Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjette Bog. Enken og Hustruen - LXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
virkelig var hende, Will elskede, og gav Afkald
— paa, at der ikke var nogen anden mere dadel-
værdig Kjærlighed, som Æren jog ham bort
fra. De vare jo vel alligevel skilte fra hinanden
men —- Dorothea trak Veiret dhbt og følte sin
Styrke vende tilbage -— han kunde nu fiit
tænke paa ham. J dette Øieblik var Skilo.
missen let at bære; den første Følelse af at elske
og blive elsket udelukkede Sorgen. Det var,
som om et haardt, iiskoldt Tryk var smeltet,
og hendes Bevidsthed havde faaet Rum til at
udvide sig; Fortiden stod i et nyt Lysfor hende.
Glæden var ikke mindre 7 maaskee den netop
i det Øieblik var mere ful.stændig—paa Grund
af den unndgaaelige Sktlsmisfe3 thi der var
ingen Bebceidelfe, ingen haanlig Forundring at
vente fra nogen Lade eller noget Blik. Han
havde handlet saaledes, at han kunde byde al
Bebreidelfe og Forundring Trods.
Enhver, der havde iagttaget hende, vilde have
seet, at hun blev styrket af en indre Bevidsthed;
det var hende let nu at skrive Liften til Huus-
holdersken. Hun udtalte de sidste Ord til denne
med munter Stemme, og da hun satte sig i
Vognen, straalede hendes Øine, og hendes Kinder
rødmede under den mørke Hat. Hun kastede
det tunge Sørgeslør tilbage og saae ud, idet
hun grundede over, hvilken Vei Will havde
taget. Det laa i hendes Natur at være stolt
over, at han var dadelfri, og den Tanke, der
gik igjennem alle- hendes Følelser, vare „Jeg
gjorde Ret i at forsvare ham.“
Kudsten var vant til fra Me. Cafaubona Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
