Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 189 —
hæld” Velsignels’ og vaad’ Klæder
paa.»
«Ja, det er jo det, jeg siger,»
sagde Jack.
«Tak, Mr. Easy, De har lettet en
tung Sten fra mit Hjerte,» svarede
Skibspræsten; «jeg var saa bange for,
at det var noget helt andet, jeg havde
sagt.»
Det var det i Virkeligheden
ogsaa; thi Præsten havde bandet som
en Baadsmand; men da Jack og Mesty
nu havde forvandlet alle hans Eder
til Velsignelser, gav den stakkels Fyr
sig selv Syndsforladelse, og idet han
trykkede Jacks Haand, inviterede han
ham ned i Arkeliet paa et Glas
Grog, og han glemte heller ikke
Mesty, der fik et godt Glas ved
Døren. Dette havde Jack intet imod,
da al Rommen i Kadetternes Lukaf
var bleven sat til Livs i den
regnfulde Morgen; men ved det tredje
Glas blev han afbrudt ved, at der
kom Bud fra Kaptajnen, at han
ønskede at tale med ham og Mr.
Hawkins.
Jack gik op og fandt Kaptajnen
og alle Officererne paa Skansen.
«Mr, Easy,» sagde Kaptajnen, «jeg
har ladet Dem og Mr. Hawkins og
Mr. Gascoigne kalde for her paa
Skansen at takke Dem for Deres
Aandsnærværelse, Snarraadighed og
Iver under denne sørgelige Hændelse, »
Mr. Hawkins bukkede, Gascoigne sagde
intet, men han tænkte paa, at han
nok nu kunde bede om
Ekstralandlov, naar han kom til Malta, Jack
følte Trang til at holde en Tale og
begyndte at snakke om, at Faren
gjorde alle lige, selv om Bord i en
Orlogsmand.
«Nej, aldeles ikke, Mr. Easy,»
afbrød Kaptajn Wilson ham —
«tværtimod, den gør netop det modsatte,
thi den viser langt tydeligere end
ellers, hvem der ere de bedste, thi
disse faa da Lejlighed til at hæve sig
over de andre.»
Jack havde stor Lyst til at for-
handle dette Spørgsmaal noget
nærmere, men han tog dog mod
Komplimenten og holdt”sin Mund, hvilket
ogsaa var det klogeste, han kunde
gøre. Han bukkede og vilde til at
gaa ned i Kadetternes Lukaf, da
Fregatten fik en svær Sø agter ind, der
skyllede alle dem, som ikke fik Held
til at gribe fat i et Holdepunkt, ned
i Kulen. Jack var netop iblandt dem,
og da han naturligvis greb fat efter
det første det bedste, fik han Hold
i det ene Ben paa Præsten, der
begyndte at bande noget ganske
forfærdeligt. Men førend han kom til
Ende med sine Eder, styrtede Vandet,
der var gaaet ind ad Kahytsvinduerne,
eftersom Lænseportene i Forvirringen
ikke vare blevne hængte i, ud
mellem Skotterne, fejede med sin rivende
Strøm Marinerne, Kahytsdøren, og
hvad den ellers traf paa, bort og
skyllede Jack og Præsten samt nogle
flere ned gennem Storlugen og ned
paa Banjerne, Disse stode ogsaa fulde
af Vand, og Folk og Kister og meget
andet løst Gods tumlede om mellem
hverandre. Snart var Jack ved Siden
af Præsten og snart vare de skilte
ad. Endelig naaede de begge at
komme paa Benene og kom ned i
Kadetternes Lukaf, der, skønt det var
fuldt af Vand, dog var en sikker Havn.
Mr. Hawkins spruttede og spyttede,
og Jack gjorde det samme, indtil han
begyndte at le.
«Dette her var en haard Prøvelse,
Mr. Easy, ja, sandfærdelig en haard
Prøvelse for Taalmodigheden. Jeg
haaber, at jeg ikke bandede — gjorde
jeg vel?»
«Nej, ikke det mindste,» sagde
Jack. «Jeg var jo lige ved Siden af
Dem hele Tiden. De sagde ikke
andet end: «Gud bevare os!»
«Gud ske Lov, ikke andet. Jeg
var saa bange for, at jeg skulde have
sagt: «Gid Satan staa i det!»
«Nej, aldeles ikke, Mr. Hawkins;
men lad os nu gaa ind i Arkeliet og
prøve paa at faa det salte Vand skyllet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
