Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 26. 29. Marts 1885 - Edgren-Leffler, A. Ch. Nogle Londoner Typer. Prædikanter, Folketalere og Samfundsreformatorer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 67
HJEMME
OG UDE.
Nr. 21.
Gaver, det véd jeg. Hun kan for Exempel gaa
gjennem et Nøglehul, hun kan kalde en Ven til sig
ved den blotte Tanke, hun kan profetere. Hendes
Sjæl har opnaaet et saa stort og fuldkomment
Herredømme over sin simple Tjener, Legemet, at dette
adlyder hendes ringeste Bud.
Dette er netop et af de vigtigste Punkter i den
mystiske Religion eller Videnskab«, som det
omtalte Selskab dyrker. »Den nyere Videnskab har
opdaget Blodomløbet, siger én af dets Forfattere,
wi forstaa Livsprincipets Cirkulation.« De Gaver,
hvormed denne Videnskab udruster sine indviede, er
først og fremmest et Herredømme over visse
Naturkræfter, som de almindelige Videnskaber ikke vide
noget om, og ved Hjælp af hvilke den ene
Tilhænger kan samtale med den anden, hvilken Afstand
der end ligger imellem dem. Legemet er for
almindelige dødelige Sjælens Fængsel. Men de i
denne Videnskab indviede har fundet Nøglen til
deres Fængsel og kan forlade det, naar de vil.« En
af Betingelserne for at naa dette fuldkomne
Herredømme over Legemet synes at være —
Vegetarianisme.
Medens jeg sad og lyttede til denne fine, unge
Kvinde med det gyldne Haar, som med Øjnene
løftede op i et Slags ekstatisk Clairvo> ance talte om
Sjælens Ophøjethed over al jordisk Lavhed, om vor
Pligt til at underkue Legemet og rense Sindet fra
jordisk Dynd, talte til dette fine, udsøgte Publikum i
Atlask og Juveler med Pudder og Sminke om,
hvorledes Sjælen er alt, Legemet intet, saadanne
Forskjelle mellem Menneskene som ulige Samfundsklasser,
ja endog forskjellige Kjøn kun er en uvæsentlig
Tilfældighed (der stod eve/ting dress paa
Indbydelses-kortene, men det var, som en af de indviede ytrede,
kun for at forebygge, at en eller anden nobody skulde
komme der lien i ulden Kjole) — medens jeg med
Øjne og Ører fulgte hende og af de andres Ord og
Blikke kunde mærke, hvilken Størrelse hun var
indenfor sin Kreds, kom jeg uvilkaarlig til at tænke paa
hin anden Kvinde i den tarvelige Sal i East-End,
der talte til uslebne Arbejdere om det latterlige i
Begreberne Sjæl, Udødelighed og Gud, om hvorledes
det er ethvert Menneskes Pligt at pleje og udvikle
sit Legeme paa den bedst mulige Maade, efter som
det, vi kalde Legeme, er hele Mennesket, og det er
en skæbnesvanger Misforstaaelse at tro, at det, der
forsømmes her paa Jorden, kan rettes i en anden
Verden.
Begge ærlige, begge varmt overbeviste, begge
hojt begavede Kvinder. Men skulde de være
tilbøjelige til at række hinanden Haanden? Jeg tror
det næppe. Skulde Mrs. Besant kunne sidde i en af
de Fløjls Lænestole i det mystiske Selskabsværelse,
klædt i hvid Silke, og lytte til disse
hemmelighedsfulde Meddelelser fra en anden Verden uden at briste
i Latter? Og skulde den unge kvindelige Sjælslæge
kunne træde ind i Fritænkernes Sal og høre Larmen
af Bifaldsklappene for den Kvinde, der i hensynsløse
Udtryk prædikede den rene Materialisme, uden at
forarges ?
Men London er saa stor, at enhver af disse
Kvinder kan arbejde indenfor sin Kreds, uden at de
nogen Sinde mødes.
Imellem begge disse yderliggaaende
Repræsentanter grupperer sig en hel Hær af Kvinder, der er
traadte ud af Hjemmets skjulte Verden og har taget
Kampen op for, hvad de anse for Ret indenfor
forskjellige Omraader. Vi finde der en Mrs. Hopkins,
der ene under almindelig Spot begyndte Kampen
mod den lovbeskyttede Prostitution, som for Tiden
bekæmpes af Hundreder af Kvinder og ogsaa er
bleven afskaffet i England, ene med Undtagelse af
Garnisonsbyerne, hvor der dog stadig fores Krig
imod den. Allerede medens hun endnu var ung,
havde hun Mod til at sammenkalde Møder for Mænd
alene, hvor hun lagde dem paa Sinde at afholde sig
fra et lastefuldt Liv, ikke for deres egen Skyld, men
for den Lerets Skyld, de begik mod den talrige
Klasse af Kvinder, der for deres Lasters Skyld vilde
komme til at leve i Fornedrelse og oven i Kjøbet
foragtes af de Mænd, der var Aarsag i deres Fald.
Man lo, man følte sig endog moralsk indigneret over,
at en Kvinde kunde glemme sin Blufærdighed i en
saadan Grad, at hun kunde tale til Mænd om sligt
— men nogle unge Mænd følte sig grebne af den
indtrængende Inderlighed lios denne Kvinde, der ikke
lagde an paa at moralisere for Mændene, men som
ganske enfoldigt bad for sine ulykkelige Medsøstre,
bad selve Bødlerne om at forbarme sig, spurgte dem,
om de virkelig kunde anse det for rigtigt, at der
bestandig skulde findes en saadan Klasse af for
skudte Kvinder, og om ikke enhver især af dem vilde
gjøre sit til at formindske Ofrenes Antal. Og de
kom til hende, disse unge Mænd, og gav hende
deres oprigtig mente Æresord paa at ville støtte
hendes Bestræbelser.
Talrigst eller i det mindste mest bemærkede,
fordi de rekrutercs af de fornemste Samfundsklasser,
er vel de Kvinder, der arbejde for Kvindens
Stemmeret, efter at de nu sejrrigt har gjennemført deres
Program: gift Kvindes Ejendomsret. Talrige Møder
for ivomen’s snffrage« holdtes i London, mens jeg
var der. Som bekjendt haabede man at faa dette
Spørgsmaal løst i Forbindelse med Gladstones
Reformbill, og man havde Møder, der var besøgte af
6000 Mennesker, for at udtrykke sine Ønsker i den
Retning. Ogsaa flere af Parlamentets Medlemmer
talte her, men de mest fremtrædende Talere var dog
Kvinder.
»Mrs. Mc Lar em. hviskedes der blandt
Tilhørerne. Man imodesaa hendes Ytringer med
Spænding. Hun er bekjendt for sin Livlighed og sin
tilspidsede Veltalenhed.
En ung Kvinde paa omtrent 30 Aar rejser sig
op paa den Forhøjning, hvor alle, der tage Ordet,
sidde. Hvid Piket Vest, mork Fløjls Kjole, bred
Hat paa Snur, Haaret purret ned i Panden, livlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
