Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 21. 22. Februar 1885 - Steenbuch, Axel. Gudedrikken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
265 I
HJEMME
OG UDE.
. Nr. 16.
Det er, ligesom vi havde stjaalet os til det; som
om du havde lokket mig herind, og jeg havde gjort
Modstand, men dog tilsidst ikke havde kunnet lade
være med at folge dig; som om du nu sad her og
stjal Kys fra mig og stjal dig til at kjærtegne mig,
og jeg sad og var forlegen som et Barn og bange
som et Barn, men ikke kunde værge mig, fordi jeg
var saa — saa beruset!« Det sidste Ord kom som
et pludseligt Indfald, der bragte hende til at le.
Han havde siddet og set paa hendes Ansigt fra
Siden med urolige Blik. Men nu, da hun vendte
sine straalende Øjne om imod ham, gav han sig
ogsaa til at smile og slog sit Glas imod hendes.
Der er intet saa tilgiveligt som at stjæle dig, r
sagde han, — «for du er saa fristende.«
Ja, — i Baltoilettet!
.Saa er du Gudedrikken, ja! Han rejste sig
og aabnede for Champagneflasken og skjænkede i, og
de drak. Han skjænkede igjen i Glassene. Hun vikle
ikke have mere, men lian lokkede hende til det og
nodte hende til det. Og hun satte sig paa lians Knæ
med Glasset i Haand. Han blev atter kaad. —
Saab Han saa paa Uhret og vilde have hende
til at rejse sig.
»Allerede? < hun vilde saa nådig slippe.
Jeg skal ned paa Kontoret en halv Times Tid,
inden jeg gaar over paa Hotellet.
Igjen paa Kontoret?
»Jeg blev ikke ganske færdig.
Hun lænede sig ind til ham. Saa vil jeg gaa
i Seng. Her vil blive saa uhyggeligt at sidde pyntet,
naar du er borte.
Ja, gjør flet! Jeg skal komme ind at sige dig
Godnat, inden jeg gaar.
De rejste sig op.
Det bliver sent, det Gilde! r sagde hun.
»Politimesteren spiller L’hombre i Klubben. Det
skulde være, naar han gik derfra. Saa kommer jeg
altsaa ind om lidt. Han l.oldt hende ud fra sig,
som lian havde gjort det for. »Det er haardt at
gaa. Jeg er saa forelsket i dig.«
Saa gik han.
Alt det festlige var borte, da Doren var lukket
etter ham. Bordet under Lampen saa uhyggeligt ud
med sine halvt tomte Assietter og tilsmudsede
Tallerkner. Hun vendte sig fra det, syntes, at Lyden
af hendes Dragt, da hun gik hen over Gulvet, var
en uhyggelig, højrøstet, næsten skrigende Tone; satte
sig i Sofaen, slængede Slæbet af Kjolen og de hvide
Skjørter op over sig, foldede de nøgne Arme over
Brystet og lukkede Øjnene. Men hun kom til at
fryse og rejste sig snart igjen. Et Øjeblik stod hun
ved Bordet og tænkte paa, om hun skulde ringe paa
Pigen og lade hende bære Anretningen ud. Men
hun vilde ikke have, at nogen skulde se hende i
Baldragten, valgte derfor at slukke Lampen og gik
ud af Stuen, lien ad den morke Gang og ind i
Soveværelset. —
Da hun noget efter hørte Skridt udenfor, og han
aabnede Døren, sad hun halvt afklædt foran
Toiletspejlet, med sit lange, lyse Haar ned over Broderiet
paa Friseretrøjen Han holdt ikke af Næt; hun
maatte flette Haaret om Aftenen.
Flan strøg sine Hænder ned igjennem det og
gjemte et Øjeblik sin Mund og sine Øjne i det.
Siden lagde han sig ned paa Knæ og saa hende
flette det. —
Efter at han var gaaet, laa hun en lille Stund
og kunde ikke tænke paa at falde til Ro. Hun kom
til at længes efter et Kys, bare et eneste endnu,
inden hun skulde sove. Hun havde lyttet efter hans
Skridt og havde igjen hørt ham nedenunder i Kontoret.
Det var jo muligt, at han var der endnu! Hvor hun
havde Lyst til at løbe ned og sige ham Godnat en
Gang til, sige liam rigtig Godnat! — aah, nej! det
vilde jo være Narrestreger! — Men det var fristende!
han havde aldrig været saa kjærlig; aldrig før havde
hun saaledes følt sin Magt over ham som i Aften!
— Fra Køkkentrappen, som ikke var langt fra
Soveværelset, gik en Dør ind til Kontoret; Pigen
havde Nøglen; den hang i Køkkenet. Hun kunde
jo gaa den Vej ned! — mon han ikke vilde blive
glad? —
Hun kunde ikke længere tvinge sig, men stod
op, tog Sko paa sine Fødder, tændte et Lys, listede
sig forsigtig ud i Køkkenet og tog Nøglen.
Der syntes stille nu i Kontoret, og da hun lik
Doren op, saa hun, at der tillige var mørkt. Han
var altsaa gaaet! Det var en Skuffelse for hende.
Men Døren var lukket til hans private Værelse;
maaske han dog var derinde. Hun aabnede Doren.
Nej, han var gaaet!
Men hvad var det? Hun holdt Lyset frem for
sig, gik nogle Skridt ind i Værelset og bøjede
sig ned.
Paa Gulvet stod en Vadsæk. Over en Stol laa
en Rejsepels og en Plaid. Paa Ryggen af Stolen
hang en Taske.
Hun stod stille et Øjeblik og saa paa det. Saa
løftede hun Rejsetæppet op, følte paa Kappen. Jo,
det var den Pels og den Plaid, som ellers plejede at
hænge ovenpaa i Lejligheden! Det maatte altsaa
være bragt herned, uden at hun havde mærket det,
sagtens paa en Tid, da hun havde været hjemmefra.
— Og Tasken! — hun satte Lyset fra sig paa
Skrivebordet og tog den i Hænderne. Det var en
lille fin Taske, en Gave til hende selv fra ham; hun
plejede at have den liggende i et Skab oppe i
Soveværelset.
Hendes Hænder knugede den krampagtig. Neglene
borede sig ind i det fine Skind, som den var
overtrukken med. Men pludselig kom Hænderne i hurtig
Bevægelse. Taskeii var ikke lukket. Hun aabnede
den. Nogle sirlige Toiletrekvisitter, nogle Cigarer,
en Tegnebog fuld af Sedler — Fingrene rev saa
heftig deri, at hun var nær ved at rive Sedlerne i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
