Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 23. 8. Marts 1885 - Macchiavelli, Niccolo. Belfagor. Novelle ved S. Schandorph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sjæle til Bekjendelse ved forskjellige Maader at
martre dem paa. Men da Flertallet stemte for
Forslaget om et Gesandtskab, saa gik denne Mening
igjennem, og da der ej befandt sig nogen, som
frivillig vilde tage dette Hværv paa sig, besluttede man
sig til at afgjore Valget ved Lodtrækning. Loddet
traf Ærkedjævelen Belfagor, som forhen, før han var
falden ned fra Himlen, havde været Ærkeengel og
nu vel meget mod sin Vilje gik ind paa dette Ærende,
men dog maatte finde sig i, tvungen ved Plutos
Magtsprog, at udfore Raadsforsamlingens Beslutning, og
gik han altsaa ind paa de Betingelser, som paa
lovmæssig Vis vare blevne aftalte. Disse bestode deri,
at den med Hværvet betroede fik en Anvisning paa
100,000 Dukater; med disse skulde han lade sig
komme til Verden i menneskelig Skikkelse, tage sig
en Hustru og leve med hende i ti Aar, derefter dø
Skindød, vende tilbage til Helvede og efter sin gjorte
Erfaring aflægge sine Foresatte Beretning angaaende
hvori egentlig Ægtestandens Sorg og Glæde bestod.
End ydermere blev det i saa Henseende bestemt,
at han i den nævnte Tid skulde være underkastet alle
Ulæmper og Onder, med hvilke Menneskene have at
kæmpe, og som drage Armod, Fængsel, Sygdom og
saa mangen anden slem Omstændighed, som kan
møde Menneskene, med sig, hvis han ellers ej ved
Klogskab eller List befriede sig derfra.
Belfagor fik altsaa sin Betaling og sine Penge
forud og drog derpaa op i Verden. Af sine
Djævleskarer havde han forsynet sig med Heste og
Tjenerskab og drog med megen Prang ind i Firenze.
Denne Stad havde han fortrinsvis udkaaret til sit
Opholdssted, fordi den syntes ham ganske besynderlig
at begunstige det Aagerhaandværk, han var til Sinds
at drive med sine Penge. Han lod sig her kalde
Roderigo af Kastilien og lejede et Hus i
Allehelgens-forstaden. Paa det man ikke skulde komme paa
Spor efter hans sande Herkomst, lod han sige, at
han for nogen Tid havde forladt Spanien, derpaa var
dragen til Syrien og havde vundet sin Formue i
Aleppo, men havde forladt denne Stad i den Hensigt
at begive sig til Italien, et menneskeligere og til det
borgerlige Liv og hans Tilbøjeligheder mere svarende
Land, for der at tage sig en Hustru. Roderigo var
en saare skjøn Mand, der synes at være ved de
tredive Aar. Han røbede paa nogle Dage, at han
var i Besiddelse af store Rigdomme, og da han
foruden dette ved mangfoldige Lejligheder
tilkjendegav sig som en i Sandhed dannet og gavmild Mand,
saa tilbøde mange ædle Borgere, som havde mange
Døtre og faa Dalere i Eje, ham deres Pigebørn.
Blandt alle disse valgte Roderigo en saare skjøn, ung
Jomfru ved Navn Onesta, Datter af Amerigo Donati,
der foruden hende endnu havde tre andre Døtre og
tre voxne Sønner, og hendes Søstre vare næsten
ogsaa mandbare. Endskjønt han tilhørte en meget
ædel Familie og nød personlig høj Agtelse i Firenze,
saa var han dog i Forhold til sin talrige Familie og
sin Adel saare fattig. Roderigo anrettede sin
Bryllupsfest med stor Pomp og Pragt og undlod
intet af alt det, som nu en Gang var gammel Skik
ved slige Fester, thi han var i Kraft af den Lov,
som var paalagt ham ved Udtrædelsen af Helvede,
alle menneskelige Lidenskaber underkastet. Han
begyndte meget snart at finde Behag i Verdens
Herlighed og Ære og at fryde sig ved at blive rost
af Menneskene, hvad der foraarsagede ham ej ringe
Pengeudgift. Tilmed havde han ikke levet lang Tid
med sin Ægtehustru Onesta, før han forliebede sig i
hende ud over al Maade, saa at han ej kunde taale
at se hende sorgfuld eller mismodig. Foruden sin
Adel og sin Skjønhed havde Donna Onesta som
Medgift bragt sin Roderigo et Hovmod, som Lucifer
ej en Gang kjendte det, og Roderigo, der nu havde
maalt den ene med den anden, agtede sin Hustrus
Hovmod for højere end Satans. Med Tiden blev det
end værre end forhen, da hun mærkede sin Mands
store Elskov. Og da hun endvidere holdt for, at
han befandt sig ganske i hendes Magt, saa bød hun
over ham uden al Medlidenhed eller Hensyn og
bluedes ikke for, naar han vilde nægte hende noget,
at fornænne ham med Skjælden og Smælden, hvad
der foraarsagede Roderigo utrolig Græmmelse.
Desuagtet gjorde Svigerfaderen, Brødrene, Familien,
Ægteskabets Pligt og fremfor alt den store Kjærlighed,
han følte for hende, at han optog det med Taalmod.
Jeg vil gaa over de store Bekostninger, som han
anvendte for at tilfredsstille hende i Henseende til
ny Dragter og ny Moder, med hvilke vor Stad efter
gammel Vis bestandig vexler. Og endda maatte han,
om han vilde leve i Fred med hende, beslutte sig
til at hjælpe Svigerfaderen med at faa de andre
Døtre anbragte, hvad der kostede ham mægtige
Summer. I lige Maade maatte han, for at være
gode Venner med sin Hustru, skikke en af hendes
Brødre med Klædevarer til Orienten, en anden med
Silketøjer til Vesten og anbringe den tredje som
Guldslager i Firenze. Med disse Ting gik
efterhaanden den største Del af hans Formue. Ved
Fastelavns- og St. Hansdagstider, da den hele Stad efter
gammel Skik er fuld af Festligheder, og mange ædle
og rige Borgere anrette de kostbareste Gjæstebud,
vilde Donna Onesta, for ej at staa tilbage for de
andre, at hendes Roderigo skulde gaa frem for alle
andre med slige Festligheder. Alt dette bar han let
af de alt nævnte Aarsager og vilde, hvor tungt det
end i og for sig kunde være, ingen Sinde have
fundet besværligt, hvis han kun derved havde kunnet
tilkjøbe sig sin huslige Lykke og tjene saa meget,
at han med Rolighed kunde imødese Tidspunktet for
sin fuldstændige Ruin. Men der vederfores ham det
modsatte; thi foruden den uoverkommelige
Bekostning, hjemsøgte hun ham i Følge sit hæslige Væsen
med utallige Ulejligheder, og ingen Karl eller
Tjener kunde udholde det længe i hans Hus, var
det end kun Dage eller Uger. Deraf fremvoxede for
den stakkels Roderigo den største Ulæmpe, fordi han
ikke kunde beholde nogen Tjener, der redelig kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
