53 fra de senere aar, og det var gamle med skind- bind og gulnede blade. Han tok dem en for en og indprentet sig hvert avsnit nøiagtig i hukom- melsen. Det var Smids «Lægebog udi sex Parter» samt samme forfatters «Urtebøger», det var presten Kiinzles «Liten Urtebok» og det var flere bind om Kneipps naturlægemethode, Priessnitz” koldtvandssystem og Boltzius" vidunderkure. Hvert raad og hver anvisning sat som spikret i hans hjerne, og han følte, at han mere og mere vandt herredømme over emnet. Samtidig begyndte han at eksperimentere med og forfærdige forskjellige sorter salver og miksturer. Her hadde han den kyndigste hjælp i moren og hendes kjendskap til de mange lægende urter. Tildels med benyttelse av gamle opskrifter laget han flere mediciner. En av dem blev etiketteret «Fabians draaper mot tandværk». Det var en sammensætning av Plantago og Kruse- mynte, som blev kokt og som var udmerket som gurglevand. En krukke indeholdt revet Pepper- rot, som dulmet og fordrev tandsmerter, naar det blev lagt i en klut paa kindet. I en anden var der Taklauk, som skulde tygges og holdes i munden og som hadde samme virkning. Det var end- videre «Fabians Perikumolje mot kolik,» det var «Fabians liktornsmørelse» og det var saarsalve og en skjønhetsbalsam, som bestod av en bestemt blanding av Salvie, Hyldeblomst, Valnøtblade, Violblade, Fønnikelfrø, Peppermynteblade, fet, varm Mandelolje samt Palmin. Den gjorde