Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 23. 8. Marts 1885 - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman - Theatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME OG UDE.
294
Skjær, der faldt ned paa dem fra det nævnte Vindue, som var
halvt skjult af et Jærngitter, stod de dér i et Slags Tusmørke,
og som de sang dér med en harmonisk, blid Bas, kunde de
minde om de første Kristne, der hemmelighedsfuldt forrettede
deres Bonner i mørke Huler.
Denne dunkle og hemmelighedsfulde Højtidelighed greb
de bedende, Peter Mikailovitsch stod forrest af alle, og der
var et Skjær af en vis Tilfredshed i hans Ansigt. Pelagia
gik hen i en Krog i Koret til venstre, hun holdt ikke meget
af, at man saå hende bede. Nastenka tog Plads ved Siden
af hende. De faldt paa Knæ og bad inderligt, medens de af
og til kastede et Blik paa Kalinovitsch, der tankefuldt stod i
Koret til højre.
Efter Bønnernes Slutning traadte Peter Mikailovitsch
hen til Forstanderen.
.Erværdige Fader, vi ville forrette vor Bon til Helgenen.
Godt,« svarede Forstanderen lakonisk. For Resten var
dette Svar meget naadigt; til andre nikkede han kun, men
han kunde godt lide Peter Mikailovitsch og var endogsaa ofte
hans Gjæst.
Bønnen, sagde han til Munken, der stod i Koret, og
alle gik ind i del lille Kapel, hvor Helgenens Relikvier
opbevaredes. Gudstjenesten begyndte. Da Munkene efter en
meget blid Sang pludselig intonerede højt: Dig, Gud, prise
vi! Dig, Herre, bekjende vi!« bøjede Nastenka sig ned mod
Jorden og udbrød pludselig i en næsten hysterisk Hulken, saa
at Pelagia maatte træde hen til hende og hjælpe hende op.
Efter Bønnen gik de hen til Korset for at modtage
Forstanderens Velsignelse; Peter Mikailovitsch i Spidsen.
Hvorledes har De det? spurgte Forstanderen kort,
men venligt.
Jeg lever, hellige Fader, svarede Peter Mikailovitsch;
— men vil De ikke give denne unge Mand Deres Velsignelse?
Det er vor nyeste russiske Forfatter, tilføjede han og pegede
paa Kalinovitsch.
Forstanderen velsignede ham, og efter at han havde
sét paa ham med sine gjennemborende Øjne, spurgte han
pludselig:
Hvor gammel er Der-
Otte og tyve Aar, < svarede Kalinovitsch, noget forbavset
over dette Spørgsmaal.
De ser langt ældre ud, sagde Forstanderen og henvendte
sig derpaa til Nastenka. Han saä ogsaa meget bestemt paa
denne og spurgte:
i Hvorfor græd De? <
Mit Hjærte var fuldt, ærværdige Fader, < svarede
Nastenka.
I Bønnen skal man kun græde over sine frivillige og
ufrivillige Synder og Forseelser, sagde Forstanderen, idet han
velsignede Nastenka og tog Præstekjolen af.
Nastenka rødmede.
Lev saa vel; gaa nu hjem!
Da de forlod Klostret, var Klokken allerede ni.
Kalinovitsch benyttede den Omstændighed, at det var mørkt og glat,
til at byde Nastenka sin Arm. De var snart et godt Stykke
bag ved Peter Mikailovitsch, der gik i Forvejen med Pelagia.
Kommandørinde, du véd endnu ingen Ting. Det er en
Glædesdag for os i Dag. <
»Hvorfor?«
Vor Jakob Vassilytschs Værk er udkommet, og han faar
500 Sølvrubler for det.
Peter Mikailovitsch lagde med Vilje særligt Eftertryk paa
de femhundrede Sølvrubler for at forbavse Pelagia. Men
denne sukkede kun og sagde halvhøjt:
Sine Sager besørger han, det véd vi nok; men os lader
han i Stikken.:
Peter Mikailovitsch blev tankefuld.
Jeg har haft en Samtale om det med ham. sagde han,
tikke direkte, men indirekte. Oprigtig talt, jeg har med
Vilje berørt det Thema lige over for ham . . . Min Broder
lader mig ikke have Ro . . . Han kan ikke rigtig lide
Kalinovitsch, og saa lægger han Mærke til, at de kniber ud sammen,
og bliver urolig.
Hvad sagde De saa til ham ?
Vi talte om, hvor vidt det var det bedste for unge
Mennesker at gifte sig eller ikke at gifte sig. At gifte sig af
Beregning, sagde han, er nederdrægtigt, som fattig Mand at
gifte sig med en fattig Pige, er dumt! Fortran«* >
THEATRENE
Kasino Endelig kom dn det store Øjeblik, da »Djævlens
Datter« kunde lægges til Hvile og »Erik Ejegods Pilgrimsfærd«
præsentere? for det forventningsfulde Kjøbenhavn. Ja,
forventningsfuld har man sandelig været. Hvor cr der ikke blevet reklameret
for dette Stykke eller rettere sagt for dets Original, »Der Raub der
•Sabienerinnen«! Man har i umindelige Tider ikke kunnet tage en
Avis i Haanden uden at læse en eller anden spændende Notits 0111
det. Og saa -kulde den udmærkede Komiker fra
Nationaltheatret bearbeide det og «ætte det i Scene. l)ct gjorde
stor-mende Lykke i Tyskland, og man kjendte Direktor Rasmussens
Energi og vidste, han gjorde alt for at faa det frem i en værdig
Skikkelse. Resultatet blev da og^na fortræffeligt. Det vil sige:
Publikum sad i en jublende Latter fra Ilcgyndelsen til Enden, og
Kritiken folte, ut den kunde pakke sammen og gaa hjem og lægge
sig, det kunde nu slet ikke nytte, hvad den sagde om. at det 1
Grumleu var Vanvid, .Evret maatte opgives, man havde ikke andet
at gjöre end at le ad disse gale Streger, og det har man jo rigtig
godt af en Gang imellem, lir. Olaf Poulsens Lokalisering liestaar
væsentligst deri, at del er en nordisk Tragedie 1 Stedet for en
klassisk, der bliver Skyld i Korviklingerne. Stykket er saa udansk
som vel muligt. lians Oversættelse gjor for o v rigt Indtryk af at
være fortræffelig. Udforeisen lader intet tilbage at onske. Hr.
Htlungrten er Nr. ét. Hnn smører nok lidt vel tykt paa, men
man tilgiver det gjærne, da han i del hele er saa frisk, fornojclig
og fuld af gode Idéer. Hr. Xuimann er ogsaa fortræffelig som
den stakkels forkuede Rektor, lir. A’ Hin: præsterer i «lette Stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
