Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde Bog. Tre Kjærligheds Problemer - XXXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
samme ligefremme Oprigtighed som et ulykkeligt
Barn, der faaer Besøg i Skolen.
„Jeg kommer egentlig hertil for at see, om
jeg ikke kunde træffe Dem ene,“ sagde Will, der
følte sig tvungen af en hemmelighedsfuld Magt
til at sige Sandheden lige overfor hende. „Jeg
ønskede at tale med Dem, som vi pleiede i Rom.
Det gjør altid en Forskjel, naar der er Andre
tilstede.“
„Ja,“ sagde Dorothea bifaldende med sin
klare og rene Stemme. „Sæt Dem ned.“ Hun
satte sig paa en mørk Ottoman med de brune
Bøger bag sig og saae ud i sin tarvelige Dragt
der var af et fint, hvidt uldent Stof, uden et
eneste Smykke — undtagen Vielsesringen, — som
om hun havde aflagt et Løfte om at være
forskjellig fra alle andre Kvinder. Will tog
Plads lige over for hende, hvor Lyset faldt paa
hans blonde Krøller og hans fine, men noget
trodsige Profil med det bestemte Udtryk ved
Læberne og Hagen. Den Ene saae paa den
Anden, som om de havde været to Blomster,
der i dette Øieblik havde aabnet sig. Dorothea
glemte ganske sin Mands besynderlige Nag til
Will; det var hende en sand Forfriskelse at
kunne tale uden Frygt med et Menneske, der
venligt var kommet hende imøde
„Jeg har ofte tænkt paa, at jeg kunde lide
at tale med Dem igjen,“ sagde hun øieblikkeligt.
„Det forekommer mig saa underligt, at jeg kunde
sige saa mange Ting til Dem dengang.“
„Jeg husker Alt, hvad de sagde,“ svarede
Will med usigelig Tilfredshed over at have en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
