Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— IQ —
— «men jeg er Fanden, er jeg, der
er ingen, som har ruget mig, saa
længe jeg kan huske. »
«Hvor det dog er kreperligt ikke
at have Fyr paa Kabyssen,» sagde
en af de yngste Kadetter — «ingen
Te og ingen Ration af Grog.»
«Stormen vil blive ved i tre Dage,»
svarede Martin, «og naar de ere gaaede,
ville vi ikke være langt fra Admiralen,
for der blæser det ikke hjemad.»
«Det er godt, saa blive vi straks
beordrede i Havn, og jeg vil kunne
komme i Land endnu i Morgen,»
bemærkede Easy.
«Ja, hvis du er syg,»
Gascoigne.
«Vær bare ikke bange, jeg skal
blive syg nok. Vi ville ligge der i
det mindste i seks Uger, og efter den
Tid have vi glemt alt dette her.»
«Ja, vi ville vel nok have glemt
det,» sagde Martin; «men ville de
stakkels Fyre, hvis Lemmer ege knuste,
glemme det? og vil vor Baadsmand,
den arme Miles, der er blind for
stedse, glemme det?»
«Det er sandt, Martin, vi tænke
kun paa os selv uden at takke for
vor Redning eller tænke paa de andre,»
svarede Gascøigne.
«Giv os din Haand,. Ned,» sagde
Jack Easy, «og vi bør takke Dem,
Martin, fordi De har sagt os
Sandheden — vi ere nogle rigtig
egenkærlige Mennesker.»
«Vi tog dog vor Tørn lige saa
godt som de andre,» bemærkede en
af Kadetterne.
«Desto større Grund have vi til
at være taknemlige og have
Medlidenhed med dem,» svarede Jack. «Hvis
De havde mistet en Arm eller Deres
Syn, vilde vi have ynket Dem, derfor
skulde De ogsaa have Medlidenhed
med andre.»
«Det har jeg ogsaa nu, naar jeg
tænker mig rigtig om.»
«Tænk Dem lidt tiere rigtig om,»
bemærkede Martin og gik op paa
Dækket.
svarede
Hvilken. Forskel fra den
foregaaende Morgen! For ikke mere end
fire og tyve Timer siden havde Havet
været smult, og Fregatten bruste stolt
som en Svane gennem det blaa Vand
med alle de hvide Sejl oppe. Efter
den Tid havde der været Ildløs, Uvejr,
Lynnedslag, Ulykker, Fare og Død.
Skibets Master bleve nu tumlede
omkring af de skumklædte Bølger mange
Mile fra det, og det selv rullede som
et Vrag, stønnende og knagende i
hver en Planke, medens det løb for
de rasende, ilende Søer.
Hvor stor Uret have ikke Folk
paa Landjorden, naar de paastaa, at
Søfolk ikke ere religiøse! Hvorledes
kunne de undgaa at være dette, naar
de ikke ere helt blottede for Følelse?
I Land, hvor man ikke kender til
anden Forandring end den, Aarstiderne
bevirke, af hvilke hver har sin
ejendommelige, særegne Skønhed, og ikke
ser andet end Jordens Velsignelser,
dens Blomster og Frugter, og ikke
mærker til andet end de
Bekvemmeligheder og Overflødighedsgenstande,
Menneskene have opfundet, hvor man
fredelig staar op om Morgenen og
trygt lægger sit Hoved til Hvile om
Natten, — der kan Gud blive glemt
i lang Tid; men paa Søen, hvor hver
Storm er en Advarsel, hvert Uheld
en tankevækkende Tugtelse, hver
Redning en Prædiken om Forsynets
Barmhjertighed og Langmodighed, der maa
Mennesket være et rent Dyr, naar
det ikke føler, at der er en Gud til,
Paa Land se vi ham sjælden i andet
end al hans Skønhed og Kærlighed,
men paa Søen mindes vi ofte om,
hvor skrækkelig han er i sin Vrede.
Kunde det tænkes muligt, at det sidste
Døgns Hændelser kunde være spildte
paa nogen af de ombordværendes
Hjerter? Nej, nej. Deres Mod og
Dødsforagt kunde vel give Dem
Udseende af at være letsindige og
tankeløse, men i deres Hjerter følte de sig
overbeviste om, at der var en Gud
til, og bøjede sig for ham. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
