Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 126 —
indtryk var en følelse af medlidenhed og ingenlunde
af havesyg glæde.
Louis Richard og Saint-Herem iagttog nogle øje-
blikke en dyb taushed.
Den gjerriges søn tog først ordey og sa til sin ven:
»Jeg kan ikke si dig, Florestan, hvor meget din
hjertelige følelse rørte mig; den stemmer saa godt
med mine følelser i dette sørgelige øjeblik.*
Som du ved, min ven, nærede jeg ikke megen
deltagelse for min onkel. Jeg har endog kunnet
gjøre mig lystig over ham, mens jeg antog, at han
levede sund og frisk; men naar man, idet man hører
en ulykke som den, for hvilken min onkel og hans
datter saaver som din far er blet ofre, uden at bli
dybt bedrøvet, blot kunde tænke paa arven. saa
maatte man ha et hjerte af sten. Men det falder mig
ind. Under alle disse sørgelige begivenheder har jeg
glemt at høre, hvorledes det forholdt sig med Mariette.*
»Som du hadde anet, Florestan, det var en gru-
som misforstaaelse. Jeg fandt hende mere øm og tro
end nogensinde.*
»Hendes kjærlighed vil dog være dig en stor
trøst i din sorg. Vær ved friskt mod, min stakkars
Louis. Vi vil snart ses igjen. Alle disse begivenheder
knytter vort venskabsbaand ennu fastere.*
»Ak! Florestan, uden dit venskab, uden Mariettes
kjærlighed ved jeg ikke, hvorledes jeg skulde ha kun-
net bære dette slag, som saa pludselig ramte mig.
Lev vel, min ven, og underret mig ligeledes, dersom
du skulde høre noget om din onkel.*
De to venner skiltes ad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
