Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 23. 8. Marts 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
293 I
HJEMME
OG UDE.
. Nr. 16.
udvikle de ædle Tanker, som ved Siden af et højst dramatisk
Sujet tindes saa talrigt spredte i dette første, men ingenlunde
ubetydelige Værk. 1
Medens disse Linjer blev læst, skiftede Kalinovitsch
uophørlig Farve, denne Ros var ham øjensynlig meget behagelig,
skjønt han i Begyndelsen anstrængte sig for ikke at vise det.
i Aa, hvor jeg glæder mig, sagde Nastenka og skjulte
Øjnene med sine Hænder.
Prægtigt, prægtigt! sagde Peter Mikailovitsch. >Og
De klagede over Deres Skæbne, Jakob Vassilytsch! Vil De
bare se, hvor den har trøstet Dem og stillet Dem i Række
med de første Forfattere.
»Hvem kunde vente det? svarede Kalinovitsch.
»Jeg tænkte det heller ikke, sagde Nastenka.
»Men jeg tænkte det og ventede det, sagde Peter
Mikailovitsch. En gammel Literat som jeg maa vel ogsaa
forstaa sig paa det. Saa snart jeg bare hørte det, saå jeg, at
det var godt.«
At det var godt, saå jeg ogsaa,« sagde Nastenka, men
at det strax skulde behage alle .... Jeg tror, at ikke en
eneste Literat er begyndt med saa stort et Held.*.
Nej, det har kun faa gjort, svarede Kalinovitsch, der
vedblev at gaa frem og tilbage i Værelset og anstrængte sig
for at holde de Taarer tilbage, som traadte ham i Øjnene.
Peter Mikailovitsch mærkede det, og idet han med Øjnene
gjorde et Tegn hen imod ham, hviskede han til Nastenka:
»Det har ramt hans Hjærte.
Lad mig dog se, hvordan det er trykt, sagde Kalinovitsch,
idet han tog Tidsskriftet; han vilde læse, men standsede.
Nej, jeg kan ikke, < sagde han, idet han atter tog sig
til Hovedet; hvilken en overvældende Følelse det er at se
sit Værk trykt ... Jeg kan ikke læse.«
Gjør ikke noget, Herre, gjør ikke noget; De behøver
ikke at skamme Dem, det er Glædestaarer. Men véd De,
hvad der falder mig ind? Mon De faar noget for det, eller
sker det ikke første Gang?
Jo vist betaler de, svarede Kalinovitsch.
Halvtredsindstyve Sølvrubler for Arket er det almindelige Honorar,
det véd jeg bestemt .
Halvtreds,’ gjentog Peter Mikailovitsch og talte
Arkantallet. Saa sagde han til sin Datter: Naa Nastenka, ni og
et halvt til halvtreds, hvad bliver det?:
Fire hundrede fem og halvfjers.
Det var ikke saa ilde! Saa har man nok Raad til at
drikke sig et Bæger! sagde Peter Mikailovitsch.
Det er sandt, det glemte jeg ganske, sagde Kalinovitsch.
Hvem kan man sende hen efter noget Champagne?
»Nej, vent lidt,« sagde Peter Mikailovitsch. Det var
min Spøg. Først vil vi gaa til Gudstjeneste i Klostret. Dér
kan De henvende Dem med en Takkebøn til vor Skytshelgen..
»Ja, gjør De det, Jakob Vassilytsch!- udbrod Nastenka.
»Jeg har stor Tro til denne Skytshelgen.
Meget gjærne, svarede Kalinovitsch.
Det omtalte Kloster var gammelt og fattigt. Det var
paa alle Sider omgivet af en hoj Stenmur med Spor af
Skydeskaar og fire Taarne paa Hjørnerne. Den store Jærnport med
to Ærkeengle af Blik var næsten altid lukket, og man kom
da ind gjennem en lille Dør. To Templer, det ene med et
Klokketaarn, det andet kun bestaaende af en Kirke, som stod
i Midten af Klosterpladsen, var ligeledes bygget i en gammel
Stil. Op ad Muren var der smaa forfaldne Celler for Brødrene
og andre for det tjenende Personale.
