88 bad om, at deres besøk maatte være en hemme- lighet, ja der var dem, som end ikke vilde opgi sit navn. Det hele gik saa stilt og lønsk for sig, at det bare manglet, at de var forklædt eller maskeret. Fabian forundret sig over, hvor helt forskjellig deres sygdomme artet sig fra dem, som han hadde til behandling om morgenen. Gigt, nyresygdomme, ischias, galdesten, utslæt eller tandværk forekom næsten aldrig. Enten var det indbildte sygdomme eller nervelidelser, og tilfældene var saa mange slags, at det ofte ikke var greit at finde paa raad. Han hadde netop hat besøk av en uten- landsk dame, som var så livstræt og likegyldig for alt, at hun bare reiste fra sted til sted for at faa litt avveksling. Hun var saa likeglad om alt, at hun virket som aandssløv. Og en aften- stund hadde en skogeier og ivrig jæger traadt ind til ham og klaget over, at der var over- kommet ham en underlig ængstelse for at gaa paa veier og stier — hysterisk eller nervøs «Plads- angst» het det nok i doktorsproget. Han var hellig overbevist om, at enhver betrædelse av saadanne, vilde medføre uheld og ulykke. Fabian tænkte over de mangeartede tilfælder og brøt sit hode med, hvad han skulde finde paa for at hjælpe disse arme syke. Det vilde ikke være nogen kunst, hvis han bare hadde hus at ind- logere demi, saa han kunde behandle dem rationelt. Og da vilde det ikke vare længe, før han kunde begynde at drive sin virksomhet i større stil.