Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Ottende Bog. Solnedgang og Solopgang
- LXXXIV
- LXXXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvorledes det var gaaet til, vilde det ikke
forekomme Dig saa forunderligt.“
„Kan Du ikke fortælle mig det?“ bad Celia
indsmigrende.
„Nei, Kjære! Du maatte kunne føle med
mig, ellers vilde Du aldrig kunne forstaae det.“
Femogfirsindstyvende Kapitel.
Det er en sjelden og velsignet Skjæbne som
nogle af de største Mænd ikke have kjendt, at
vide os selv brødefri ligeoverfor den
fordømmende Mængde; men beklagelsesværdig er den,
der veed, at han bliver stenet, fordi han ikke
er den Mand, han har udgivet sig for at være.
Det var denne Bevidsthed, der tærede paa
Bulstrode, medens han gjorde sine Forberedelser
til at reise til Middlemarch og ende sit sørgelige
Liv iblandt nye, ligegyldige Ansigter. Hans
Hustrues overbærende Troskab havde vel befriet
ham for een Frygt; men han gjøs dog tilbage
for at give hende en fuld Tilstaaelse as de
nærmere Omstændigheder ved Raffles’s Død; thi
trods de spidsfindige Grunde, hvormed han selv
undskyldte sin Handling, var han dog bange
for, at hun altid i sit stille Sind skulde kalde
det et Mord, og det kunde han ikke taale. Han
følte sig beskyttet ved hendes Tvivl og fik Kraft
til at møde hende med Bevidstheden om, at hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Apr 18 23:14:17 2025
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/midmarch/3/0358.html
