Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 22. 1. Marts 1885 - Urbanus. Fra Byen. Paa Vinkjælderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME
OG UDE.
276
Undskyld, min Herre! Jeg horer, Deres ærede
Navn er Bondesen.
Den tiltalte loftede langsomt, uden særlig
Forundring, Hovedet og saa begrædelig paa ham.
Det er mit Navn, ja.«
Om Forladelse, at jeg er saa paatrængende,
men . . . Peter Bondesen, om jeg tor være saa fri
at spörge?«
•Fuldkomment rigtigt, min kjære Herre! . . .
Med Forlov, hvem har jeg den Fornojelse at
tale med?
Der gik et Glimt hen over Musikerens Ansigt.
Tilgiv — men — men saa er vi vist gamle
Venner, vi to.
Gamle Venner, sukkede den anden tungt. —
Det er meget venligt af Dem, men jeg har aldrig
haft hverken gamle eller nye Venner, min Herre!-
Da tager jeg sikkert næppe fejl . . . Mit
Navn er Jensen. Husker De ikke? Deres gamle
Klassekammerat ?
Hvorledes ? . . . Jensen ? . . . Viggo Jensen ?
Ja. Viktor Jensen . . . Men kjender du mig
ikke?
Gode Gud — er det — er det .... Opvarter,
to Glas Portvin! fik Bondesen endelig Luft, og det
var ikke langt fra, at de to Vrag, der her efter
fyrretyve Aars Omskiftelser igjen saa uventet modtes, paa
staaende Fod var faldet i hinandens Arme.
Det vilde være sket, dersom der ikke i det förste
Øjebliks Gjensynsglæde fra begge Sider havde blandet
sig en vis Forlegenhed over den Tilstand, hvori de
efter saa mange Aars Forlob paa ny maatte vise sig
for hinanden. Men da de forst havde fattet hinandens
Hænder, trykkede de dem med dobbelt Rørelse, og
mødtes i et Blik, som ingen Ord behovede.
Ja, kjære Barndomsven, saaledes tænkte vi os
det ikke den Gang, sagde "Bondesen blot med sin
bævrende Stemme, idet han atter sank ned i Stolen.
Men endnu længe efter, at den förste Forbavselse
havde sat sig, og de var flyttet sammen for — hver
paa sin Maade —- at fortælle deres Livs Skæbner,
greb de atter og atter hinandens Hænder, som om
de i dette Mode havde gjenfundet noget af deres
tabte Lykke.
Især var Musikeren stadig meget bevæget.
Efterhaanden som de i Erindringen kaldte
Barndommens lyse, lykkelige Dage tilbage, sank der som en
stille Hojtid ned over ham, og hans Øine duggedes.
Træk for Træk tog de frem fra Mindernes
Gjemme. Men hvad den ene kunde huske, havde
den anden glemt; og der var — sidst som forst —
egentlig kun et eneste Punkt, hvor deres Erindring
endnu mødtes i Forstaaelse og Klarhed: deres svundne
Ungdomsdrømme.
Navnlig syntes Bondesens store Hoved ogsaa i
indvendig Forstand at have været Gjenstand for en
fuldstændig Rasering. Men hans Liv lod ogsaa til i
sjælden Grad at være en Kjæde af Ulykke og
Forsmædelse. Paa alle Punkter og paa alle Haande
Maader var han bleven bedraget, bestjaalet og gaaet
under Øjnene. Til sidst var selv hans Kone løbet
bort med Kassen og en frankfurtsk Probenreuter, og
hver Gang han kom paa dette Æmne hensank han
fuldstændig i trøstesløs Fortvivlelse.
Ogsaa Musikeren faldt til sidst hen i tankefuld
Tavshed. Han sad foroverbøjet og saa paaskjøns
hen ad Gulvet, men med en underlig Glans i Ojnene,
som om en stor Beslutning var ved at modnes
hos ham.
Nu og da rejste han urolig Hovedet op mod
Uret, der stærkt nærmede sig de elleve, torte sig
over Panden og rødmede svagt.
Endelig sagde han, uden at se op, med dæmpet
Højtidelighed:
Bondesen — skal vi drikke vore
Ungdomsdrømmes Skaal?-
Ja, lad os drikke!* for denne op, ligesom med
en Kraftanstrengelse rystende Sorgerne af sig. —
Opvarter! to Glas . . .
Men Musikeren lagde Haanden paa hans Ann
og vendte sig mod den tililende Opvarter.
En Flaske Champagne,« sagde han, idet han
atter ligesom rodmede svagt.
Hvorledes?—En Flaske Champagne? spurgte
Opvarteren og saa forbavset fra den ene til den anden.
Han nikkede. Og da Bondesen ogsaa ligesom
vilde gjøre Indvendinger, lagde han atter Haanden
paa hans Arm og sagde, som i hemmelig Extase.
Kjære Ven — i Aften vil vi leve vor Ungdom
om igjen.
Alligevel var de lange, senede Spillelærerfingre
ikke fri for at skjælve en Smvile, da han lidt efter
halede den hæklede Pung op af Buxelommerne og
af et lille, omhyggelig sammenlagt Stykke hvidt
Papir fremtog et Guldstykke, der var den förste
Henlæggelse til det kommende Halvaars Husleje.
Men da Regningen var afgjort, ståk han atter
hurtig Pungen i Lommen, som for ikke ved dens
Slunkenhed at mindes, hvad han nu vilde glemme
Og allerede efter det tredje Glas syntes alt
nuværende som svundet bort fra hans Erindring for
Glæden over den tabte, men gjenfundne
Barndomsven.
Til sidst hævede han sit perlende Glas, og
sagde, efter lidt Betænkning, med en egen vemodig
Munterhed:
Bondesen — ved du, hvad jeg a I ler forst tænkte
paa, da jeg horte dit Navn?
Nej, kjære Ven — sig det!
»Ja, nu vil du le — men det var et Bal hos
Kjøbmand Thygesen — husker du? — Thygesen
paa Torvet?«
Men det forekommer mig, kjære Ven — hed
han ikke Olufsen?-
Nej, nej — Olufsen var i Hestestræde — paa
Hjørnet, du véd. .
Hestestræde? ... ak ja, ja — hvor man dog
kan glemme! — Men hvad var, du sa’ — et Bal?<
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
