Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 13 - 14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
Nort ved sin Vens Sindsbeockgelse sagde Saint-Heretn:
»Nn vel, min Ven, fat Mod. Jezt fatter Din dybe Kammer-, Din
Faders Testamente katt ikke Andet end sorozze den.««
«Florestan,« —— sagde den unge Mand ester en temmelig lang Taus-
hed, idet han astorrede sine Taaret-, —— »Aarsagen, hvorfor jeg tovede med
at forklare inig, var, at jeg frygtede sor- idenne tnin sørgelige Tilstand at
blive sinertelig rystet ved at see Ditt maaskee altfor undskyldelige Tilfredshed
med deti Efterretning, som jeg har at meddele Dig.«’
»F·or Guds Skyld, Lonis, sorlliir Dig noiere.««
»Jeg sagde Dig, at min Fader var reist til Versailles til Din Onele
og Diti Consine«
»Og saa?««
»Din Ojiele og hans Datter ere ude-i Tvivl efter Aftale med min Fa-
der gaaede med iannne Banetog ozz samme Vogn sont han . . . og . . .«
»De egsaal« — raabte Saint-L·tesrem, idet yan holdt begge Hænder
fer sit Iinsiie — »De Ulykkelige! Ak! Det vilde doxt være streeekteligtl«
Dettelldraab af Skræk oaIJJedlidenned va!.· saa naturligt og oprigtigt,
at LeuiI blev rort ved dette Beviis paa sin Vens Hjertet-Hgodbed, idet det
sat-sn Indtryk var en Folelse af Medlidenhed og ingenlunde af havesyg
««leed·e.
Fkordende Cavitck .
Lonio Riehsird og Saint-Hereni iagttog nogle Øieblikke en dyb Taushed.
Den Gierriges Soii tog forst Ordet eg sagde dybt rort til fin Ben:
»Jeg kan ikke sige Dig, Florestan, hvormeget Din hjertelige Følelse
rogte mig; den stemmer saa godt med mine Følelser i dette sørgelige Øie-
bli
»Seni Du veed, niin Beti, ncerede jeg ikke megen Deeltagelse for min
Onele. Jeg har endog kunnet gjøre mig lystig over han1, medens jezz antog,
at hati levede sund oa frisk; men naar man; idet maii hører en Ulykke som
den, for hvilken min Ottele og hans Datter iaavelsotn Diri Fader ere blevne
Offre, udeit at blive dybt bedrøvet, blot kunde tænke paa Arven·, saa maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
