Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ottende Bog. Solnedgang og Solopgang - LXXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Otteoghalvfjerdfindstyvende Kapitel.
Rosamunde og Will stode ubevægelige —— de
vidste ikke selv hvor længe —— medens han stir-
rede paa det Sted, hvor Dorothea havde staaet,
og hun paa ham. Det forekom Rosamunde,
der snarere følte Tilfredshed end Ærgrelfe over,
hvad der nyligt var skeet, at vare en uendelig
Tid. Hun vidste, at det havde været et haardt
Slag for Will; men hun havde været saa lidt
vant til at tænke sig Andres Sindsstemning Und-
tagen som et Materiale, der kunde formes efter
hendes egne Ønsker, at hun ogsaa nu var over-
beviist om, at det stod i hendes Magt at trøste
ham.
Hun rakte tilsidst Armen ud og berørte Wills
Frakkeoerme med fin Fingerspids.
„Ror mig ikkel“ fagde han og sprang tilside,
idet han pludseligt skiftede Farve. Han trak sig
tilbagetil den anden Ende af Værelset, hvor
han blev staaende med Hænderne i Lommen og
stirrede barsk hen for fig.
Hun var dybt saaret ; men de Tegn, hun gav
derpaa, vare saadanne, som kun Lydgate var
vant til at fortolke. Hun blev pludselig rolig
og fatte sig, idet hun løfte sin Hat op og lagde
den fra sig tilligemed Shawlet. Hendes smaa
Hænder, som hun foldede isit Skjød, vare me-
get kolde.
Det vilde have væretraadeligst for Will strax
at tage sin Hat og gaae; men han følte ingen
Lyst dertil ; tvaertimod havde han en forfærdelig
Tilbøielighed til at blive og ryste Rosamunde
-. c- .-s...-“-„— - “ „ ..-.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
