XXII. Vinter hadde vekslet med sommer, og der var gaat mange aar. Graadalens kursted var forlængst blit kjendt i vide kredse og ikke mindst øvet lederens navn en hemmelighetsfuld dragning paa sindene. Der fortaltes de merkeligste ting om doktor Fabians sterke, hypnotiserende personlighet og om de enkle og geniale kurmetoder, han anvendte — næsten altid med godt resultat. Der kom patienter fra alle lande. Tilstrøm- ningen kunde ofte være saa stor, at den mindet om valfarterne til Lourdes, Wörishafen eller Gråfenberg. Bygdens utseende var forandret, og menne- skene var heller ikke de samme. Der var kom- met en ny prest, en ny doktor, og den gamle landhandler var saa gigtbrudden, at han hadde maattet overgi forretningen til en yngre slegtning, mens han selv sat inde i det lille kontor bak butikken og mugget over forretningsbøkerne. Endnu var Børspladsen saa at si dalens torv og endnu laa der en viss officiel, ærværdig patina over husklyngen inde i haverne, hvor kommune-