Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ottende Bog. Solnedgang og Solopgang - LXXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
272
siden han nu, da hun kjendte den, ikke følte
Trang til at tale til ham? Men en indre Ve-
vidsthed, der sagde ham, at han havde Uret,
gjorde ham urolig, og Tausheden imellem dem
blev ham utaalelig.
Han tænkte: „Jeg er en Taabe. Har jeg
ikke eengang for alle opgivet alle Forventninger.“
Og samme Aften sagde han:
„Rosamunde, har Du hørt Noget, der be-
drøver Dig ?“
„Ja,“ svarede hun, idet hun lagde sit Sh-
tøi tilside, som hun havde arbeidet paa med
en sløv Ligegyldighed, der“ellers var hende
fremmed.
„Hvad har Du hørts?“
„Alt, antager jeg. Fader har fortalt mig
det.“
„At Folk ansee mig for vanæret?“
“Ja,“ sagde Rosamunde, idet hun atter me-
chanisk begyndte at sye.
Der blev stille. Lydgate tænkte: „Dersom
hun har nogen Tillid til mig — nogen Jdee
om, hvad jeg er, burde hun nu tale og sige, at
hun ikke troer, at jeg har fortjent denne Vanære“
Men Rosamunde vedblev mat at bevæge sine
Fingre. Hvadsomhelst der skulde siges om
denne Sag, ventede hun maatte skee fra Tertius..
Hvad vidste han? Hvis han var uskyldig,
hvorfor søgte han da ikke at retfærdiggjøre sig?
Denne Taushed fra hendes Side forøgede
den Bitterhed, hvormed Lydgate havde sagt til
sig selv, at Jngen troede paa ham — selv Fa-
rcbrother havde ikke ladet høre fra sig. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
