for Vinduerne og Portierernes Eolder og
Frynser halvt skjulende de lukkede Dore.
Der var noget ved det dækkede Bord under
Lampen i disse Omgivelser, som virkelig var festligt.
Flan stod længe og =aå paa det, rystede saa paa
Hovedet og slog et Smæld med Fingrene, mens han
vendte sig derfra. ?Det er noget af det lystigste,
jeg nogen Sinde har kjendt! udbrod han — noget
af det mest halsbrækkende lystige! Han satte sig
hen i Sofaen, som stod borte op mod den ene Væg,
og han kom ind i en Latter, der rystede ham, saa
Fjerene sang under Hynden. »Ja, hvis dette ikke
er lystigt, saa —! Hans Miner blev stille, laa i
Lys af et Smil, som tydede paa en Betagelse af Nuet,
der ikke levnede Plads til nogen anden Tids
Mindelse.
Og med dette Smil paa Ansigtet rejste han sig
en Stund efter og gik hen til den Dor, ad hvilken
hans Hustru var forsvunden, aabnede den, lænede
sig op mod Dørkarmen og blev staaende og stirrede
hen gjennem den morke Gang, ved hvis y derste Ende
der var Indgang til Soveværelset. Han bojede sig
lidt forover, strakte Hovedet frem og spejdede ud i
Mørket, lyttede ud i Stilheden.
Lidt efter gik Doren. Der faldt Lys ud i Gangen
længst borte; det viste et Sekund noget lyst, der
smuttede ud gjennem Doraabningen; han syntes at
skimte nogle Blomster, en viftende Knipling, et Stykke
af en hvid Arm, der straktes ud. Saa blev der mørkt
igjen. Men ud gjennem Stilheden lød lette Trin,
som fik en overdaadig Kvindedragts hundrede Folder
til at bolge med hvislende Lyd. Han holdt
Aande-drættet tilbage og lyttede. Og det kom nærmere;
tydeligere og tydeligere paa den morke Baggrund
tegnede sig den lyse Sky. Med den ene Haand
holdende Slæbet oppe, med den anden kyssende paa
Fingren ad ham, med Rodme paa Kinderne og
Ojnene badede halvt i en Kvindes Undseelse, halvt i
et Barns Glæde, tog hun de sidste Skridt. Da
rettede han sig i Vejret og bredte sine Arme ud, og
hun slåp Slæbet, saa det brusede ned over Gulvet,
og sluttede hans Hals og hans Nakke ind i sine bløde.
»Er du saa tilfreds? spurgte hun.
»Ja! han holdt hende ind til sig.
Hun saa lidt skælmsk, maaske lidt koket op og
spurgte videre: Og er jeg nu berusende?
Ja, vidunderlig!
»Men ellers er jeg kun slet og ret sod? Hun
kom til at le.
Han slog det hen og kyssede hende. Aah, du
lille Nar!i sagde han.
»Nej, maa jeg bede 0111 et Svar. Var det ikke
saadan, at i ITjemmedragten er jeg kun sod?=
Kan du ikke forstaa, der er Forskjel?’ sagde
han. Du er dejlig, bedaarende, naar det knitrer om
dig som nu, og du har Blomster paa Haaret og har
blottet din Hals og dine Arme.«
De gik ind i Stuen, og han lukkede Doren.
Men —? hun lik først nu öje paa Bordet,
pegede paa det og vendte sig forbavset om imod ham.
»•Det ene maa svare til det andet!’ sagde han.
»Finder du, at et Bord med en Smule Ost og en
Tallerken snittet Pølse vilde passe til Dameselskab i
nedringet Toilette?
Men er du da helt overgiven i Aften?
Synes du ikke, det er festligt?:
Aa jo! Det er virkelig ganske morsomt!«
»Overraskelser gjøre altid glade, blev han ved.
Kjærligheden maa bestandig finde paa noget nvt,
bestandig bringe sine Folk ind i nye Situationer; saa
bliver den ved at flamme.
Mon den dog ikke skulde kunne flamme uden
en saadan Scene? — Hvor vi ere lattermilde! sagde
hun strax efter. »Jeg tror aldrig vi have lét saa
meget som i Aften.
• Nej, hvis dette ikke er cn glad Aften, saa—,
han førte hende hen til Bordet. Lad os saa spise,
du!« —
Og de satte sig ned, ikke som ellers ved hver
sin Side af Spisebordet, men tæt op til hinanden,
saa han kunde naa at kysse hende og at lege med
hendes Ann og hendes hvide Fingre.
Mens de sad dér og spiste, kom der noget over
dem begge, som var det første Gang. de vare alene.
»Hør!« —han lagde Gaffelen — jeg har aldrig
kjendt noget saa ejendommeligt som dette her. Det
er, ligesom vi slet ikke var hjemme.
»Ikke sandt?«
Noget saa nyt, du! saa fremmed! jeg véd ikke,
hvad jeg skal ligne det med. Mon det skulde være,
som om vi sad paa en Restavrationr«
»Nej, nej! — hun lænede sig hen imod ham.
— Jeg synes, det er, som om vi havde listet os
bort fra et stort Selskab, som vi havde været nødt
til at færdes i, tnen som vi ikke brod os om, og
havde gjemt os i et lille Kabinet og sad og onskede,
det maatte vare ved, og vare bange for, at man
skulde opdage os..
»Aa ja!«
Hun tog sit Glas og holdt det op imod Lyset,
og mens hun saa ind i det, sagde hun langsomt:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
