Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 10: —
gaaende Testamente og skænker den
hellige Kirke alt, hvad du ejer, Vi
ville læse det op for dig; thi Gud
forbyde, at det skal blive sagt, at
den hellige Kirke modtager ufrivillige
Gaver. »
«Jeg vil underskrive det,» svarede
den døende; «men mit Syn svigter
mig, skynd eder at absolvere mig.»
Papiret blev nu med nogen
Vanskelighed underskrevet, idet " Præsterne
understøttede den døende, «Og nu
— giv mig nu Syndsforladelse!»
«Jeg tilsiger dig dine Synders
Forladelse,» sagde Præsten og gennemgik
hele Ceremonien.
«Dette her er jo noget fordømt
Snyderi,» tænkte Jack, og i det samme
lod han sin Kappe falde og svang
sig op i Vindueskarmen, slog
Gardinerne til Side med begge Hænder
og udstødte halvt leende og halvt
hylende et djævelsk «ha! ha! ha! —
hal ha!»
Præsterne vendte sig om, saa den
skinbarlige Djævel, som de troede —
lod Testamentet falde paa Bordet og
kastede sig næsegrus ned paa Gulvet.
«Exorciso te,» stammede den ene.
«Ha! ha! ha! hal» gentog Jack,
idet han sprang ned i Værelset og
tog Testamentet op, som han brændte
ved Vokslysets Flamme, Vor Helt
saa paa den døende Olding; hans
Hage hang slapt ned, hans Øjne vare
dybt nedsunkne — han var død.
Jack udstødte endnu et: «Ha! ha!
ha! ha!» for at holde Præsterne paa
Plads, blæste Lysene ud, sprang ud
af Vinduet, greb sin Kappe og
forsvandt saa hurtig, hans Ben kunde
bære ham.
Han løb, indtil han var ganske
stakaandet, saa standsede han og
satte sig ved Vejkanten. Det var en
maaneklar Aften; men Jack vidste
ikke, hvor han var: «Minorca kan
dog ikke have mange Landeveje,»
tænkte Jack, «saa det kan da ikke
være saa vanskeligt at finde Vej hjem.
Der kan man se, jeg har dog faaet
udrettet noget godt i Aften — jeg
har hindret disse Slyngler i at gøre
en Familie arveløs. Gud ved ellers,
hvem det er; de burde jo være mig
evig taknemlige. Men hvad skal jeg
gøre, hvis Præsterne opdage mig?
Efter dette kan det jo ikke gaa an,
at jeg gaar i Land tiere — saa bringe
de mig for Inkvisitionen Gud ved,
hvor jeg er,» vedblev han; «jeg vil
gaa op paa den Høj der og se, om
jeg kan orientere mig.»
Højen var helt gennemskaaren af
Landevejen og omtrent fjorten Fod
høj. Jack besteg den og saa sig
omkring. «Der ligger da i alle Tilfælde
Havet med Maanens Sølvglimmer paa
Smaabølgerne,» sagde Jack, idet han
vendte Ryggen mod Landevejen, «og
her have vi Vejen, saa maa det
altsaa være den, der fører til Port
Mahon. Men hvad kommer nu der? —
det er en Karet — ih, det er jo den
gule Karet med den gamle, fede
Dame og de to prunkende Lakajer!
Jack stod og betragtede den, idet
den kørte igennem Højen under ham,
da pludselig en halv Snes Mænd kom
farende frem og greb fat i Hestenes
Bidsler, En Salve blev affyret, Kusken
styrtede ned fra Bukken, og de to
Tjenere drattede ned fra Bagsædet.
Derefter lukkede Røverne Døren op
og halede den gamle diamantbesatte
Dame ud. Jack tænkte sig et Øjeblik
om, og det faldt ham ind, at endskønt
han ikke kunde tænke paa at maale
sig med saa stor en Overmagt, saa
kunde det dog være, han kunde
skræmme dem, ligesom han alt havde
skræmmet et Sæt Keltringer den
Aften.
Den gamle Dame var lige bleven
halet ud af Karetdøren ligesom en
stor Bylt Tøj, der er bunden sammen
til Vadsk, da Jack kastede sin Kappe
af og traadte frem til Randen af
Gennemskæringen, medens Fuldmaanen
skinnede klart bag ved ham og lod
hans sælsomme Skikkelse træde
tydelig frem. Han løftede sin Trefork
23"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
