Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Ottende Bog. Solnedgang og Solopgang
- LXXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Treoghalvfjerdsindstyvende Kapitel.
Da Lydgate havde beroliget den ængstelige
Mrs. Bulstrode ved at sige hende, at hendes
Mand var besvimet ved Mødet; men at han
haabede, at han snart skulde blive bedre, og at
han vilde see ind til ham den næste Dag, gik
han lige hjem, steg tilhest og red ud af Byen
for at være ene og uforstyrret.
Han var i et heftigt Oprør og nær ved at
forbande den Dag, paa hvilken han var
kommen til Middlemarch. Alt, hvad der var skeet
der, forekom ham at have forberedt den forhadte
Tilskikkelse, der satte en saa styg Plet paa hans
Rygte. I saadanne Øieblikke bliver en Mand
uelskværdig. Lydgate ansaae sig selv for den
Lidende og gav Andre Skyld for sin Ulykke.
Han havde meent, at Alt skulde faae et ganske
andet Udfald; men Andre vare komne hans
Planer i Forkjøbet. Hans Ægteskab forekom
ham at være en Ulykke, der ikke kunde
afhjælpes, og han var bange for at gaae til
Rosamunde, før han i Eensomhed havde givet sit
Raseri Luft, for at ikke det blotte Syn af hende
skulde ophidse ham og faae ham til at glemme
sig selv.
Thi han var meget ulykkelig. Hvorledes kunde
han blive ved at leve iblandt Folk, der
mistænkte ham for en lav Handling, uden at
retfærdiggjøre sig? Hvorledes kunde han i Stilhed
forlade Middlemarch, som om han trak sig
tilbage for en retfærdig Fordømmelse? Og dog,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Apr 18 23:14:17 2025
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/midmarch/3/0254.html
