Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 22. 1. Marts 1885 - Urbanus. Fra Byen. Paa Vinkjælderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 67
HJEMME OG UDE.
Nr. 21.
Fra Byen.
Af UrbanuE.
Paa Vinkjælderen.
Naar Spillelærer og kgl. Kapelmusikus Viktor
Jensen efter endt Theaterforestilling og otte Timers
uafbrudt Undervisning i de forskjelligste Bydele gik
hjem til den tjerde Bagsal ude i Nørrebrokvarteret,
som han med et eget bittert Smil kaldte sin »lune
lille Rede«, og hvor otte jamrende Born samt en
Ragekniv af en Kone ogsaa ofte kunde gjöre ham
det hedt nok, steg han paa Vejen regelmæssig ned i
en bekjendt Vinstue, der laa ham paa Strøget, for
dér med et Øjebliks Ro at dove sine angrebne
Nerver og ligesom hente Modet til at vende tilbage
til det Stridens og Kummerens Hjem, han aldrig
nærmede sig uden en stille Gysen.
Hans Gang herned var og havde i mange Aar
været saa konstant og sikker, at Kjælderens øvrige
Stamgjæster slet ikke længer mærkede det, naar
hans lange, magre, duknakkede Skikkelse, med
slubrende Galoscher og Paraplyen under Armen, gled
ned igjennem Doren.
Lydlos hængte han sin gamle graa Cylinderhat
paa den beskedneste Plads i den lange Knagerække,
lagde omhyggeligt sit tærnede Halstørklæde over den
og satte sig stille hen i sin fjærne Krog, halvt skjult
af Tønderne, hvor Opvarteren strax bragte ham den
reglementerede halve Toddy samt en af
Aftenaviserne.
Denne sidste benyttede han imidlertid ikke saa
meget til at læse i, men anbragte den hemmeligt paa
Bordpladen under sin Albue for at beskytte
Frakkeærmet.
I lignende Hensigt undersøgte han altid
ængstelig Stolen, inden han satte sig. Men var han
kommen til Sæde, lagde han omhyggeligt
Frakke-skjoderne hen over sine blankslidte Knæ og ståk
Støvlerne ind under sig, som for at skjule for Verden,
hvordan Livet kan tage selv paa en anden Violin
i et kongeligt Kapel.
1 denne Stilling, nippende til Drikken og til den
stærke, sorte Cigar, han forsigtig holdt mellem to af
sine lange, senede Spillelærerfingre, hensank han
snart — glemmende alt — i stille, drømmende
Nyden.
Aldrig nogen Sinde havde han blandet sig med
de støjende Gjæster; selv Opvarteren havde næppe
hort ham mæle et Ord. Men ligesom baaret og
lullet ind af de andres muntre Stemmer og Rummets
vindunstmættede I.uft løftedes han i et Øjebliks lyksalig
Bedøvelse op over Livets Kval og sine egne triste
Tanker.
Paa Slaget elleve slikkede han de sidste Draaber
af sit Glas, og rejste sig — lidt ør af den stærke
Tobak, han aldrig ret kunde taale — for med Hatten
over Øjnene at slubre hjem over den blæsende Bro
til Jammeren i den lune lille Rede:. —
En Aften, han efter Sædvane kom ned i
Kjælde-ren, indtraf det sjældne Tilfadde, at han fandt sit
Bord optaget.
Det vil sige: selve den Stol, paa hvilken han
ved saa mange Aars Brug havde vundet en vis
Hævd, stod naturligvis som sædvanlig og ventede
ham. Men paa den modsatte Side af det lille
firkantede Bord, næsten skjult af en mægtig Tønde,
sad en besynderligt udseende Skikkelse og halvsov
over et Glas Portvin.
Saa vidt det i det knappe Lys kunde bemærkes,
var Personen en lille, meget tyk og ganske skallet
Mand, hvis Klædedragt og hele Ydre tydede paa, at
Livet heller ikke over ham var faret med sin
lempeligste Haand. Uden at lade sig forstyrre af Larmen
omkring ham, syntes han ganske hensunken i
Betragtninger. Det store, opdunstede Hoved hang
sørgmodigt ned paa Brystet; Hænderne stemte kraftesløst
mod de svulmende fede Knæ, over hvilke et rødt
Lommetørklæde laa udbredt, som for at opfange
Hovedet, i Fald dette af lutter Sorgmodighed skulde
falde helt fra Halsen.
Kun hvert femte Minut rejste han det langsomt
for at tage sig en Pris, som han paa en underlig
sukkende Maade snuste op i sine store Næsebor, og
hvis halve Part han tabte ned over Vest og
Frakkeopslag.
Kapelmusikus Viktor Jensen undersøgte ham med
et halvt sky, halvt fortrædeligt Blik, inden han satte
sig paa sin sædvanlige Plads. Men, fængslet af egne
Tanker, glemte han efterhaanden helt hans
Tilstedeværelse, og hengav sig snart uforstyrret og fuldstændigt
til sin stille Bedøvelse.
Da var det, at den fremmede pludselig drog et
stort Suk og med en næsten grædende Stemme
raabte ud i Rummet:
Opvarter! — et Glas Portvin!
Opvarteren bragte strax det forlangte, men
tilføjede paa en fortrolig dæmpet Maade, idet han satte
Glasset paa Bordet:
Hr. Bondesen — det er det sjette!
Ved disse Ord gik der et mærkeligt Sæt gjennem
Musikerens lange drømmende Skikkelse. Langsomt,
med optrukne Øjenbryn, vendte han sig om imod
den fremmede og sad op og ned ad ham med et
opmærksomt Blik. Til sidst ståk han ubemærket
Haanden ned i Baglommen efter Brillefutteralet, og
med de bevæbnede Øjne begyndte han en fornyet
Undersøgelse, mens en levende Uro bestandig stærkere
afspejlede sig i hans Ansigt.
Endelig kunde han ikke dy sig længere. Han
rejste sig halvt op fra Stolen og sagde meget bevæget:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
