Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjette Bog. Enken og Hustruen - LXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at lade Hestene løbe rask afsted, da han altid
havde været utaalmodig, naar han var borte
fra sin Skrivepult, og helst ønskede at faae saa
snart som muligt Ende paa alle Reiser, og
Dorotheas Vogn rullede derfor hurtigt henad
Lundeveien. Kjoretouren var behagelig; thi
Natteregnen havde dæmpet Støvet, og den blaa
Himmel viste sig hist og her hoit over de store
graa Skhmaesey som dreve forbi. Jorden faae
saa smilende ud under den udstrakte, store Him-
melhvælving og Dorothea ønskede, at hun kunde
indhente Will og see ham endnu engang.
Ved en Omdreining af Veien fik hun Øie
paa ham med Manden under Armen; men i
næste Secund passerede hun ham, medens don
tog Hatten af, og hun følte et smerteligt Skik
ved saaledes at kjøre ham forbi. Hun kunde
ikke see tilbage vaa ham. Det var, som om en
Skare ligegyldige Gjenstande havde skilt dem
ad og tvunget dem til at vandre ad forskjellige
Veie, hvorved de sjernedetk mere og nkere fra
hinanden og ikke turde see tilbage. Hun kunde
ligesaa lidt gjøre noget ngn, der syntes at
sige: „Behove vi at stilleop“ som hun kunde
standse Vognen og vente paa ham. Ja en heel
Verden as Fornuftgrunde reiste sig i dette Øie-
blik imod enhver Tanke om en Fremtid, der
kunde kuldkaste denne Dags Beslutning
„Jeg vilde kun ønske, at jeg havde vidft dette
før — jeg vilde stifte, at han vidste det — saa.
kunde vi være lykkelige ved at tænke paa hin-
anden, endskjøndt vi for bestandig ere adsklte.
Og dersom jeg saa blot havde kunnet give ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
