- Project Runeberg -  Mr. Midshipman Easy /
51

(1899) [MARC] Author: Frederick Marryat Translator: Peter Jerndorff-Jessen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

— SE —

han gjorde det, bevirkede Smilet endnu
værre Fordrejninger af hans Træk.

Mr. Jolliffe var Søn af en
Underofficer... Han havde først faaet
Sygdommen paa et Togt til Vestindien,
hvor den bortrev Mennesker i
hundredvis. Han havde nu allerede staaet længe
i Tjenesten uden at have nogen Udsigt
til Forfremmelse. Han havde maattet
døje Armød, Bemærkninger over sin
simple Herkomst og Spot over sit grimme
Ydre. Han var bleven overøst med alle
Slags Forhaanelser i de forskellige Skibe,
han havde faret med; blandt disses
Mandskab havde han altid befundet
sig ene, og skønt ingen, naar han saa
det, nu vovede at vise sig uærbødig
mod ham, nød han dog blot den Agtelse,
som han erhvervede sig ved sin
anerkendte Dygtighed og eksemplariske Op
fyldelse af sine Pligter. Han havde
ingen Venner, ja, ikke engang
Omgangsfæller, I mange Aar havde han
trukket sig tilbage i sig selv, havde
uddannet sig ved Læsning og Studeringer
og som en sand Kristen ikke alene
næret, men ogsaa udøvet Kærlighed mod
andre. Tavs og tilbageholden, som han
var, talte han sjælden til nogen i
Kadetlukafet, undtagen naar hans Stilling som
Messeforstander krævede det.

Alle agtede Mr. Jolliffe; men ingen
holdt af at omgaas et Menneske, der
blot ved at vise sit Ansigt kunde faa
Hundene til at gø; men paa samme
Tid maatte enhver dog anerkende hans
korrekte Opførsel i alle Forhold,
hansRetfærdighedsfølelse, Overbærenhed,
Godhjertethed og sunde Fornuft. For ham
var Livet i Sandhed en lang
Pilgrimsgang, men han vandrede den opfyldt
af kristelig Kærlighed og Nidkærhed.

I ethvert lille Samfund vil man, selv
om det ikke udgør mere end en seks—
syv Personer, altid finde en Grobian
og Storpraler, og næsten lige saa ofte
er det Tilfældet, at der findes en i
Samfundet, som i større eller mindre
Grad bliver Skive for de andres Lystighed
og Spot. Endogsaa ved tilfældige
Sammenkonmster, saasom et Middagsselskab,
gælder denne Regel, selv om de fleste
af Gæsterne ikke have set hinanden før.

Endnu før Dugen er tagen af
Bordet, vil Storpraleren have røbet sig ved
sin bydende Adfærd og vil tillige have
udvalgt sig den, paa hvem han tror,
han bedst kan slaa sig til Ridder.

I et Kadetlukaf er man bleven saa
vant til dette Forhold, at det betragtes
som noget, der følger af sig selv, om
end den ubarmhjertige Despotisme nu
for Tiden ikke udøves saa frit som den
Gang, da vor Helt traadte ind i
Tjenesten,

Storpraleren i Kadetlukafet i Hans
Majestæts Korvet Harpy var et ungt
Menneske paa henved sytten Aar "med
lyst, krøllet Haar og et blomstrende
Ansigt. Han var Søn af Bogholderen
ved Plymouths Værft, og hans Navn
var Vigors.

Den, han havde udvalgt til Skive
for sine Vittigheder, var en Knøs paa
femten Aar med Mælkebrødsansigt og
Tartarfysiognomi. Dens stakkels Fyrs
aandelige Evner vilde ved en fornuftig
Pleje rimeligvis have kunnet opnaa en,
om ikke udmærket saa dog respektabel
Udvikling, hvis han ikke havde tabt
Tilliden til sig selv ved de idelige
Drillerier og Forhaanelser, han maatte
døje af dem, der havde en mere
flydende Tunge uden at være i Besiddelse
af større aandelige Evner end han. Han
var ganske vist noget tungnem, men
beholdt saa til Gengæld det, han
engang havde lært. Denne Knøs hed
Gossett.. Hans Fader var en rig
Proprietær i Lynn i Norfolk,

Foruden disse var der paa den Tid
kun tre Kadetter til i Lukafet, og om
dem er der ikke andet at sige, end at
de vare som Kadetter i Almindelighed.
De havde ikke megen Lyst til det, de
skulde lære, men desto mere til
Middagsmaden, hadede alt, hvad der hed
Arbejde, og høldt af alt, hvad der hed
Løjer, sloges paa Liv og Død i det
ene Øjeblik og vare svorne Venner i
det næste, nærede de almindelig
vedtagne Begreber om Ære og
Retfærdighed, men lempede dem dog efter
Omstændighederne og besad alle Dyder og
Laster i en saa forunderlig Blanding,
at det næsten var umuligt at tilskrive

7%

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed May 15 11:22:12 2024 (www-data) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/midshipman/0055.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free