Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 220 —
«Kaptajnens Ordrer, Jack.»
«Ja, jeg skal drøfte den Sag nøjere
med ham, naar jeg kommer om Bord,»
svarede Jack.
«Det er for sent nu, Jack.»
«Ja,» svarede Jack, idet han med
med sort Fortvivlelse malet i sit
Ansigt sank ned paa Agterpligten.
«Ro væk, Manne! Ro væk!»
Jack vendte tilbage om Bord og
meldte, hvad han havde udrettet, samt
at Don Silvio var iblandt de løsladte,
og han vovede tillige at omtale sin
Frygt for, hvad der kunde ske, hvis
Banditterne under hans Anførsel
begav sig til Don Rebieras Hus.
Kaptajn Wilson bed sig i Læberne;
han følte, at hans Menneskekærlighed
her, fordi den ikke var bleven ledet
af hans sædvanlige Klogskab, havde
faaet ham til at foretage en Handling,
der kunde faa meget skæbnesvangre
Følger.
«Jeg er bange for, at jeg har
handlet meget ubesindigt, Mr. Easy.
Jeg burde have taget dem om Bord
alle sammen for at overgive dem til
Øvrigheden. Jeg vilde nok ønske, at
jeg havde tænkt over dette noget før.
Vi maa nu, saa hastig vi kunne,
begive os til Palermo og faa Tropper
sendt ud efter Misdæderne. Klar til
at vende, Manne! Bras Storsejl
firkant!»
Vinden havde vendt sig, og Aurora
var i Stand til at prange Øen
Maritimo fra sig. Næste Morgen kastede
de Anker paa Palermos Red og sendte
øjeblikkelig Underretning om det
passerede til Øvrigheden, der ønskede
Kaptajn Wilsons Filantropi Fanden i
Vold og uopholdelig sendte en stor
Afdeling Soldater ud for at søge efter
de løsslupne Misdædere. Da Kaptajn
Wilson godt kunde sætte sig ind i
Jacks Ængstelse for hans Venner,
kaldte han ham op til sig paa Dækket
og gav ham og Gascoigne Tilladelse
til at gaa i Land.
«Vil De være saa god at tillade
mig at tage Mesty med mig, Sir?»
sagde Jack.
«Ja, Mr. Easy; men husk nu
endelig paa, at De selv med Mesty som
Følgesvend ikke kan maale Dem med
halvandet Hundrede Mand, lad
derfor Fornuften raade, Det er for at
lette Deres Ængstelse, jeg sender Dem
af Sted, ikke for at De ubesindig skal
styrte Dem i Fare.»
«Naturligvis, Sir,» svarede Jack
og tog til Hatten, hvorefter han gik
meget rolig og sindig over Dækket,
indtil han kom til Lugen, da fo’r han
ned som en Raket og gav sig straks
i Færd med sine Forberedelser,
Der var knap gaaet en halv Time,
før de to Kadetter tillige med: Mesty
vare landede og havde begivet sig
op til det Gæstgiversted, hvor de før
vare tagne ind. De vare væbnede
til Tænderne. Deres første
Spørgsgjaldt Don Philip og hans Broder.
«Begge ere fraværende med Orlov,»
svarede Værten, «og opholde sig hos
deres Fader, Don Rebiera.»
«Det er dog altid en Trøst,»
tænkte Jack. «Nu maa vi se, saa
hurtigt vi kunne, at faa fat i nogle
Heste, Kan du ride, Mesty?»
«Ja, ved alf Himmels Magter,
mig kan rid’, Massa Easy, Naar Dem
kan rid’ Kentucky Hest, saa Dem kan
rid’ alt.»
Efter en halv Times Forløb havde
de faaet fat i fire Heste og en Fører,
og Klokken otte om Morgenen drog
den lille Flok af Sted i Retning af
Don Rebieras Landsted.
De havde ikke redet mere end
halvanden Mil, da de indhentede en
af de Soldaterafdelinger, som vare
sendte ud efter de løsslupne
Forbrydere. Vor Helt genkendte i deres
øverstbefa ende en gammel Bekendt
og fortalte ham, at Don Silvio var
mellem de løsladte, og at han derfor
nærede stor Frygt for Don Rebieras,
hvorfor han bad ham om at drage
den Vej med sine Soldater,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
