Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte Bog. Den døde Haand - XLVII - XLVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
256
Det var umuligt for ham at fvlge dem, og
han kunde kun gaae sørgmodig hjemiMiddags“
ftnnden ad den samme Vei, han saa glad havde
vandret om Morgenen. Belysningen var al-
deles forandret for ham, baade udvendig og
indvendig
Otteogfvrgetyvende Kapitel
Dorotheav Sorg, da hun forlod Kirken, hid
rokte navnlig fra den Forvisning, hun nu havde
faaet om, at Me. Casaubon var bestemt paa
ikke at ville tale med sin Fætter, og at Wills
Nærværelse kun havde tjent tll endnu stærkere
at befceste det fremmede Forhold, der var kom-
met imellem dem. Wills Komme forekom hende
aldeles undskyldelng ja hun fandt endogsaa, at
det var et elskværdigt Forsøg af ham paa en
Forsoning, som hun selv stadig havde ønsket-
Han havde muligviis tænkt ligesom hun, at der-
som Me. Casanbon og han kunde mødes, vilde
de række hinanden Haanden, og det venlige For-
hold vilde paany blive gjenoprettet. Men nu
var Dorothea aldeles bleven berøvet dette Haab
og vidste, at Me. Casaubon kan var mere sor-
bittret paa Will, end han for havde været
Han havde ikke været rask den Morgen og
havt Vanskelighed ved at lraekke Veiret, hvorfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