Da Peter Mikailovitsch og hans Familie nærmede sig til
Klostret, lød endnu en lille, noget sprukken Klokkes
melankolske og langsomme Faste-Ringen. Gudstjenesten blev holdt
i den varme Kirke, hvad man kunde slutte deraf, at der ved
Indgangen sad en gammel blind Munk med en rund Hue og
en daarlig, sort, Nankins Livkjole, der holdtes sammen om
Livet med en Rem. Den gamle, der var blindfødt, havde
allerede i flere Aar gjort Tjeneste som en Slags Klosterportner.
I tredive Graders Kulde, i den stærkeste Sommervarme sad
han altid i en og den samme uforede Nankins Livkjole, med
bare Fødder i daarlige Støvler her ved det lille Bord, paa
hvilket der stod et Helgenbilled og et Fad, der var bedækket
med et Fløjelstæppe med et Kors paa, og hvori man samlede
Gaver til Klostret. Da vore Pilegrime nærmede sig, hørte han
det strax og rejste sig.
x-Til den undergjørende Helgen! sagde han med et dybt
Buk.
De bad alle. Peter Mikailovitsch lagde ti Kopeker paa
Fadet, Kalinovitsch ligesaa. Kirkens Forhal, i hvilken de nu
traadte ind, bestod af en rummelig Korridor, hvis hoje Buer
gav Gjenlyd af deres Trin. Som i alle gamle Kirker var
denne Korridor mørk; men Væggene vare prydede med
Malerier af Æmner fra det gamle Teatamente. Peter
Mikailovitsch havde stort Besvær med den massive Jærndør, der endelig
knagende aabnede sig. Kirken var stor og syntes at være endnu
større i den svage Belysning; der brændte kun nogle smaa
Lamper og tynde Voxkjærter foran de forskjellige
Helgenbilleder, der som Følge heraf saå ud, som om de traadte ud
af deres Skrin, og Indtrykket var desto mere slaaende, som
der ikke var Tale om nogen Kunst i dem og de kun mindede
om Relikvierne. Der var kun faa bedende Folk til Stede,
fire Par gamle Kvinder af den lavere Borgerstand, af hvilke
to laa med Ansigtet mod Gulvet; en Bonde i graa Kaftan,
der laa paa Knæ foran et Helgenbilled og med Øjnene rettet
imod det mumlede en eller anden Bon, mens han af og til
rystede paa sit Ivshaarede, forpjuskede Hoved. Et Par Munke
stod paa deres sædvanlige Pladser under Koret ved den bageste
Væg. Gudstjenesten forrettedes af Forstanderen selv, en
hvidhaaret Olding, der i det mindste var firsindstyve Aar
gammel, men endnu kraftig og bevægelig og havde straalende,
gjennemborende Øjne. I hele Egnen var han bekjendt som
en religiøs Arbejder, der var noget barsk i sit Va^en og
stræng mod Broderskabet; Gudstjenesten i alle Byens Kirker
var sædvanlig sluttet, naar han først var halv Vejs færdig.
Han kom rask frem fra Altret, bad meget længe for den
hellige Dør og fremsagde saa den store Fastebøn: Herre, du
mit Livs Hersker. Saa bukkede han tre Gange, bad atter
endnu længere, udbrod derpaa ligesom i aandelig Henrykkelse:
Herre, du mit Livs Hersker , bukkede for fjerde Gang helt
ned til Jorden, bukkede kort hen imod de bedende og gik
saa hen til Altret. En ung Novice, som stod midt i Kirken,
begyndte dernæst ivrigt og tydeligt at læse Formularerne. I
Fordybningen i Koret til højre stod der fem syngende Munke.
I deres sorte Hætter og vide Talarer, belyst af det dæmrende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
