127 interesser, og den forestilling, at hun snart skulde dø, vilde forsvinde. Allerede nu var hun helt optat av sine kaker, og hun snakket mindre end før om at forlate livet. Den hvitmalte kirke med det gyldne spir laa henne paa jordet med kirkegaardsgravene om- kring og den lave spiltaugbarakke bakenfor. Litt længere borte saaes Kirkedammen, som var islagt og hvor tre personer, en mand og to kvinder, gik paa skøiter. Ogsaa de var hans patienter. Den ene av dem led av fedme. Hun hadde nu snart været hos ham et helt aar og hendes vægt var avtat i den grad, at hun næsten ikke var til at gjenkjende. Fabian hilste og gik indom sine smaastuer og snakket snart med en av sine syke, snart med en anden. Særlig interesserte han sig for en yngre mand, som nylig var kommet og som han hadde indlogeret i «Blomsterhøi». Den nye patient het Skoppum, kontorchef Skoppum, og hadde den ulykkelige mani, at han maatte berøre alle gjenstande tre gange, og naar han sat ved sit arbeide og skrev, maatte han altid banke tre gange i bordet, forinden han be- gyndte paa en ny linje. Han beherskedes av denne sin tvangsforestilling, og manien hadde bredt sig mere og mere og i den grad tat hans sind fangen, at han snart sagt ikke kunde bevæge sig, uten at han følte sig forpligtet til snart at gjøre dit og snart dat. Ellers var han det fornuftigste og elskværdigste menneske, man kunde træffe,